Mænd kan hjælpe hinanden med at gøre alderdommen lettere

Mænd har godt af at være sammen med andre mænd. Det kan blandt andet gøre deres alderdom mere tilfredsstillende, mener en tidligere chefkonsulent fra Ældre Sagen.

Forfatter Ib Michael er en af de kendte danske mænd, som giver sit syn på alderdommen i denne måneds fagbog, 'Modne mænd'. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

- Mænd har brug for maskuline fællesskaber, hvor de kan være sammen uden at blive overtrumfet af kvinder, for så stikker de piben ind, siger Margrethe Kähler, pensioneret chefkonsulent fra Ældre Sagen og medstifter af videnscentret for aldersforskning, Gerontologisk Institut. I interviewbogen ’Modne mænd’, som er månedens bog i DR Fagbogklubben, spytter en række kendte danske mænd dog piben ud og fortæller åbent om det at blive ældre, på både godt og ondt.

Her uddyber forfatter Ib Michael blandt andet sit personlige behov for at være sammen med andre mænd:

- Jeg er en maskulin person, som holder meget af mine drengevenner. Vi ror sammen, vi snakker, og vi ordner verdenssituationen. Whatever, you know. Vi er som drenge skal være, og det maskuline fællesskab betyder meget for mig.

Og det er ret almindeligt for mænd, at deres fællesskaber er centreret omkring en aktivitet, mener Margrethe Kähler. Hun forklarer, at maskulinitet traditionelt er knyttet til det at skabe synlige resultater.

- Det er mere legitimt for mænd at mødes omkring noget, som har et fysisk udtryk. Så kan fortroligheden komme med tiden, siger hun.

Stolthed og status

Stolthed og status er stadig begreber, der dominerer mænds opfattelse af et meningsfuldt liv. Og det præger også deres alderdom.

Med alderdommen følger ofte en pensionisttilværelse, som kan være svær at vænne sig til for mænd, hvis liv har været præget af karrieremæssig indflydelse og status. Det kan også være i forhold til familien, at mænd pludselig føler sig mindre vigtige og værdsatte.

Musiker Allan Olsen, der for nylig fyldte 60 år, bruger dette billede, som mange fædre nok kan genkende:

- Vi fædre har jo i et langt tidsspænd på 20-30 år vænnet os til, at vi er skaffedyr for nogen, der ikke kan klare sig selv. Og lige pludselig kan de klare sig selv, men du er stadigvæk vant til at løbe med kosteskaftet for enden af cyklen, og pludselig så er cyklen væk, og så står du dér alene tilbage med kosteskaftet.

Et blødende sår

Gennem sin forskning i ældre mænds livstilfredshed, har Margrethe Kähler både observeret positive og negative effekter af den stolthedsfølelse, som en del mænd definerer deres liv ud fra.

- Mænds stolthed er beundringsværdig, fordi den giver dem et nøgternt og rationelt forhold til deres følelser, som gør dem mere robuste, siger hun og fortæller, at kvinder har en tendens til at dvæle mere ved deres følelser og ting, de fortryder eller føler skam over. Men mændenes mere nøgterne tilgang til følelser kan dog have sine konsekvenser, mener Margrethe Kähler, som selv har interviewet mange ældre mænd om deres livstilfredshed. - Bagsiden er, at det også er med til at gøre dem mere udsatte for at føle fiasko og utilfredshed senere i livet. Især hvis de er meget hårde og firkantede i det.

Hvis mænd fortryder noget i deres liv, handler det ofte om svigt i deres nære relationer. Det kender filmproducent Peter Aalbæk Jensen, der medvirker i bogen, også til:

- Jeg fortryder, at jeg privat har påført nogle af mine elskede smerte. Det er naturligvis dem, som jeg elsker allerhøjest, som jeg også har været allermest hensynsløs over for, siger han og konkluderer: - Det er blødende sår i mit indre.

Færre gnavne gamle mænd

Påstanden om, at mænd ofte bliver gnavne med alderen mener Margrethe Kähler hænger sammen med flere faktorer. Både den førnævnte afhængighed af status og anerkendelse, men hun peger også på en anden naturlig forklaring: - Mænd gennemgår også en overgangsalder, hvor deres hormonniveau falder. Og det har indflydelse på deres fysik og psyke, ligesom for kvinder.

Selvom Margrethe Kähler har observeret en del forskelle på, hvordan mænd og kvinder håndterer at blive ældre, så har ligestillingen mellem kønnene været med til at skabe nye idealer for mænd:

- Jeg tror helt sikkert, at vi vil se færre gnavne, gamle mænd i fremtiden, fordi det er langt mindre skamfuldt for mænd af gå op i hjemmelivet og de nære relationer, for eksempel til deres børnebørn.

De medvirkende i 'Modne mænd' forholder sig naturligvis også til alderdommen og livets uundgåelige afslutning. Det emne er for nogle mere presserende end andre, som for eksempel den 73-årige forfatter og eventyrer Troels Kløvedal, som lider af en uhelbredelig og dødelig sygdom.

- At blive ældre er som at kravle op ad et bjerg. Man bliver lidt forpustet, men overblikket bliver bedre. Og jeg har nydt at få den erfaring, viden og indsigt, som jeg har i dag, for den har givet mig en ro.