Kelvin Lindemann - forfatter med mange hemmeligheder

En af 1950'ernes store danske forfattere var en hemmelighedsfuld person, der kunne lide at forarge.

Forfatteren Kelvin Lindemann var en kontroversiel figur på den litterære scene i 1950'erne. (© Anders Lindemann)

For blot et par generationer siden var Kelvin Lindemann en af Danmarks mest læste forfattere.

Berømt for sine historiske romaner, beundret for sin evne til at fortælle historien og berygtet for sin evne til at gøre sig selv til hovedperson. Det var nemlig ikke kun mellem linjerne, at dramaerne udspillede sig.

Kendt og kontroversiel

For ud over sine romaner var Kelvin Lindemann kendt som kulturdebattør og samfundsrevser. I avisernes debatspalter fra 40'erne og helt op til '80'erne blandede han sig i alle slags diskussioner, lige fra huller i evolutionsteorien, det høje skattetryk og Danmarks Radios monopol.

Nogle var henrykte over hans tanker og skepsis over for tilværelsens etablerede sandheder. Andre afskyede alt, hvad han stod for. Især venstreorienterede var blandt hans kritikere, og Kelvin Lindemann var til tider så kontroversiel, at han gentagne gange måtte møde op i retten og forklare sig foran en dommer.

- Han var fræk, og han har nydt, at være fræk. Jeg tror, han var en rigtig god PR-mand for sig selv, og hvis der var stille om ham, skulle han nok skabe en situation, hvor søgelyset blev rettet mod ham, siger bibliotekar Peter Heiberg, der både privat og professionelt kendte Kelvin Lindemann.

Historien bag historien

Med Kelvin Lindemann var der ofte - både i hans bøger og i hans virkelige liv - en historie bag historien. Det mest opsigtsvækkende eksempel er bogen "En Aften i Kolera-året" fra 1953, der var skrevet af en forfatter, der kaldte sig for Alexis Hareng.

Men mange litteraturanmeldere mente at kunne gennemskue, hvem der i virkeligheden havde skrevet bogen og var enige om, at bogens titel og sprog tilhørte den verdenskendte, danske forfatter, Karen Blixen.

Tog fusen på anmelderne

Flere mente, at bogen var et mesterværk, men da Karen Blixen afviste spekulationerne, blev forvirringen i de litterære kredse total.

Til sidst medgav Kelvin Lindemann at være forfatteren og forklarede også historien bag historien:

Forfatteren ville udstille, at mange anmeldere var mere optaget af, hvem der havde skrevet bogen end bogens indhold. Ved nærmere gennemlæsning viste det sig da også, at bogen var en decideret parodi på Karen Blixens skrivestil.

Kelvin Lindemanns mest kendte roman er "Huset Med Det Grønne Træ" fra 1942, der blev hans egentlige gennembrud og som sikrede ham international anerkendelse. Forfatteren døde i 2004, 93 år gammel.

Denne artikel er skrevet af Kelvin Lindemanns barnebarn, Anders Lindemann.

Facebook
Twitter