Kendt forfatter: Mine forældres manglende kærlighed har haft store konsekvenser

Forældrenes manglende accept betød, at Leonora Christina Skov i mange år havde svært ved at tro på kærlighed.

Leonora Christina Skov svarede dr.dk's brugere på spørgsmål om sin dysfunktionelle familie. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Forældrenes manglende accept og kærlighed til deres datter er omdrejningspunktet for Leonora Christina Skovs nyeste bog ’Den der lever stille’.

Et emne som tilsyneladende berører mange af dr.dk’s brugere dybt, for det væltede ind med ros og sympati til forfatteren, da hun svarede på brugernes spørgsmål.

Læs alle svarene her.

Især Leonora Christina Skovs nu afdøde mor havde blandt andet svært ved at acceptere, at datteren var lesbisk, og hun nægtede at møde Leonoras kvindelige kærester.

Det fik Anne-Mette Nørregaard til at spørge, hvilken effekt på voksenlivet det har haft for Leonora, at forældrene havde det svært med hendes seksualitet.

- Det har haft vidtrækkende konsekvenser for mit voksenliv, at mine forældre gjorde deres kærlighed til mig betinget, svarede Leonora Christina Skov.

Hun afslørede blandt andet, at hun lider af et dårligt selvværd, og at hun i mange år havde svært ved at tro på, at andre mennesker kunne elske hende.

’Min far tackler det flot’

I tidligere interviews har Leonora Christina Skov fortalt, at det først er nu, et par år efter morens død, at hun har turdet skrive historien om sin dysfunktionelle familie.

Tre hurtige til Leonora

Leonoras yndlingssang om en dysfunktionel familie:

- Flesh and Blood med Wilson Phillips (How can we be like enemies when we're only flesh and blood? What does it take to make your heart bleed? Daddy, aren't we enough?) Den hørte jeg meget, da jeg boede hjemme.

Leonoras favoritforfattere:

- Delphine de Vigan, Linn Ullmann, Cheryl Strayed, Jeanette Winterson, A.M. Homes, Kathryn Harrison,Nicole Krauss, Jennifer Egan, David Eggers og Angela Carter.

Leonoras navn (som oprindeligt var Christina Skov):

- Christina Skov føltes som en kradsende trøje, der var krympet i vask. Det mindede mig om Helsinge, hvor tre piger i min klasse hed Christina, og jeg derfor gik under navnet Skov, og jeg syntes ikke, at navnet passede til mig. Så Leonora føltes som en ny begyndelse.

Men hendes far, som ’Den der lever stille’ ligeledes hudfletter, er stadig i live. Anja Olsen ville derfor gerne vide, hvordan forfatterens forhold til sin far er i dag.

- Mit forhold til min far er bedre i dag, end det var, mens min mor levede. Jeg er helt utrolig glad for, at han har tacklet min bog, som han har, og jeg mærker klart kærligheden bag, svarede Leonora Christina Skov.

Hun tilføjede, at faren har fulgt nøje med i lanceringen af ’Den der lever stille’, deltog i en reception for nylig, og så sent som i dag har sendt hende et avisudklip om bogen.

- Den største gave, han har givet mig, er helt klart denne mulighed for at tale frit om det, der er sket. Mens jeg skrev, frygtede jeg alskens forfærdelige ting, men min frygt har vist sig ganske grundløs, skrev forfatteren blandt andet i chatten.

Fandt støtte i mormor og venner

Flere brugere ville vide, hvordan Leonora Christina Skov har fundet støtte, nu hvor gennem sin opvækst ikke kunne finde den hos sine forældre.

Udover hendes mormor og en dagplejemor har hendes venner også haft kæmpestor betydning, lød svaret:

- Desuden har jeg tidligt haft et talent for venskab, så jeg fik hurtigt en kreds af mennesker omkring mig, der bakkede mig op. De har betydet alverden for mig og føles som min familie i dag.

En anden stor støtte er Leonora Christina Skov kæreste, Annette og hendes familie, som ”helt fra begyndelsen har behandlet mig som en del af familien”.

SE ALLE SPØRGSMÅL OG SVAR FRA CHATTEN HER.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve