Lines tegninger har skabt stor debat: 'Jeg vil gerne udfordre ideen om det perfekte'

Line Kjeldsen Jensen har både mødt kritik og forståelse, når hun deler sit 'uperfekte' liv på Instagram.

I 2016 begyndte Line Kjeldsen Jensen at dele tegninger af sit liv på Instagram. (Foto: Anders Hviid-Haglund © Line Jensen/Forlaget Lesen)

Toiletbesøg, usikkerhed, syge børn og hverdagsskænderier.

Der skal være plads til det hele, for sådan er livet, mener tegner og illustrator Line Kjeldsen Jensen.

- Mine tegninger står i kontrast til det perfekte billede af det perfekte liv. Men det er det begreb, 'det perfekte', jeg gerne vil udvide med den her bog. Jeg vil gerne prøve at pege på, at alt det kaos, som er i en familie, også er okay, siger hun.

Bogen 'Det store regnestykke', som lige er udkommet, er nummer to fra Line Kjeldsen Jensens hånd. Den er ligesom debuten fra 2017, 'Hver dag starter det forfra', fyldt med bundærlige snapshots fra et familieliv med to små børn, en teenager og en mand, der ofte er på farten som musiker.

Hendes første bog handlede om at være frustreret over at gå derhjemme på barsel for tredje gang. Dengang fortalte hun blandt andet i Aftenshowet, at de daglige tegninger, som hun lagde ud på Instagram, blev en slags redning.

Ekstremt spidsbelastet periode

Det nye bog starter, hvor den første slap. Nu er Line færdig med at være på barsel og skal tilbage på arbejdet og 'finde et sted at lande', som hun kalder det.

- Det var en ekstremt spidsbelastet periode i vores liv. Og jeg tror, der er mange, der kan genkende den balancegang: Er det hans tur, er det min tur? Skal jeg være noget for mig selv eller for mit arbejde? fortæller hun.

(© Line Kjeldsen Jensen)

De lavpraktiske skænderier dækkede ifølge Line Kjeldsen Jensen i virkeligheden over nogle mere grundlæggende spørgsmål om, hvornår og hvem der skal have sine behov dækket i en småbørnsfamilie.

Men udover dagligdagsproblemer og karriereovervejelser mistede Line Kjeldsen Jensens ældste datter også sin far, Lines eksmand, i samme periode – og det kom efter aftale med datteren også med i bogen.

- Det var voldsomt at gennemleve, og i forhold til, hvor meget det har fyldt i vores liv, så fylder det ret lidt i bogen. Jeg har det med, og jeg nævner det, men jeg går ikke i detaljer med det, og hvilke konsekvenser det har haft for min datter. Jeg har forsøgt at holde det på min banehalvdel og nedtone hendes historie, for den er hendes.

Lidt hemmeligt og for sjov

Line Kjeldsen Jensen overvejer hele tiden konsekvenserne af at inddrage sin familie, og det er især datteren, som i dag er 16 år, hun er mest optaget af at skåne.

- I starten havde jeg bare en lille følgerskare på Instagram, og det var lidt hemmeligt og for sjov. Men jo større det er blevet, er jeg blevet nødt til at tage en hel masse hensyn i forhold til mine børn – og særligt min store pige, som jo er teenager og helt anderledes eksponeret end de små.

(© Line Kjeldsen Jensen)

At hendes tegninger blev så populære på Instagram, at hun fik flere tusinde følgere, og at det indtil videre har resulteret i to bogudgivelser, havde hun på ingen måde regnet med.

- Den respons, jeg fik på Instagram, var en kæmpestor motivation for at blive ved med at tegne og gav mig en ny selvforståelse af, at jeg kunne noget her, fortæller Line Kjeldsen Jensen, som er uddannet grafisk designer, men i dag udelukkende arbejder med at tegne og lave illustrationer.

Slippe skammen

Hun bliver især glad, når hendes følgere og læsere kan genkende sig selv i hendes tegninger.

- Det kan jo være en utroligt befriende følelse at se, at man ikke er alene. Og måske kan det også frigive en smule af den skam, der er forbundet med ikke at have 'det perfekte liv'.

Line Kjeldsen Jensen har selv kæmpet med ideen om, at moderskabet burde være ren lykke, og den forestilling vil hun gerne være med til at rykke ved.

- Mine tegninger handler i høj grad om den splittelse, at man elsker sine børn, men samtidig også har nogle ambitioner. Jeg vil gerne medvirke til, at vi kan slippe skammen over den kamp, som man godt kan føle sig ret alene med.

Det fællesskab og den opbakning, som Line Kjeldsen Jensen har fået på Instagram fra kvinder, der også kender til den splittelse, hun taler om, har været en øjenåbner for hende.

De daglige tegninger startede med hendes egne ord som et rent 'egoprojekt', men at hun har formået at nå ud til en hel del læsere, har fået hende til at se det i et andet lys.

- I starten følte jeg mig som det omvendte af en feminist, fordi jeg gik hjemme og passede børn alene fire dage om ugen og havde sat min egen karriere på standby. Men bare det, at jeg kunne tegne frustrationen og splittetheden, føltes ret frigørende, siger Line Kjeldsen Jensen, som i dag ser sine tegninger som et feministisk projekt:

- At det kan blive et feministisk projekt, siger noget helt vildt om, hvilke forventninger vi har til kvinderollen og moderrollen. Det er jo ikke, fordi jeg er helt vildt militant feministisk. Jeg tror nærmere, det er, fordi rollerne for at være mødre i dag er så sindssygt snævre, at der skal meget lidt til, før det bliver provokerende.

(© Line Kjeldsen Jensen)

Klar til noget andet

Det vakte en hel del debat på Facebook, da hun medvirkede i Aftenshowet i 2017. Her mente flere ligefrem, at hun slet ikke burde være mor.

- Hvis nogle kan genkende og bruge noget i mine tegninger, er det mega dejligt. Og hvis ikke, så er det også helt fint. Men jeg synes, det siger noget om, at der stadig er nogle ret fastlåste holdninger til, hvad en mor må være.

Nu, hvor hun i tre år har foreviget sit familieliv i daglige tegninger, er Line Kjeldsen Jensen klar til at give lidt slip på den del og komme videre i sin karriere:

- Jeg skal ikke tegne mit liv som småbørnsmor for evigt. Jeg vil gerne fortælle andre historier også, og jeg håber, at min næste bog kan handle om noget andet

Facebook
Twitter