Leonora Christina Skov: Jeg vil ikke have en langsom død som min mor

Den bogaktuelle forfatter og debattør vil hellere selv gøre en ende på smerterne end at trække pinen ud med behandling, hvis hun engang bliver lige så syg som sin mor.

Leonora Christina Skov opfordrer alle til at tale med deres pårørende om døden: For det er ikke rart at stå bagefter og ikke vide noget, siger hun. (Foto: Sophie Amalie Klougart)

- Jeg ville ønske, at vi generelt var bedre til at tale om dødshjælp og smertebehandling.

Sådan siger forfatter og debattør Leonora Christina Skov.

Dagen efter forfatteren udgav sin nyeste bog ’Hvor intet bryder vinden’ for en måned siden, døde hendes mor efter mange års kræftsygdom.

Det har derfor været en usædvanlig voldsom følelsesmæssig rutsjetur for Leonora Christina Skov med flotte anmeldelser og salgstal på den ene side og sygdom, sorg og afsked på den anden.

Vigtigt med de svære samtaler

Morens forløb har givet Leonora Christina Skov anledning til at tænke over, hvor vigtigt det er at tage de svære samtaler med sine nærmeste.

For selv om moren var syg i mere end fem år og blev mere og mere svækket af kræften, så ville hun ikke tage stilling til livets afslutning.

- Vi talte ikke sammen om døden. Det var ikke noget, min mor ville snakke om. Så det var et stort gætværk, da hun døde. Og jeg vil virkelig opfordre alle til at tale med deres pårørende om det, for det er ikke rart at stå bagefter og ikke vide noget, siger forfatteren til Kultursøndag på P1 og spørger selv:

- Vil hun have maksimal smertedækning, eller vil hun være klar i hovedet til det sidste? Vil hun begraves, og hvilke forestillinger har hun om, hvad der sker efter døden?

De farlige røde dråber

Døden, kræftsygdom og det at skulle tage afsked med dem, man elsker, dukker også op som et af de underliggende temaer i forfatterens nye bog ’Hvor intet bryder vinden’.

Under sin research hørte forfatteren blandt andet om nogle dråber, der kan slå ihjel:

- Jeg spurgte en smertelæge om, hvad jeg kunne bruge i bogen. Hun foreslog røde dråber, som er meget stærk morfin, der kan bruges til smertelindring og dødshjælp. Senere fortalte min far, at mor havde fået ordineret noget, der hed røde dråber, og jeg tænkte ”shit, dem kender jeg godt”.

I den virkelige verden fik dråberne dog lov at blive stående på natbordet. Leonora Christina Skovs mor nærede ikke noget ønske om at få forkortet sit liv - tværtimod tog hun imod alle de kemobehandlinger, hun kunne få, fortæller forfatteren.

- Min mor var på ingen måde interesseret i at blive slået ihjel af de røde dråber, hun ville leve så længe som muligt. Men når jeg skriver om dem i bogen, er det også inspireret af, hvad jeg selv ville have gjort. Jeg ville aldrig have gennemgået den form for kemo, som min mor fik. Det var sådan en langsom død. Og det kræver meget af de pårørende, når man kan mindre og mindre over adskillige år.

Spørgsmål om behandling melder sig

Selv ville forfatteren ​ikke udsætte sin kæreste for et så langstrakt sygdomsforløb heller.

- Så jeg vil selv tage en overdosis og gøre en ende på det, når livskvaliteten ikke længere er til stede, siger Leonora Christina Skov.

I tiden efter morens død har Leonora Christina Skov reflekteret over, hvor mange ressourcer, der er blevet brugt på den livsforlængende behandling. Og et spørgsmål er dukket op: Har samfundet råd til, at vi får al den behandling, vi kan få?

- De er jo utroligt dyre, de her avancerede pille-kemoer. Men er det det rigtige at gøre, hvis de forlænger livet i et halvt år? Mens de samme ressourcer kunne bruges på at gøre andre mennesker raske, siger hun.

Glad for den pæne modtagelse

Lige nu har forfatteren stadig fornemmelsen af at leve to parallelle liv. Et liv, hvor hun er datteren, der har gjort sit bedste for at være til stede i afskeden med sin mor, og et liv som forfatter med en bog, der skal fødes og bringes ud i verden.

Til gengæld glæder Leonora Christina Skov sig over, at hendes nye bog sælger pænt og er blevet taget godt imod hos anmelderne, der ikke havde samme ros til hendes forrige bog ’Førsteelskeren’.

- Jeg frygtede, at det igen ville blive mig som person og ikke bogen, der blev anmeldt. Men denne gang føler jeg, at min person ikke har stået i vejen for bogen, og anmelderne har virkelig læst den. Det er jeg glad for, siger Leonora Christina Skov.