- Her i Danmark møder jeg læsere, som åbenlyst forstår, hvad det er, jeg prøver at opnå med mine bøger. Jeg føler mig ikke læst og forstået på samme måde i Tyskland. Tyske læsere har det nok sværere med de emner, jeg skriver om, siger Judith Hermann.
Den tyske forfatter var for nylig på et kort visit i Danmark, hvor hun var årets forfatter på festivalen ’Verdenslitteratur på Møn’.
DR mødte hende på ’Villa Gress’, som er et såkaldt ’arbejdsrefugie’, hvor forfattere og andre tager til for at finde ro og fred til deres arbejde. Villaen ligger gemt inde i et skovområde, som hører til Marienborg Gods.
Judith Hermanns bøger er oversat til en lang række sprog, og hun fik stor opmærksomhed i sit hjemland med novellesamlingen ’Sommerhus, senere’, der udkom i 1998.
Hendes seneste bog, novellesamlingen ’Lettipark’, er månedens bog i DR Romanklubben. Den består af 17 korte noveller, der kredser om møder mellem mennesker med længslen som et gennemgående tema.
Hør Judith Hermann fortælle om 'Lettipark' i podcasten her:
Det tyske litteraturcirkus
- Der er også noget særligt ved den kritik, jeg får i danske dagblade. Det føles nærmest som at få den perfekte læser.
Judith Hermann rækker ud efter den tyske udgave af bogen, som hun har medbragt til interviewet på Villa Gress. Hun peger på bogens bagside og fortæller: - Da den skulle udkomme som paperback i Tyskland, forsøgte min forlægger at finde nogle citater fra tyske aviser, som kunne komme med. Men vi endte med at vælge to citater fra danske anmeldelser, fortæller hun.
- Jeg ser det lidt som et symbol, at de ikke kunne finde noget passende i Tyskland.
I Tyskland fik Judith Hermann stor succes med sin første bog, ’Sommerhus, senere’. Derfor er hendes senere bøger ofte blevet læst og vurderet i forhold til den og til den status som landets nye store, litterære stemme, som hun fik dengang.
Derfor oplever hun stor frihed ved at blive oversat og læst i andre lande.
- Når en bog er oversat, så er det bogen alene, der tæller. Så kan man enten lide den, eller lade være. Men man slipper heldigvis for hele det tyske litteratur-cirkus.
Marianne fra Møn
Judith Hermann fortæller, at hun sætter pris på muligheden for at komme til Møn og møde nogle af sine danske læsere. Men det tog hende lidt tid at vænne sig til tanken om, at hun alene skulle være omdrejningspunktet for festivalen.
- Da jeg fik invitationen forstod jeg det næsten ikke - og da jeg endelig forstod det, kunne jeg ikke sige nej, siger hun og griner.
Marianne Hiort-Lorenzen, som er initiativtager til ’Verdenslitteratur på Møn’ fortæller, at det netop er festivalens styrke, at der kun er én forfatter på programmet hvert år. Sådan har det været siden begyndelsen i 2000.
- Det at være den eneste forfatter, kan være skræmmende. Men forfatterne fortæller altid, at de sætter pris på, at der er tid til at komme i dybden med deres bøger og de overvejelser, de har gjort sig, siger hun. Marianne Hiort-Lorenzen var overbibliotekar på Møns Bibliotek, da hun fik ideen til festivalen, som udsprang af et ønske om at udbrede international litteratur i Danmark.
Den første forfatter, der takkede ja til at deltage var tyske Günter Grass, som netop havde modtaget Nobelprisen i litteratur.
Via et stort netværk i forlagsbranchen, blandt forfattere og oversættere, lykkedes det Marianne Hiort-Lorenzen at lokke flere store navne til de følgende år.
- Jeg var da nervøs hver evig eneste gang, jeg skulle bede en verdenskendt forfatter om at komme til lille Møn. For jeg kunne jo ikke bare ringe og sige: ’Det er Marianne fra Møn, vil du ikke godt komme?’, siger hun og fortsætter:
- Da det gik op for mig, at forfatterne faktisk var glade for at blive spurgt, så var jeg jo temmelig høj i hatten.
En uvirkelig oplevelse
Judith Hermann forklarer, at det har været en helt speciel oplevelse at være med på festivalen.
- Det er meget mærkeligt, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Der er noget uvirkeligt over det. Det er lidt som om, at det ikke er den ’rigtige verden’. Men jeg nyder at være her, fortæller hun.
Det handler både om det, at hun er festivalens eneste optrædende forfatter og dermed den som alle er kommet for at høre og se. Men omgivelserne spiller også ind, forklarer Judith Hermann:
- Først kommer man til den her ø, som ligger forholdsvist langt væk fra alting. Og så kommer man til det sted ude i skoven, hvor selve arrangementerne foregår. Og så er der stedet her, midt i skoven, hvor jeg bor indimellem. Alt det tilsammen gør det til en helt særlig oplevelse.