Kom verden rundt med 5 Nobel-mesterværker

I dag fortæller Det Svenske Akademi, hvem der skal modtage verdens mest prestigefyldte litteraturpris for dette år. Varm op med en tur rundt om kloden med tidligere vinderes bøger.

Nobel-prisvinderne fejres hvert år i Stockholm ved en overdådig fest. Varm op til dette års afsløring af vinderen ved at tage ud i verden med tidligere modtagere. (Foto: Vilhelm Stokstad © VILHELM STOKSTAD)

Det er Sveriges førende litteratureksperter, der i dag omkring middagstid kårer vinderen af Nobels litteraturpris.

Det er boganbefalingen over alle boganbefalinger, og selvom størstedelen af vinderne i tidens løb kommer fra Europa, så åbner Nobelprisen også op for litteratur fra hele kloden.

Her er fem bud på bøger, der kan give et indblik i livet et andet sted i verden. Vi fokuserer på nogle forfattere, som du har mulighed for at finde på dansk i boghandlen.

'Salka Valka' af Halldór Laxness

Halldór Laxness vandt nobelprisen i litteratur i 1955 med begrundelsen: "for sin levende, episke kraft som har fornyet den store islandske fortællekunst”

Den socialrealistiske roman 'Salka Valka' om proletarpigen Salvör var islandske Halldór Laxness gennembrudsroman.

Her tager Laxness os med til 1930’ernes fattige, fordrukne fiskermiljø i Island, hvor kvinder ikke har mange chancer, og hvor der udkæmpes en kamp mellem kapitalisme og marxisme. Det er et opgør med religion og med politiske ideologier, hvor Salvör med kælenavnet Salka Valka forsøger at bryde ud af den traditionelle kvinderolle.

Med sort humor og sympati for de undertrykte fortæller Halldór Laxness om, hvordan mennesker med magt opfører sig hyklerisk.

Halldór Laxness bliver anset for at være Islands vigtigste forfatter, hvor nærmest kun sagaerne rangerer over hans forfatterskab.

'100 års ensomhed' af Gabriel García Márquez

Gabriel García Márquez vandt nobelprisen i litteratur i 1982 med begrundelsen: "For sine romancer og noveller, hvor det fantastiske og realistiske bliver kombineret i en rigt komponeret verden af fantasi, der reflekterer et kontinentets liv og konflikter”

En slægtsroman om fem generationer af familien Buendía, der generation efter generation begår de samme fejl i junglelandsbyen Macondo, som slægtens stamfader José Arcadio Buendía har grundlagt.

Det er en historie med et indviklet persongalleri, hvor en svævende, chokoladedrikkende præst, en dreng født med grisehale, orakel-sigøjnere og forfædres genfærd er hverdagskost. Samtidig er det en beskrivelse af et lands teknologiske udvikling, og hvad det fører med sig af fristelser, ulykker og social uretfærdighed.

Med bogen '100 års ensomhed' introducerede colombianske Gabriel García Márquez resten af verden for magisk realisme, hvor fantastiske begivenheder beskrives i et jævnt sprog, og hvor socialrealisme blandes med fabler og eventyr.

'Café Karnak' af Naguib Mahfouz

Naguib Mahfouz vandt Nobels litteraturpris i 1988 med begrundelsen: "Som gennem nuancerige udgivelser - det ene øjeblik klarsynet realistiske, det næste stemningsfuldt tvetydige - har formet en arabisk fortællende kunst som henvender sig til hele menneskeheden"

Fortalt gennem en cafés stamgæster giver Naguib Mahfouz et billede af folkestemningen i Egypten før og efter landet tabte Junikrigen til Israel i 1967.

Egypterne håber på mere frihed, men bliver brutalt slået ned af landets styre; flere af stamgæsterne forsvinder for senere at dukke op med ar på sjælen og en fremherskende paranoia.

Naguib Mahfouz har en stil, der er præget af et nøgternt sprog og realistiske skildringer af personer og steder, og han fremhæves ofte som den arabiske verdens mest fremtrædende moderne forfatter.

'Livet' af Alice Munro

Alice Munro vandt Nobels litteraturpris i 2013 med begrundelsen: ”Mesteren af samtidsnovellen”

Kun 14 kvinder har vundet en nobelpris i litteratur. Canadiske Alice Munro er en af dem.

Hun klappede forfatterskabet af med novellesamlingen ’Livet’. Her udfører hun sin specialitet som er skildringer af små samfund i Canada.

Gennem 14 historier viser hun, hvordan enkelte, nærmest tilfældige, hændelser kan have stor og afgørende betydning for et helt liv.

For Alice Munro ligger det dramatiske i de nære relationer mellem mennesker, hvor selv små begivenheder kan have stor betydning.

'M/T - og fortællingen om De Store Skoves Under' af Kenzaburo Oe

Kenzaburo Oe vandt Nobels litteraturpris i 1994 med begrundelsen: "Som med poetisk styrke skaber en fantasifuld verden, hvor liv og myte smelter sammen og former et foruroligende billede af den menneskelige knibe i dag.”

Den mundtlige fortælletradition spiller en særlig rolle i Kenzaburo Oes roman 'M/T - og fortællingen om De Store Skoves Under'. Her følger man hovedpersonen K, der netop har fået til opgave at huske sin landsbys mundtligt overleverede historie og gamle myter.

Gennem Ks erindringer og genfortælling af sin landsbys mytologi kommer man på en rejse gennem japansk kultur og en gennemgang af landets historie. Bogen er en slags auto fiction og tager på mange måder udgangspunkt i Kenzeburo Oes eget liv.

Facebook
Twitter