Litteraturredaktør: Bogforum er lige så folkelig som Cirkusrevyen

Weekendens Bogforum byder på allerede kendte danske forfattere og for få internationale navne, mener litteraturredaktør.

Bogforum får besøg af mange danske forfattere, som gæster messen år efter år. (Foto: PR-foto)

Hanne Vibeke Holst og Ib Michael taler om deres kommende bøger, det samme gør svenskeren Jan Guillou, og Thomas Rode Andersen tilbereder endnu en portion proteinholdig ret.

Programmet for weekendens Bogforum er præget af få store internationale navne og af allerede kendte danske forfattere. Det mener Jes Stein Pedersen, Politikens litteraturredaktør.

- Der er ikke nogen store udenlandske navne, som virkelig trækker publikum til i år, som Ken Follett gjorde det sidste år. Overordnet er det et program, der er ekstremt domineret af nordiske forfattere, få forfattere fra det øvrige udland og danske forfattere, som man også de andre år kunne møde på Bogforum, siger Jes Stein Pedersen, der vil karakterisere programmet som lavtflyvende.

Som en tur på Bakken

Selv om han roser bogmessen for at satse på det genkendelige og være lige så folkelig som et kræmmermarked, Cirkusrevyen eller en tur på Bakken, så mener han, at bogfesten kunne blive endnu bedre, hvis arrangørerne tænkte mere ambitiøst.

- Den konservative side af mig siger, at Bogforum er en sikker folkelig succes, men modsat så jeg gerne, at der ville komme nogle forfattere, som man ikke havde regnet med at se, siger Jes Stein Pedersen.

Han mener, at Bogforum kunne blive bedre, hvis arrangørerne satsede mere på at blive en egentlig litteraturfestival frem for det, han kalder et folkeligt gedemarked, hvor forlagene præsenterer deres udgivelser som noget, der skal sælges. Det kunne ske ved at tiltrække flere udenlandske forfattere, som kunne diskutere større samfundsmæssige og aktuelle temaer i stedet for kun at invitere de forfattere, som netop er udkommet på dansk.

Genkendelighed er kvalitet

Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske, mener også, at programmet er præget af gengangere, men modsat Jes Stein Pedersen mener han ikke, at messen bør ændre strategi.

- Det er en høj grad af kvalitet i, at det er så genkendeligt. Hvis man ser det ud fra et bredt folkeligt perspektiv, så drejer det sig om at se de forfattere, man i forvejen kender. Dermed supplerer Bogforum og andre litteraturfestivaler som Louisiana Literature og Cph:Litt, der tiltrækker flere udenlandske forfattere, hinanden godt, siger Berlingskes litteraturredaktør.

Stinne Hjortlund Kristoffersen, salgs- og projektleder for Bogforum, er tilfreds med årets program og de knap 30 udenlandske forfattere, som i år deltager.

Ikke en opdragende instans

- Vi er ikke sat i verden for at være en kulturpolitisk opdragende instans. Grundtanken med Bogforum er, at vi i samarbejde med forlagene laver en messe, hvor forfattere og læsere kan mødes, siger hun og tilføjer, at en forfatter som Jan Guillou stadig er så populær, at han skaber lange køer.

Hun fortæller, at messen både har en faglig scene, hvor der vil være debatter, men i år også har lavet en ny scene, hvor de nyeste forfattere bliver præsenteret. Samtidig afviser hun ikke, at messen i de kommende år vil kunne satse anderledes, hvis forlagene og publikum er interesserede.

Det forventes, at der vil komme cirka 30.000 gæster til årets Bogforum i Bella Center.

Facebook
Twitter