Kan man tillade sig at skrive en bog om sine kendte forældre? Det gjorde Alberte – og det var en lettelse

Alberte Winding har skrevet en erindringsroman om en kompliceret barndom.

Alberte Winding udgav i efteråret en bog om sin barndom. (Foto: Les Kaner © Rosinante & Co)

Hvis du er vokset op med DR’s børnefjernsyn i 80’erne og 90’erne, så kender du nok Alberte. Ja, hende der var Bamse og Kyllings altid forstående ven Luna.

Siden dengang har Elin Alberte Leonora Winding – kendt som Alberte - gjort karriere som både sanger og forfatter. Den kunstneriske åre har hun fra forældrene, Thomas Winding og Lulu Gauguin, der bl.a. lavede børnefjernsyn og derfor også gjode Alberte til en børnestjerne i en alder af bare 5-6 år.

Barndommen med to berømte forældre – og morens alt for tidlige død - er nu blevet omdrejningspunkt for Alberte Windings bog, den selvbiografiske ’Kastevind’.

Efterladt til sig selv

- Jeg husker, at jeg følte mig ret ensom. Jeg var efterladt en hel del til mig selv. Min hovedperson i ’Kastevind’ er meget alene hjemme og prøver at være fantasifuld, men er egentlig, dybest set, lammet af noget utryghed, siger Alberte Winding i radioprogrammet Bogselskabet.

- Jeg sagde altid, at jeg kedede mig. Men jeg kan mærke, når jeg siger det højt, at jeg var ked af det, simpelthen, fortæller Alberte Winding i DR-podcasten Bogselskabet.

Når hun bruger vendingen ’hovedperson’, selvom bogen er en erindringsroman, så er det fordi hun også har digtet en del i bogen, forklarer hun.

Bogens Alberte er derfor en rekonstruktion. Men de store linjer i historien og de følelser, der fyldte for barnet Alberte er hente fra virkeligheden, som hun oplevede den. Og bekymringer for morens, efter forældrene blev skilt, er noget af det, hun husker tydeligt fra barndommen.

Farveeksplosioner, musik og børnefjernsyn

- Og senere hen, bliver min far og mor skilt og jeg husker det sådan, at jeg brugte meget energi på at være nervøs for hende, om hun var okay, siger Alberte Winding om sin mor.

- Da hun døde, var der faktisk en vis lettelse, fordi nu blev der tage hånd om tingene. Men det gjorde der på en måde ikke, siger hun og fortæller, at hendes far, Thomas Winding, sammen med sin nye kone flyttede den sammenbragte familie til Ærø.

Flytningen var en overvældende oplevelse for Alberte:

- Der havde simpelthen allerede været for utrygt og kaotisk – og nu flyttede vi bare ind i en hule af farveeksplosioner og musik og gæster og ideer og børnefjernsyn. Og egentlig ville jeg bare gerne have haft tre måltider og faste sengetider.

Nemt om dagen, forfærdeligt om natten

Selvom bekymringer og længslen efter trygge rammer var en del af Albertes barndom, så husker hun også sig selv som udadvendt og sprudlende.

Da hun blev kontaktet om at skrive en bog om sit liv, omkring sin 50 års fødselsdag for cirka fem år siden, tænkte hun også først, at den skulle være sjov.

- Allerede et par dage inde i skriveprocessen gik det op for mig, at det bliver ikke sjovt, det her. Det bliver sørgeligt, siger hun og tilføjer:

- Det kom faktisk bag på mig, men det var også befriende at gå i gang med at skrive.

Den følelse var dog ikke den eneste, der fyldte for Alberte, mens hun skrev bogen. Om natten blev hun nemlig hjemsøgt af spørgsmål omkring det projekt, hun havde gang i. Spørgsmål om hensynet til sin afdøde forældre – og nulevende søskende.

- Kan man tillade sig at inddrage dem i sin ret personlige historie? Og bruge dem som en slags statister. Kan jeg tillade mig at hive min mor ind og vrænge hendes sorg ud til alle bare for at forklare mig selv? Det har jeg virkelig haft skrupler med, men det har også været enormt skønt at gøre det – om dagen.

Forstået en lille smule

Til omslaget af 'Kastevind'har Alberte valgt et foto af sig selv som barn, hvor hun skuler og med egne ord ser lidt 'træt og skeptisk ud'. På fotoet, der blev taget lige før, så hun til gengæld glad ud.

- Men det var sådan der, jeg husker, jeg havde det. Det der er et billede, som har den tone, som bogen har.

At skrive ’Kastevind’ har for Alberte været en undersøgelse af, hvad hun egentlig var for et barn. Det synes hun nemlig ikke, at hun har haft en klar fornemmelse af som voksen – måske på grund af de store skift, hun har oplevet med flytninger og morens selvmord.

Da hun skrev bogen, var det først i skriveprocessen omkring teenagealderen, at hun rigtigt kunne genkende sig selv i den hovedperson, hun skrev om.

- Det er ikke fordi, at jeg er fuldstændigt fantastisk afklaret, efter at have skrevet denne her bog. Men det føles bare som om, at jeg har forstået en lille smule af, hvad det liv var, siger hun.

Opslidende interview

Selvom Alberte ikke startede med at bestemme sig for, at ’Kastevind’ skulle være en melankolsk bog, så synes hun, at bogen har fået den stemning, der passer bedst til hendes historie:

- Måske er det ligesom med en sang, hvor man synes, at denne her tone skal være gennemløbende og de her vers passer sammen, siger hun.

Teksten fortsætter under billedet.

(© Rosinante & Co)

De historier, som hun ikke har fået plads til i ’Kastevind’, regner hun med kan få plads i fremtidige, fiktive bøger. Erindringsromaner skal hun ikke skrive flere af – blandt andet fordi det er en krævende proces, også at give interview bagefter:

- Jeg synes måske også, at det er lidt for opslidende at give de her interview. Jeg kan ikke holde på en hemmelighed. Du kan spørge mig om hvad som helst, og så vil jeg svare på det.

- Derfor vil jeg i næste omgang gerne væk fra, at det handler så meget om mig. Pendulet svinger ligesom den anden vej bagefter, og så bliver jeg utrolig træt og tænker: "ædr, hvor har jeg fortalt for meget", siger hun.

Se Alberte i Kulturmagasinet Gejst

  • Alberte medvirkede i november i Kulturmagasinet Gejst på DR1, hvor hun fortalte om sin barndom. Se udsendelsen her.

Facebook
Twitter