Michelle Obama og hendes erindringer efterlader konkurrenterne i støvet

Den tidligere førstedames erindringer er én af de hurtigst sælgende non fiction-bøger nogensinde.

Michelle Obama signerer selvbiografien 'Becoming' i Chicago, november 2018. På dansk har den fået titlen 'Min historie'. (Foto: KAMIL KRZACZYNSKI © Scanpix)

Halvanden måned.

Længere tid tog det ikke, før den tidligere førstedame Michelle Obamas selvbiografi 'Min historie' blev årets absolut mest solgte bog i hjemlandet USA.

Bogen, der udkom i hele verden 13. november 2018, blev sidste år solgt i 3,4 millioner eksemplarer. Og den er nu både én af de hurtigst sælgende non fiction-bøger og blandt de bedst sælgende politiske bøger nogensinde i USA. Til sammenligning solgte nummer to på listen sidste år 1,3 millioner eksemplarer.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at hun er afsindigt populær - den mest populære kvinde i USA, fortæller Inger Dalsgaard, forsker i amerikansk litteratur ved Aarhus Universitet i P1 Morgen.

- Hun har bare en eller anden star power, som gør, at hun får meget mere opmærksomhed end andre førstedamer. Hun har karisma, og hun er relatable; altså folk kan forbinde sig til det, hun siger. Hun forstår at bruge medierne, og hun er simpelthen bare en god fortæller.

Og den tidligere førstedame, der stod ved gemalen Barack Obamas side under hans otte år som præsident, har i dén grad vind i sejlene for tiden.

For nyligt pegede 15 procent af amerikanerne på Michelle Obama, da Gallup spurgte dem, hvilke personer de beundrede mest. I samme undersøgelse måtte tv-værten Oprah Winfrey tage til takke med andenpladsen og fem procent.

Medie-mogul og tv-vært Oprah Winfrey introducerer Michelle Obama, da hun indleder bogturnéen 'Becoming: An Intimate Conversation with Michelle Obama' i Chicago i november 2018. Til april bringer den turné Obama til Danmark. (Foto: KAMIL KRZACZYNSKI © Scanpix)

- Folk føler, at de får noget for pengene, når de køber bogen, fordi hun fortæller ting fra sit privatliv, mener Inger Dalsgaard.

- Hun er åben omkring, at hun og Barack (Obama, red.) har haft brug for parterapi, og at de har haft brug for fertilitetsbehandling for at få deres døtre. Det er noget, der virkelig har vakt opmærksomhed.

De detaljerede beskrivelser af privatlivet er dog ikke det samme som, at Obama lukker læseren helt ind i sit inderste, mener Inger Dalsgaard.

- Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor langt, man kommer ind.

Kommer til Danmark med gigantisk bog-turné

Bogens store popularitet understreges af, at Michelle Obama har indledt en verdensomspændende turné i forbindelse med dens udgivelse: 'Becoming: An Intimate Conversation with Michelle Obama'.

Den turné har allerede ført hende til flere amerikanske og europæiske byer.

Og den 9. april er det så Danmark, der får fornemt besøg, når hun gæster Royal Arena i København - med billetpriser der rangerer fra 330 til 3.490 kroner pr. billet.

Donald Trump hilser på Michelle Obama, da han ankommer til sin indsættelse som præsident, januar 2017. I baggrunden ses tidligere præsident Bill Clinton, tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og tidligere præsident George Bush. (Foto: Rick Wilking © Scanpix)

- Nogle ser hende som en modvægt til Donald Trump. Der er også rigtig mange, der gerne vil have, at hun er så meget modvægt til Donald Trump, at hun stiller op til det næste præsidentvalg. Så noget af det (bogens succes, red.) er måske også en reaktion mod, at Donald Trump er blevet valgt, siger Inger Dalsgaard.

- Man kan godt se hende som et eksempel på, at USA er et meget delt land nu. Men også at folk bare er glade for, at der er en kvinde med noget karisma og en personlighed, som er en modvægt til fake news og skrig og skrål.

Michelle Obama har for længst afvist, at hun stiller op til præsidentvalget i 2020.

Men det betyder langt fra, at hun ikke får en rolle at spille i forbindelse med valget, mener Inger Dalsgaard.

- Hun kan være med til at bane vejen for en anden demokrat. Jeg tror stadigvæk, at hun vil lægge sig i selen for at sørge for, at der sker en politisk ændring.