Leonora Christina Skov overrasket med De Gyldne Laurbær: 'Er det rigtigt?'

Årets vinder af De Gyldne Laurbær kunne slet ikke forstå, at hun havde vundet.

Forfatter Leonora Christina Skov blev i den grad overrasket, da hun i dag prisen De Gyldne Laurbær for sin roman "Den, der lever stille" hos boghandlen Arnold Busck på Købmagergade i København.

Leonora Christina Skov troede egentlig, hun var på boghandlerbesøg for at signere og sætte røde læbestiftskys i en stak bøger.

Hun troede også først, at De Gyldne Laurbær skulle uddeles i morgen.

Derfor kom det som noget af en overraskelse, da venner, kolleger og formand for De Gyldne Laurbær, Kenneth F. Pedersen, pludselig sprang frem med flag, blomster og klapsalver.

- Ej, hvor er det fantastisk. Er det rigtigt? Jeg er simpelthen så glad, udbrød den nyslåede vinder af De Gyldne Laurbær, inden hun straks fik stukket et glas champagne i hånden.

Forfatter Leonora Christina Skov omfavner sin kone Annette K. Nielsen, som også spiller en stor rolle i vinderbogen 'Den, der lever stille'. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Leonora Christina Skov er ikke ny som forfatter, men mange danskere har først lært hende at kende i 2018. Her udgav hun nemlig bogen 'Den, der lever stille' om sin turbulente opvækst, præget af svigt, uindfriede forventninger og ja, stilhed.

- Jeg tænkte, at hvis ikke jeg vinder for den her, så vinder jeg aldrig, siger Leonora Christine Skov.

- Det har føltes som om, den her bog har været velsignet fra starten. Den fik læsere fra starten og så meget kærlighed med på vejen, fortsætter hun.

Allervigtigste pris

De Gyldne Laurbær er blevet uddelt hvert år siden 1949, og årets vinder befinder sig nu i fornemt selskab.

Både Karen Blixen, Tove Ditlevsen og Lise Nørgaard har tidligere modtaget prisen. Det er læserne, der udnævner årets vinder ved at stemme på årets bedste bog.

- Det her er den vigtigste pris for mig. Det er jo boghandlerne, det er jo læserne. Det er så stort, jeg kan ikke engang sige ord. Det burde jeg kunne, jeg er forfatter, men det kan jeg altså ikke, lød det fra en overvældet Leonora Christina Skov.

Selvom hun ikke er ny som forfatter, skal hun først nu vænne sig til et liv som prismodtager.

- Jeg har ikke været i spil til noget som helst før. Jeg har skrevet i mange år, det er mit 16. år, men jeg har aldrig været indstillet til noget som helst.

Blå bog:

  • Født den 31. maj i 1979.

  • Forfatter og litteraturkritiker.

  • Gift med videnskabsjournalist Annette K. Nielsen.

  • Udgav sin første roman i 2003, men har opnået bred folkelig succes med sin nyeste roman 'Den, der lever stille', som i dag indbragte hende De Gyldne Laurbær.

  • Bogen handler om hendes egen barndom, som var præget af ensomhed, psykisk vold og et anstrengt forhold til sine forældre, som senere ikke ville anerkende hendes seksualitet som lesbisk.

  • I 2018 vandt hun homo-prisen 'Årets Laks' for 'Den, der lever stille'.