Manden bag ’På røven i Nakskov’: Vigtigt at fortælle kærlige historier fra underklassen

Manglende nuancer kan give et skævvredet billede af underklassen, som kan forstærke marginaliseringen yderligere, mener forsker.

Korskærparken i Fredericia er et af de boligområder, der er på regeringens ghettoliste, og hvor Karina Pedersen voksede op. (Foto: Lars von Magius © DR)

En mor, der drikker, en fraværende far og brødre, der enten begår kriminalitet eller snyder systemet for at få penge uden at røre en finger.

Det er i grove træk dele af billedet, som den nu meget omtalte debattør og forfatter Karina Pedersen tegner af sin opvækst i Korskærparken i Fredericia. Den skarpe fremstilling er blevet mødt af kritik fra dem, hun portrætterer, fordi den ikke fortæller hele sandheden, hævder de.

Og det kan få store konsekvenser, når det sættes ind i en politisk-økonomisk kontekst, påpeger John Andersen, der er professor på Institut for mennesker og teknologi på Roskilde Universitet.

Han har blandt andet forsket i fattigdom og socialt udsatte, og fremstillingen af en underklasse, der bryder med samfundets normer, er som sådan ikke nyt, siger han.

- Det er et ekko af en amerikansk og engelsk underklasse-diskurs, som går en 20-25 år tilbage. Billedet af underklassen som værende i moralsk fordærv med manglende familie - og arbejdsetik blev brugt af højreorienterede tænketanke i analyser for at vise, hvordan velfærdsstaten var en fiasko, siger han.

Destruktiv adfærd

Den 40-årige Karina Pedersen har i interview og i sin bog 'Helt ude i hampen' brugt sin egen baggrund som argument for, at de sociale ydelser i velfærdssamfundet burde afskaffes. Men den seneste uge er hun af både familiemedlemmer og tidligere klassekammerater blevet kritiseret i både Metroxpress og Jyllands-Posten for at ikke at tegne et retvisende billede af opvæksten i Fredericia.

Ifølge John Andersen kan den unuancerede dækning og fremstilling af underklassen forstærke den hårde stigmatisering af socialt udsatte, der kan reagere destruktivt.

- Nogle melder sig yderligere ud af samfundet. De bliver kriminelle, stofmisbrugere eller forgælder sig dybt, og det er dybt uhensigtsmæssigt for både dem selv og samfundet. Så er der dem, der trækker sig helt tilbage, resignerer og mister socialt netværk.

Forlaget Gyldendal, som har udgivet Karina Pedersens bog 'Helt ude i hampen' står ved bogen og kalder den et ' et stærkt personligt vidnesbyrd'. (Foto: PR-foto: Niels Hougaard HOUGAARD © Scanpix)

Den sidste gruppe, fortæller John Andersen, er dem, der selv eller kollektivt forsøger at håndtere deres situation og ved hjælp af egne ressourcer og socialarbejdere forsøger at ændre sin situation.

Derfor er der også et behov for fremstille marginaliserede mennesker værdigt, mener han.

Ingen offerfortælling

En målsætning, der også var klar for holdet bag programserien ‘På røven i Nakskov’, der sidste forår skabte stor debat. Igennem et år fulgte et tv-hold en række familier i Nakskov, og programmet blev af en lokalpolitiker og lokale beboere kritiseret for at udstille de medvirkende og for at tegne et karikeret og negativt billede af byen på Lolland.

Programmet 'På røven i Nakskov' fik kritik fra flere lokale, der var træt af den negative fremstilling af landsdelen. Her er det Rikke, der medvirker i programmet. (© Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2)

Og et af målene med programmet var netop at skabe en forståelse af, hvor stor en gruppe mennesker der er presset af samfundet - og ikke at forstærke ‘offerfortællingen’, forklarer tilrettelægger af programmet Lars Borking.

- Det handler tværtimod om at vise deres ressourcer og få dem i spil, så vi ikke kun fokuserer på deres problemer, men deres styrker. Ved at vise hvad de er gode til, brænder for og håber på, får man naturligt også et billede af dem som mennesker og ikke kun som et udtryk for det at være udsat. Det, at man kommer til at holde af dem, gør, at man forstår dem bedre, siger han.

Vælger ud fra interesser

Nuancerne har Mette Korsgaard fra Kragefilm også fokus på.

Hun har i flere år fortalt historier om personer, der på den ene eller anden måde har bevæget sig på samfundets kant. Blandt hendes film er ’Min barndom i helvede’ om Lisbeth Zornig, ’Bonnie og de tusinde mænd’ om den mangeårige prostituerede Bonnie og ’Banditten’ om den stærkt kriminelle Erik.

- Jeg forsøger at nuancere personernes liv ved at følge mine hovedpersoner over en længere periode, således at jeg ikke dumper ned i et øjebliksbillede, der muligvis fortæller en relevant historie, men også kan risikere kun at være et brudstykke af et liv og tegne en forkert historie, siger Mette Korsgaard, der har en baggrund som socialpædagog.

Emnerne for hendes film bliver valgt ud fra interesser, og hun involverer sig i hovedpersonernes liv og har som mål, at de selv kan stå inde for filmen.

- Jeg har sjældent eksperter med i filmen, men jeg bruger lang tid på at researche parallelt i forløbet, hvor jeg dykker ned i rapporter, taler med forskere, erfaringspersoner og forsøger i det hele taget at dykke ned i miljøet.

- I eksempelvis filmen om Bonnie har jeg haft løbende kontakt med stort set alle hjørner af prostitutionslivet lige fra interesseorganisationer og hjælpeorganisationer til kvinder, der lige nu og tidligere har levet af prostitution, siger Mette Korsgaard.

Kærlige historier fra underklassen

Dokumentaren om den prostituerede Bonnie udsprang af et ønske om at skabe forståelse for prostitueredes tilværelse, da hun i radiointerview hørte en repræsentant for sexarbejdere påpege, at meget få ved, hvordan de egentlig lever.

- Jeg har aldrig set det eller oplevet det, og jeg ville gerne give en samlet større beretning om at være prostitueret, men som tager udgangspunkt i det hele liv. Det endte med at blive Bonnie, som udover at være en stærk og troværdig karakter, også siger, at hun selv har valgt det og er glad for det liv, fortæller Mette Korsgaard.

For programmer, som viser sider af samfundet, langt fra alle kender til, som også 'På røven i Nakskov' er ifølge tilrettelægger Lars Borking meget væsentlige.

- Jeg tror på, at vi skal forholde os til hinanden. Vi bliver mere opdelt i rige og fattige områder, og det betyder blandt andet, at vi ikke får øje på hinandens problemer. Det er vigtigt at fortælle kærlige historier fra underklassen, fordi viden om, hvad folk slås med, er en forudsætning for, at vi sammen kan gøre det bedre, siger Lars Borking og fortsætter.

- Og så er det vigtigt at give alle de folk, der genkender sig selv i programmerne noget stolthed. Der er brug for at fortælle, at der er mange grunde til, at man kan være på kontanthjælp, og at man stadig godt kan passe på sine børn, drømme om at få et arbejde og slås for et bedre liv. Ligesom alle andre.

Facebook
Twitter