Kan veninder have sex? 28-årige Inger slører grænserne mellem venskaber og kærlighed i ny bog

Et venskab kan være lige så besværligt som et kæresteforhold, mener Inger Christine Løwe, som har skrevet en roman om emnet.

(Foto: Betina Garcia © Dr)

- Hvornår bliver venskab til romantik og omvendt? Behøver der blive trukket en grænse? Er de to ting modsætninger til hinanden, og hvis der ikke bliver trukket en grænse, hvornår ved man så, om man overskrider sine egne?

Spørgsmålene kommer fra 28-årige Inger Christine Løwe og er eksempler på nogle af dem, hun har stillet sig selv, mens hun har skrevet sin debutroman 'Cherry'. Den er en slags undersøgelse af, hvad et venskab egentlig kan rumme.

- Jeg var interesseret i, hvor intime venindeskaber kan være og ikke kun på sådan en: "Nu snakker vi rigtig dybt om kærlighed, familie og psykiske problemer"-agtig måde, men også om det kan omsætte sig til fysisk intimitet, forklarer hun.

"Venskabets elasticitet" kalder hun selv den størrelse, som hun i bogen afsøger grænserne for.

Det har taget Inger Christine Løwe cirka to år at skrive sin debutroman 'Cherry'. Undervejs har hun også skrevet sit kandidatspeciale og er blevet freelance kulturskribent og litteraturanmelder for Politiken. Bogen var aldrig blevet til noget, forklarer hun, hvis ikke det havde været for skrivefællesskabet på Talentskolens toårige forfatteruddannelse, hvor hun gik fra 2018-20. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Rent personligt har det at skrive 'Cherry' også kastet nyt lys over Inger Christine Løwes egne venskaber og deres forskelligheder:

- Den her undersøgelse af intimitet har fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv er i forhold til mine venner, og hvorfor noget kan føles naturligt i én relation og vildt underligt i en anden. Der er nogle, hvor vi aldrig rører ved hinanden og andre, hvor vi sagtens kan ligge tæt og se en film for eksempel.

Mere end venner?

Fysisk intimitet spiller også en stor rolle i et nyt venskab, som bogens hovedperson, Clara, indleder.

En sen aften i byen møder hun Karen. De kysser og aftaler at ses. Efterfølgende udvikler det sig til en seksuel relation, men forholdets karakter bliver aldrig helt afklaret: Er de veninder eller mere end det? Svaret svæver også lidt i vinden for Inger Christine Løwe, som godt kan lide, at de befinder sig i en gråzone. Det er en del af pointen med at vise et forhold som deres.

- Det er ikke sådan, at det var undersøgelsen, og her er så, hvad jeg fandt ud af. Det tror jeg stadig ikke helt, jeg ved. Men jeg ville gerne undersøge, om sådan et forhold kunne eksistere i et vakuum, hvor man ikke behøver sætte ord på, hvad man laver, siger hun.

Clara og Karens særlige forhold bliver udfordret af folk omkring dem, som er nysgerrige efter at få defineret, hvad det er, de har gang i. På den måde støder deres selvskabte boble af et forhold hele tiden ind i virkeligheden med dens normer og forventninger.

- I forhold til sine andre veninder, som hun har kendt længere, har Clara det også ret kompliceret med sin relation Karen. Det er en anden tvivl, der opstår i forhold til hende.

Indtil hun for nylig offentliggjorde det på Instagram, var det ikke alle i Inger Christine Løwes omgangskreds, som vidste, at hendes bog var lige på trapperne. At skrive er forbundet med mange modsatrettede følelser for hende, blandt andet en vis angst. - Jeg har nogle tanker om, at folk, jeg kender, skal synes, den er dårlig og ikke ville være venner med mig. Men det er nok bare en irrationel ide i mit hoved, siger hun og griner. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Venskaber kan holde til mere

Udover det uafklarede forhold mellem Clara og Karen, fylder Claras tre højskoleveninder Karoline, Alberte og Ellinora og dynamikken imellem dem også en del i bogen.

Med 'Cherry' vil Inger Christine Løwe nemlig også gerne vise venindeforhold på en mere kompleks måde end dem, vi mest ser i populærkulturen, hvor veninder ofte er sådan nogle, der "hygger sig og nusser hinanden i håret":

- Jeg ville gerne undersøge veninderelationer som et sted, hvor der også kan finde virkelig komplicerede følelser sted; jalousi, sorg og skuffelse og alle de her ting, som vi kender fra klassiske kærlighedsrelationer.

Hun vil i det hele taget gerne gøre op med ideen om, at venskaber generelt er enkle, mens kæresteforhold er komplicerede.

- Venskaber kan rumme lige så mange besværlige følelser. Dem er vi måske bare bedre til at ignorere, siger Inger Christine Løwe.

Samtidig kan venskaber være mere rummelige end kæresteforhold. Nogle gange accepterer vi ting fra venner og veninder, som vi ville slå op med en kæreste på grund af, men et venskab stopper sjældent lige så brat.

- Man kan godt skændes og såre hinanden helt vildt, men så går der noget tid, og så tager vi også bare det med i bagagen. Venskaber kan holde til mere; de er mere elastiske, forklarer hun.

- I vennegrupper kan man godt komme til at låse hinanden fast i nogle roller. Ligegyldigt hvor meget, man ændrer sig, er det svært at se hinanden på andre måder, fordi man for eksempel har lært hinanden at kende i en tid, hvor man var på en bestemt måde. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Social kontrol mellem venner

Clara og de tre højskoleveninder, som bor sammen to og to, befinder sig et sted, hvor gruppen naturligt er truet af opløsning, fordi de har travlt med at definere deres egne liv og måske ikke har ligeså meget til fælles, som de havde engang.

- Den måde at glide fra hinanden på kan være enormt sorgfuld. Man kan jo ikke holde på hinanden, selvom det er det, Clara prøver. Hun vil virkelig gerne holde de her veninder fast. De skal være to og to, forklarer Inger Christine Løwe, som selv har oplevet den skrøbelighed, der kan knytte sig til venskaber i starttyverne.

- Der kan være den her sociale kontrol i venindegrupper; en frygt for at glide fra hinanden - og så prøver man med på forskellige måder at kontrollere hinandens handlinger og holdninger.

Clara har blandt andet svært ved at acceptere, at Ellinora, som hun bor sammen med, pludselig beslutter sig for, at hun vil flytte til Thisted for at arbejde på et kafferisteri.

"Hvordan kan hun flytte til Thisted, når hun lige har købt en kat, når hun lige er begyndt til tarotkort, når hendes familie bor i Nordsjælland? Hvordan kan hun flytte til Thisted, når hun tager flere dage om at svare på en sms?", spørger Clara sig selv.

Inger Christine Løwe kan godt genkende elementer af sin egen personlighed i Clara, for eksempel hendes ambivalens. (Foto: Betina Garcia © Dr)

- Alle karakterne er på en måde et blend af mig selv og alle, jeg kender. Jeg har klart fundet inspiration i mit eget liv. Men der ikke noget i bogen, der er en til en. Og min forventning er, at folk vil læse den som en roman og ikke en selvbiografi, for det er det ikke. Det er fiktion.

Man kan hjælpe hinanden ud af et traume

Inger Christine Løwe beskriver Clara som den observerende, lidt ambivalente type, der lader sig drive med - og det gør sig i høj grad også gældende i forholdet til Karen.

- Jeg tror, at hun er meget tiltrukket af den måde, Karen virker handlekraftig og lidt skødeløs på. Og så hjælper Karen hende også med at forløse et kropsligt traume, som hænger sammen med et muligt overgreb, hun tidligere har oplevet.

- Det har jeg skrevet ud fra ideen om, at man kan hjælpe hinanden tilbage til at mærke ens egne grænser ved hjælp af tillid og tryghed. Det kan både være kropsligt, intimt og ved at tale om det.

Ligesom forholdet mellem de to unge kvinder ikke bliver klart defineret, finder man som læser aldrig helt ud af, hvad der egentlig er sket for Clara.

- Jeg tror ikke helt, Clara ved, hvad hun har været udsat for. Hun kan ikke sige: "Det var et overgreb." Det er mere i et grænseland. Jeg har også været interesseret i at fremstille det lidt uklart og invitere til, at læserne kan danne deres eget indtryk.

'Cherry' udkommer den 3. december.

Min egen oplevelse er, at når man formår at dele ting, der tynger en eller som er svære med sine tætte relationer, så bliver det nemmere, bare idet man deler det - og så kan man gå ind i det sammen. (Foto: Betina Garcia © Dr)
FacebookTwitter