Mia har lavet gyser om sin depression: Vores kvælende samfundssystemer gør os syge

Hvis du forsøger at undertrykke sider af dig selv for at passe ind, kan det spise dig indefra, siger forfatter.

(Foto: Mari Mathilde Meling Holm)

"Når jeg ikke bliver fyldt op med likes på Instagram eller serier, er der ingenting, ingen lyst, helt gråt og susende.

Som en anden misbruger kan jeg ikke sige, hvor meget Netflix jeg ser."

Kan du genkende situationen fra dit eget liv? Så er du ikke alene. Den 33-årige forfatter Mia Dall kender den også fra sit liv.

- Instagram og Netflix er nemt at falde i, når man er deprimeret. Så kan man få sine følelser leveret et andet sted fra. Og det kan være en fin strategi, fordi det er godt med et lille afbræk.

- Men det kan også hurtigt blive et plaster på et åbent benbrud. For alle de ting, du kæmpede med, da du satte dig ned, er der stadig, når du er færdig med at tjekke Instagram eller se Netflix.

Det åbne benbrud har hun beskrevet indgående i sin debutroman 'Frank ', der udkommer den 18. februar. Eller rettere: I romanen beskæftiger hun sig indgående med emner som depression, sygdomsangst – og altså konsekvenserne af overdreven brug af sociale medier.

'Frank' er dels en autofiktiv roman – den tager altså elementer fra Mia Dalls eget liv og behandler i skønlitterær form. Dels er den "meget fiktiv", da én af bogens gennemgående karakterer er en mand forklædt i et kaninkostume og med en metalagtig kanin-maskine til at dække sit ansigt. Det er i øvrigt ham, der hedder Frank.

Måske af dén grund har Mia Dall en smule svært ved at sætte sin roman på formel.

- Derfor fandt jeg på denne her blandingsbetegnelse med at kalde bogen for en autofiktiv depressionsgyser. Det var ligesom de ord, der sammen kunne indkredse, hvad det var for bog, fortæller Mia Dall, der har ladet sig inspirere af kaninfiguren fra filmen 'Donnie Darko' til sin bog.

Mia Dall har en universitetsgrad i litteraturvidenskab. 'Frank' er hendes debutroman. Den udkommer den 18. februar. (Foto: Mari Mathilde Meling Holm)

Bogen er 'dele af noget, jeg selv har oplevet'

I 'Frank' møder vi en jeg-fortæller, der kæmper med livet som ung voksen. Hun kæmper med sit selvbillede, med at se meningen med sit arbejde og med angst og depression.

Undervejs i bogen er vi både med på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, hvor vi første gang møder den mystiske kaninmand Frank. Vi er også med jeg-fortælleren til psykolog, hvor Frank som en slags indre stemme blander sig og dermed underminerer psykologens velmente spørgsmål.

- Frank startede med at være en stemme, som var meget tydelig for mig, og som jeg kunne stille spørgsmål vedrørende depressionen i bogen, forklarer Mia Dall.

Og inden jeg når at stille mit opfølgende spørgsmål, har hun afsløret, at depressionen i bogen tager afsæt i hendes egne oplevelser med sygdommen.

- Når man skriver ting ned på papir, lyder det hurtigt meget voldsomt. Man kan ikke fortælle et helt liv på de par timer, det tager at læse bogen, men meget af det, der står i bogen, er dele af noget, jeg selv har oplevet.

Assistens Kirkegård på Nørrebro i København er ét af de steder, romanens handling foregår. Det er blandt andet her, vi første gang møder kaninmanden Frank. (Foto: Mia Dall)

Det kan vokse sig til et monster

Mia Dall endte med at bruge Frank som en figur i bogen, der er med til at forklare nogle indre tilstande i jeg-fortælleren.

- I bogen er han en konkret figur for jeg-fortælleren, men han er nærmere en spejling af noget, der foregår inde i hende – noget, hun ikke har haft lyst til at se nærmere på. Han er en undersøgelse af depressionen og af, hvordan den "snakker" om hovedpersonens liv og den verden, hun lever i.

Depressionen "snakker" blandt andet, når den siger til jeg-fortælleren, at hun i sit arbejdsliv godt kan lide at virke travl, selvom hun egentlig slet ikke er det.

Eller når den vrængende siger, at hun er en "pæn pige", der lever op til alle de forventninger og fordomme, samfundet måtte have om dygtige piger.

- Man kan lynhurtigt blive tildelt rollen som den pæne pige, uden man selv er klar over hvornår og hvorfor. Det er samfundsstrukturer, der både bliver skabt af kapitalismen, vores uddannelsessystemer og alle de måder, vi er sammen på, siger Mia Dall og uddyber:

- Det er nemmere sådan; at forstå sig selv og hinanden i roller, men det er også destruktivt. Som barn og ung går man mere eller mindre blindt ind i rollefordelingen, og så ryger man nemt ned i en rolle, der måske, måske ikke tiltaler én, men som ens omverden i hvert fald synes, man passer ind i.

Frank gemmer sig bag en metallisk kaninmaske og bliver af Mia Dall beskrevet som "en figur, der er med til at forklare nogle indre tilstande i jeg-fortælleren". (Foto: Mia Dall)

Og uanset, om man ender med at blive kaldt for en "pæn pige" eller en "12-talspige", så er én ting sikkert, mener Mia Dall. Nemlig, at man på et tidspunkt opdager egenskaber ved én selv, der ikke passer ind i den ellers fint udskårne skabelon.

- Det gør, at der er nogle sider i én, der ikke får så meget opmærksomhed. Det kan for eksempel være ens autoritet eller ens intellekt, som er mere end evnen til at lære udenad, eller andre klichéfyldte forestillinger, vi som samfund har om '12-talspigen'.

Det kan med tiden vokse sig til et monster inde i én, forklarer hun.

- Så begynder det at spise én indefra. Det kan for eksempel udvikle sig til depression eller angst. Eller i det her tilfælde blive til Frank-figuren.

Man kommer langt, hvis man tør tale og være åben

Frank-figuren er dog ikke kun en kaninmand, der er med til at forklare tilstande i bogens jeg-fortæller. Han er også en kritiker af vores "kvælende samfundssystemer", som det står på Forlaget Gladiators hjemmeside.

Og det gælder både, når samfundet har forventninger til én, fordi man tilfældigvis er kvinde, eller når samfundet ser arbejde som det eneste saliggørende, forklarer hun.

- Sat på spidsen, så kan man, når man er deprimeret, få en pille for at blive glad igen, men præmissen for depressionen, man får en pille for, ændrer sig jo ikke.

Hvad kan man gøre ved de kvælende samfundssystemer?

- Vi skal blive ved med at snakke om, at der er nogle mærkelige og uhensigtsmæssige ting i vores samfund. Og tale om, hvorfor vi bliver ved med at gøre det, når vi godt ved, det er uhensigtsmæssigt. Jeg tror, man kommer langt, hvis man tør tale om det og være åben og lytte.

- Frank siger flere gange, at revolutionen er død. Den er druknet i Instagram og Netflix, fortæller Mia Dall om bogens hovedperson. (Foto: Mia Dall)

'Vi skal lære at styre det'

Det bringer os tilbage til scenen i bogen, hvor verden beskrives som trist og grå, når man fjerner blikket fra sit Instagram-feed eller skærmen, hvor Netflix spørger, om man stadig ser med.

- Der står nogle firmaer bag, der er enormt dygtige til at give dig en følelse af glæde, mens de gør dig afhængig af deres produkt. Jeg er ikke imod det (Instagram og Netflix), men man skal være bevidst om, at det ikke løser noget, og man skal være bevidst om, at de mest af alt er interesserede i at holde dig foran skærmen.

- Jeg ved ikke, om man kan sidestille det med at drikke for mange øl eller ryge for mange smøger, men potentielt kan det godt blive et misbrug.

Så bløder Mia Dall sætningen lidt op. For hun er ikke ude på at gøre vores digitale liv fuldkommen analoge med 'Frank'.

- Jeg har mødt mange søde og gode mennesker på Instagram, og det skaber mulighed for at tale sammen på tværs af landegrænser. Men vi skal også lære at styre det og se, hvornår det tager overhånd, siger hun og slutter:

- Ligesom man som barn skal lære, at man får ondt i maven af for meget kage.

3 andre autofiktive bøger

  • Tove Ditlevsen, 'Barndom', 'Ungdom' og 'Gift': Tove Ditlevsens tre ærindringer er både medrivende og skånselsløst barske. Alle tre bøger er netop blevet udgivet som ét samlet værk i USA med titlen 'The Copenhagen Trilogy'. The New York Times kalder erindrings-trilogien for "et sublimt og foruroligende værk og portræt af en kunstner, en misbruger og produktet af et skræmmende stort talent".

  • Glenn Bech, 'Farskibet': I Glenn Bechs debutroman, der udkom i januar i år, undersøger han sin fars selvmord. På bogens bagside bliver den kaldt "en brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt".

  • Thomas Korsgaard, 'Man skulle nok have været der': Historien er delvist baseret på forfatterens eget liv og er samtidig sidste bog i romantrilogien om Thue, som Korsgaard har høstet stor anerkendelse for. De to første bøger i trilogien er 'Hvis der skulle komme et menneske forbi' og 'En dag vil vi grine af det'. 'Man skulle nok have været der' udkommer til maj.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk