Mads og Monopolet inspirerer mordgåde i ny krimi

Mads Steffensen og radioprogrammet Mads og Monopolet har fået en fremtrædende rolle i krimien 'Blodmåne'.

Radioværten Mads Steffensen står i spidsen for 'Mads og Monopolet' hver lørdag på P4. Nu er det legendariske radioprogram også genstand for opklaringen af en mordgåde i en ny bog. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Hver uge ringer og skriver mennesker til radioprogrammet Mads og Monopolet for at få hjælp til at løse svære dilemmaer.

'Skal jeg få et barn med en mand, jeg slet ikke kender', 'skal jeg tage et job i udlandet uden at invitere min kæreste med', 'skal jeg tage til min søsters bryllup eller springe på en tur til Formel 1', kunne være noget af det, som folk vælger at vende med de tre kendte i panelet under ledelse af værten Mads Steffensen.

Men hvad nu hvis Monopolet giver et råd, der får katastrofale konsekvenser for spørgerens familie? Den tanke har forfatteren Katrine Engberg skrevet på i sin anden krimi 'Blodmåne'.

Grufuld død til kendisser

I bogen myrdes flere personer fra Københavns kendis-miljø. Og efterhånden viser der sig at være en sammenhæng med radioens suverænt mest aflyttede ugentlige program, Mads og Monopolet.

Værten for programmet Mads Steffensen synes det er sjovt, at Katrine Engberg har skrevet Mads og Monopolet ind i historien.

- Jeg var spændt på at læse den. Nu hvor jeg har gjort det, synes jeg heldigvis, det er en god historie med gode karakterer. Jeg er glad for at monoplet er brugt som reference. Det må betyde, at mange kender monopolet og hvad det går ud på.

Skrevet på bund af kærlighed

Mads Steffensen er ikke i tvivl om, at forfatteren har været en flittig lytter af programmet for at kunne skrive, det hun gør.

- Mange af dilemmaerne i bogen er nogle, der faktisk har været med. Jeg kan læse, at det er lavet på en bund af kærlighed til programmet.

Dog er der et punkt, hvor bogens beskrivelser adskiller sig væsentligt fra virkeligheden. I bogen kan hovedpersonen med lidt pres på en medarbejder få udleveret navne på de folk, der har henvendt sig med et dilemma. Det ville reelt aldrig kunne ske, lover Mads Steffensen.

- Vi beskytter kilderne i langt højere grad end det, der bliver beskrevet i bogen. Vi udleverer ikke kilder til nogen, uden at tænke os rigtigt godt om og involvere alle chefer.

Katrine Engberg har brugt det populære radioprogram Mads og Monopolet som en mulig grund til hævn. Morderen i bogen gør et godt indhug på bestanden af Københavnske kendisser.

Forlade konen eller ej

Radioværten kan huske et virkeligt dilemma, som havde nogle af de samme elementer i sig, som plottet i Katrine Engbergs krimi.

- Det var en mand, der henvendte sig, fordi han efter 16 års ægteskab, var blevet forelsket i en anden kvinde. Der skulle monopolet hjælpe ham med at tage stilling til, om han skulle forlade konen for den nye kærlighed, husker Mads Steffensen.

Den dag var det politikeren Johanne Schmidt Nielsen, Søren Malling og Simon Jul, som udgjorde Monopolet. De opfordrede manden til at få styr på sit liv, inden han kastede sig ud i et nyt usikkert eventyr.

- Jeg har netop talt med manden igen for at følge op på historien til sommerens udsendelser. Han havde efter sin medvirken i programmet afbrudt flirten og besluttet sig for at give ægteskabet en chance mere. Og nu drømmer han bare om at blive forelsket igen - i sin kone. Den historie kunne være endt meget anderledes, hvis Monopolet havde sagt til ham, at han bare skulle gå med drømmen, vurderer radioværten.

Brug rådet eller smid det væk

Mads Steffensen og hans mange kendte gæster har aldrig været nervøse for, om et dårligt råd skulle kunne udløse grusom hævn fra dem, der er ramt af mulige livsomvæltende konsekvenser af dilemmaet.

- Nej, jeg tænker ikke over, at der kan ske alle mulige katastrofer når vi diskuterer. Det tror jeg ikke ville gøre noget godt. Vi har aldrig fået henvendelser om det heller. Vi er tydelige i præmissen: I kan vende det med os, vi snakker om det som fire venner om et bord. Brug det eller smid det væk.