Livsstilsekspert dykker ned i litteraturen: Her er bogen, der blæste mig bagover

Særligt én bog fik Anne Glad til at forstå, hvor magiske bøger kan være.

Livsstilseksperten Anne Glad holder selv meget af ny nordisk litteratur. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

De fleste kender hende nok bedst som én af de to livsstilseksperter fra underholdningsprogrammet 'Kender du typen'.

Men faktisk er hun også kandidat i nordisk og film- og medievidenskab og drømte under studierne om at blive litteraturforsker, men endte i stedet i reklamebranchen og senere på danskernes tv-skærme.

Den baggrund får hun nu mulighed for at udnytte, når hun fra starten af marts også skal være vært på DR's nye litteraturpodcast 'Bogselskabet'.

DR.dk tog en snak med den populære livsstilsekspert om hendes læsevaner, yndlingsforfattere – og bogen, der har haft størst betydning for hende.

Min bogreol, fortæller om mig…

- At jeg er kandidat i nordisk litteratur, og at jeg stadig følger med i ny dansk litteratur. Det lidt mere smallede og nørdede. For eksempel har jeg Peter Adolphsens ’Rynkekneppesygen’, og jeg har fulgt med i Kaspar Colling Nielsens forfatterskab lige fra den første, mærkelige ’Mount København’, inden han brød voldsomt igennem.

- Der er også hele Helle Helles og Karen Blixens forfatterskaber. Jeg har endda hele Ib Michaels forfatterskab. Og så har jeg trang til krimier, når sommeren melder sig, og jeg elsker for eksempel Jo Nesbø.

Jeg læser, når…

- Jeg har ferie. Det er klart der, hvor jeg tager det store træk. Ellers læser jeg, når jeg er alene hjemme, og når jeg husker at slukke fjernsynet.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

- Den første store bog, jeg læste alene var Michael Ende – ’Den uendelige historie’. Den blæste mig helt bagover. Den føltes så dragende og magisk, og det var første gang, det gik op for mig, at fiktionen kunne føles virkelig. Det her med, at bøger kan lukke én ind i en helt eventyrlig verden, hvor grænserne mellem virkelighed og fiktion nogle gange kan opløses.

Der er så mange bøger, Anne Glad gerne vil nå at læse, at hun sjældent læser en bog mere end én gang. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © dr)

Hvilken bog, kan du læse igen og igen?

- Som ung læste jeg ’Den lille prins’ tusind gange og ’Pigesind’ af Tove Ditlevsen en milliard gange. Men som voksen genbesøger jeg faktisk sjældent bøger. Der er er simpelthen så mange bøger, jeg gerne vil læse, så den luksus synes jeg ikke lige, jeg har tiden til. Der er så mange andre, jeg skal have læst.

Hvilken bog, har du slugt på én dag?

- Den seneste, jeg slugte var ’Folkets Skønhed’ af Merete Pryds Helle. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have lavet noget arbejde, men så kom jeg til at åbne den, og så endte jeg med at komme til at læse en hel nat. Fortællingen, skæbnebeskrivelsen, er så medrivende.

For mig var det noget nyt, at det bare ’vælter ud af’ Merete Pryds Helle på den her måde. Måske fordi det er halvbiografisk materiale, og at det er hendes mors historie, hun fortæller. Og så er den skrevet i et sprog, som bare flyder.

En sætning fra en bog, jeg altid vil kunne huske, er…

- En sætning, som virkelig sidder fast i baghovedet på mig er fra ’Eksempel på liv’ af Helle Helle. Der er en replik, som hedder ’Et grimt barn bliver en smuk voksen’.

Det er en mor, der siger det til sin lille datter, og implicit i den replik kan man fornemme, at moderen siger til sit barn, at det ikke er særligt smukt, og det er vigtigt for den her lille pige at være smuk i moderens øjne. Hele den sorg og følelse af ikke at være et elsket barn, der ligger i den replik, rørte mig simpelthen så dybt, da jeg læste bogen.

Min yndlingshovedperson fra en bog, er:

- Generelt elsker jeg de her sårbare heltinder, fiktive som virkelige, som kigger tilbage. De der lidt utilpassede kvinder, som ikke er heltinder i ordets normale forstand. Lidt småneurotiske, navlebeskuende, og lægger alt for meget i nogle detaljer, men netop de detaljer, kan man mærke smerten igennem.

Hvis jeg kunne møde en forfatter død eller nulevende, skulle det være…

- Jeg ville vildt gerne møde Karen Blixen. Og skulle det være en nulevende forfatter, ville det være næsten lige så vildt at møde Suzanne Brøgger.

Det er vel lidt den samme fascination, jeg har af de to. De virker jo fantastisk indsigtsfulde. Ikke bare fordi de er belæste og intellektuelle på et meget højt niveau, det er også som om de begge har

gennemskuet
noget om den menneskelige psyke, som gør at de kan se igennem de fleste andre mennesker.

De er stærke, og har så meget udstråling og så meget stil. Og så er de begge eventyrlige, både som fortællere, men også som kvinder i sig selv.

Jeg sagde ja til at være vært på Bogselskabet, fordi..

- Der udkommer så mange fine bøger, men jeg synes virkelig, man mangler nogen, der lige kan fortælle én, hvad man skal læse i det store ordhav, der flyder.

- Det er jo dejligt, at dagbladene anmelder bøger, men det er måske ikke lige det, der gør, at man får læst en bog. Vi anmelder ikke bøger i programmet, men vi har har bøger med, som vi synes er gode og kan anbefale, og så taler vi med forfatteren.

-Det er som om, at Netflix er bedre til at foreslå det næste, du skal se, end din boghandler er til at fortælle, hvad det næste er, du skal læse. Derfor syntes jeg, det kunne være dejligt at hjælpe nogle flere til nogle gode læseoplevelser.