Mariah Carey sagsøges af søster efter ny selvbiografi – og det er langt fra enestående

Sangerinden Mariah Careys søster sagsøger hende for "offentlig ydmygelse".

Den 50-årige sangerinde Mariah Carey skal muligvis i retten i New York, efter hun er blevet sagsøgt af sin storesøster. (Foto: Amy Sussman © (c) Getty images)

Den amerikanske popdiva Mariah Carey havde kæmpestor succes i december måned, hvor hendes udødelige julehit 'All I Want For Christmas' endnu engang toppede alverdens hitlister.

Men nu er julefreden forbi for den 50-årige popsangerinde.

Hun er nemlig blevet sagsøgt af sin egen søster, Alison A. Carey, skriver mediet Variety.

Striden mellem de to Carey-søstre handler om Mariah Careys selvbiografi 'The Meaning of Mariah Carey', der udkom i september sidste år.

I bogen beskriver Mariah Carey, hvordan hun i mange år har haft et dårligt forhold til sin otte år ældre søster.

I 'The Meaning of Mariah Carey' er et helt kapitel dedikeret til søsteren Alison A. Carey, som hedder 'Dandelion Tea'.

Ifølge Variety skriver Mariah Carey i kapitlet både om sin beundring og sympati for sin søster, som hun beskriver som "dybt såret" og som "den mest fremragende og knækkede person, hun nogensinde har kendt".

Men det meste af kapitlet beskriver, hvordan en ung Mariah Carey angiveligt bliver udsat for stoffer og ældre mænd på grund af sin storesøster.

- Storesøstre skal forestille at beskytte dig, ikke pimpe dig ud, skriver Mariah Carey i bogen om en angivelig episode, hvor hun som 12-årig var alene i selskab med sin 20-årige søsters kæreste, der gjorde tilnærmelser.

Mariah Careys selvbiografi 'The Meaning of Mariah Carey' udkom i i september 2020 og blev efterfølgende citeret i et væld af artikler verden over. (Foto: Gisela Schober © (c) Getty images)

Kræver knap otte millioner kroner

I bogen beskriver Mariah Carey også, at storesøsteren "kastede brandvarm te på mig", som angiveligt skulle have givet hende en tredjegradsforbrænding.

- Alison har brændt mig på mange måder og flere gange, end jeg kan tælle, tilføjer Mariah Carey i sin selvbiografi.

De, og andre passager i 'The Meaning of Mariah Carey', vil Alison A. Carey altså ikke finde sig i, og derfor har hun sagsøgt sin lillesøster for knap otte millioner kroner, fordi:

- Påførelsen af stor emotionel smerte forårsaget af den sagsøgtes (Mariah Carey) hjerteløse, ondskabsfulde, hævngerrige, foragtelige og totalt unødvendige offentlige ydmygelse af sagsøgtes allerede dybt ødelagte storesøster, som der står i søgsmålet, der er blev indgivet i New York.

I søgsmålet står der desuden, at Mariah Carey brugte sin bog til at ydmyge og sætte storesøsteren i forlegenhed, da historier fra bogen gik verden rundt i aviser, på tv og internettet, hvor Mariah Careys påstande blev bragt, uden at nogen havde givet Alison A. Carey muligheden for at komme til genmæle.

Hverken Mariah Carey eller sangerindens repræsentanter har indtil videre reageret på søgsmålet.

Elton John og Phil Collins sagsøgt

Det er langt fra den første gang, at udgivelsen af en selvbiografi er endt i retten i USA.

Elton Johns ekskone, Renate Blauel, sagsøgte ham for at skrive om intime detaljer i deres ægteskab i hans selvbiografi 'Me'.

Ifølge ekskonen havde Elton John overtrådt en aftale, som de begge skrev under på i 1988, der forbød dem offentligt at snakke om deres ægteskab og grundene til bruddet.

I oktober sidste år indgik begge parter et forlig.

Musikeren Elton Johns ekskone, Renate Blauel, sagsøgte ham for at skrive om intime detaljer fra deres ægteskab i selvbiografien 'Me'. (Foto: Dia Dipasupil © 2019 Getty Images)

Også musikeren Phil Collins blev i 2016 sagsøgt af sin ekskone, Andrea Bertorelli, for ting han skrev i sin selvbiografi 'Not Dead Yet'.

- Bogen indeholder mange forkerte fremstillinger om mig og mit ægteskab med Phil Collins, som ikke bare har skadet mit rygte, men også forårsaget meget smerte, udtalte Andrea Bertorelli, der var gift med Genesis-forsangeren fra 1975-1980.

En lidt anden sag handler om filminstruktøren Woody Allen, der sidste år stod til at skulle udgive sin selvbiografi 'Apropos of Nothing' på forlaget Hachette.

Udgivelsen fik skarp kritik af Woody Allens adoptivdatter, Dylan Farrow, der hævder, at Allen misbrugte hende, da hun var syv år gammel - anklager, som Woody Allen selv benægter.

Den kritik fik efterfølgende flere af forlagets medarbejdere til gå hjem i protest, og i sidste ende valgte Hachette helt at droppe udgivelsen.

Woody Allens selvbiografi blev dog udgivet tre uger efter hos et andet forlag, nemlig Arcade Publishing.

Ikke så udbredt i Danmark

Elise Nørholm, der er redaktør for non-fiction hos forlaget Lindhardt & Ringhof, kan ikke selv komme på nogle danske eksempler, hvor påstande i selvbiografier er kommet for retten som tilfældet er med Mariah Carey.

- Det danske bogmarked er et helt andet, end det er i Storbritannien og USA. Jeg tænker ikke, at vores bøger er ligeså sensationslystne, som de er i de lande.

- En anden, og en måske lidt kedeligere forklaring, er, at vi har jurister tilknyttet, som læser manuskripter i gennem, hvis der er noget, vi vurderer, der går for tæt på personlige historier. Det er altid noget, vi tilbyder vores forfattere.

Elise Nørholm mener ikke, at det er fagbøger og biografier, der har oplevet denne type sager på det seneste. Det er faktisk fiktion.

Et eksempel på dette er forfatteren Thomas Korsgaard, der i sin debutroman 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' fra 2017, skriver om en hård opvækst, der er inspireret af hans egen opvækst i et fattigt, voldeligt hjem i Midtjylland.

Det fik efterfølgende kritik fra hans bror, som i Politiken kaldte bogen både "grov" og "usand". Broderen kunne slet ikke genkende sit barndomshjem i Thomas Korsgaards beskrivelser.

Thomas Korsgaard har i et interview til ALT for damerne udtalt, at han ikke mener, at han skulle have skrevet bogen anderledes.

FacebookTwitter