Læseklub hjalp tilflytteren Anna med at få et socialt liv i Danmark

Anna Nilsson har slået sig ned i København med sin familie. Hun bruger sin interesse for bøger til at komme ud i nye fællesskaber.

Svenske Anna Nilsson savnede en hobby, der kunne dække hendes sociale behov, da hun flyttede til Danmark. Det fandt hun i en læseklub. (© Dr)

Svenske Anna Nilsson har ingen problemer med at pløje sig igennem bøger skrevet på dansk.

- Jeg er overrasket over, hvor let det er gået med at læse de danske romaner. Der har været nogle særlige udtryk, jeg skulle slå op i ordbogen, men ellers er det gået forbavsende hurtigt med at glide ind i sproget, fortæller Anna Nilsson.

35-årige Anna Nilsson er en af DRs fem superlæsere, som på lørdag kårer vinderen af DR Romanprisen 2018.

Trængte til en udfordring

Det sidste halve år har hun været med i DR Romanklubben på det lokale bibliotek på Vesterbro i København. Og netop læseklubben har spillet en vigtig rolle for hende som ny tilflytter i byen.

- Jeg boede med min mand i Stockholm, men vi blev enige om, at der skulle ske noget andet. Vi trængte til en udfordring. Så vi rykkede til København for et år siden.

Anna Nilsson har tidligere boet i Aarhus, da hun gennem to år studerede Nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet.

Men det var en hel anden oplevelse at flytte til Danmark i denne omgang. Med en datter på to år og hjemmearbejdsplads, uden naturlige sociale fællesskaber.

En kamp for at bygge liv op

- Jeg har virkelig været nødt til at kæmpe aktivt for at bygge et nyt liv op. Så jeg brugte noget tid på at tænke over, hvad jeg kan lide at lave og synes er sjovt.

Svaret for Anna Nilsson var bøger.

- Vesterbro Kulturhus (der også er et bibliotek, red.) havde en hjemmeside, hvor jeg kunne se, at der var masser af aktiviteter, blandt andet en række læsekredse. Jeg skrev og spurgte, om jeg kunne være med. Og så fik jeg en plads i DR Romanklubben.

Her mødte hun en flok mennesker med vidt forskellig baggrund. En mand fra Israel, en kvindelig sygeplejerske, et par pensionister.

- Jeg følte mig straks meget velkommen. Og det er fedt, at vi er så forskellige.

- Jeg kan ikke se, hvordan vi ellers på samme måde skulle kunne mødes på tværs af generationer og herkomst. Det giver os meget forskellige perspektiver på det, vi læser, siger Anna Nilsson.

Bogen bliver bedre med andre

Gruppen mødes på biblioteket en gang om måneden for at diskutere månedens roman. Hver gang har et medlem forberedt et lille oplæg om romanens forfatter. Derefter diskuteres læseoplevelsen, sproget, helheden og hvad folk synes om bogen.

- Jeg går som regel derfra og tænker, at bogen er blevet meget bedre. For læseoplevelsen bliver større, når jeg opdager nye ting og detaljer i samtalen med de andre.

De seks romaner, som DR Romanklubben har diskuteret i denne sæson har været tykke romaner fra Svend Åge Madsen, Jesper Wung Sung, Maren Uthaug, Agnete Friis og så de lidt mere koncentrerede værker fra Jonas T. Bengtsson og Kamilla Hega Holst.

Glæder sig til gruppens mening

- DR Romanklubben er blevet en vigtig del af mit sociale liv, selv om man ikke ligefrem kan sige, at medlemmerne er blevet mine venner.

- Jeg glæder mig allerede til at gå i gang igen til efteråret. Der er nye bøger, som jeg næsten ikke kan vente med at høre, hvad gruppen mener om.

Foreløbig mødes Anna Nilsson med fire andre læsere fra landets DR Romanklubber ved kåringen af dette års modtager af DR Romanprisen 2018.

Hun er nemlig med i den jury på fem superlæsere, som bestemmer, hvilken forfatter, der skal modtage prisen. Om det bliver Maren Uthaug, Jesper Wung Sung eller Kamilla Hega Holst afsløres i en direkte radioudsendelse på P1 lørdag den 16. juni klokken 14-15.

Facebook
Twitter