Mikkel hustlede sig igennem New York med sin ’lorte-bog’. Nu er han et kæmpehit i USA

De amerikanske anmeldere er vilde med danske Mikkel Rosengaard.

En tirsdag morgen i februar sidste år vågner 31-årige Mikkel Rosengaard til en sms fra sin veninde.

’Oh my God, du er blevet anmeldt i The New York Times.’

Mikkel Rosengaard står op, tager tøj på og haster ud i New Yorks morgentravlhed. Han vil se det med sine egne øjne. Nede i kiosken finder han hurtigt et eksemplar af avisen og læser anmeldelsen.

Anmelderen, Michael Owen, er begejstret. Mikkel Rosengaard havde ikke turdet håbe på, at den anerkendte avis, som bliver læst af millioner af mennesker over hele verden, ville skrive så pænt om bogen.

De følgende dage bliver et cirkus af henvendelser og anerkendelse. Pludselig vil tv-stationer og aviser hjemme i Danmark have fat i ham. Et helt år efter bogen var udkommet på dansk. Og syv år efter, han havde taget beslutningen om at flytte til New York og forfølge sin drøm.

- Det har været og er stadig ret vildt. I sidste uge var der en af mine veninder, som sendte et billede af, at romanen lå fremme i Three Lives Bookstore, som er en legendarisk boghandel i West Village. Det har været en vild oplevelse, fortæller Mikkel Rosengaard.

Lever i fantasierne

Mikkel Rosengaards liv begyndte langt fra New Yorks puls og farverigdom, kunst og evindelig motorlarm. Han kommer nemlig fra Helsingør, hvor han voksede op med sine forældre og storebroren, Martin.

Begge forældre kom fra nogle hårde hjem, og deres liv har derfor handlet meget om at komme videre. Det var noget, Mikkel Rosengaard mærkede selv.

- De dealede med det ved ikke at tale om følelser overhovedet. Bygge en fantasi om, at alting var godt, og så kun holde sig til den. Alt der var dårligt eller ubehageligt fik ikke lov til at være der. Det blev bare ignoreret, fortæller Mikkel Rosengaard.

- Min bror lavede i mange år visuel kunst på et ret højt niveau. Jeg tror, at vores opvækst har gjort, at vi har haft meget let ved at gå ind i fantasiverdener og leve i fiktioner. Både professionelt, men også i vores kærlighedsliv. Vi har altid levet i fantasiverdener. Vi har også haft et mærkeligt forhold til sandhed og løgn.

Den danske forfatter Mikkel Rosengaard bor og arbejder i New York. (Foto: Kevin Buitrago)

Som ung var Mikkel Rosengaard dybt fascineret af intellektuelle, kunstneriske miljøer. På teenageværelset sad han og læste om Paris i 20’erne på Wikipedia. Lod sig selv suge ind i sine forestillinger om, hvordan det ville være at leve lige dér.

Han havde en klar forventning om, at han en dag ville opsøge de her miljøer. Være på tomandshånd med eksperimenterende og grænsesøgende kunstnere og følge stierne, som de trådte. Derfor begyndte Mikkel Rosengaard at dukke op til ferniseringer og oplæsninger, hvor han forsøgte at få sine idoler i tale. Og det lykkedes da også. Næsten.

- Der er også en arrogance i bare at møde op og tro, at folk gider at tale med én. Jeg havde jo ikke bidraget med noget som helst, siger Mikkel Rosengaard.

- Nogle af dem sagde det endda også til mig: ‘Hvad fanden laver du her? Du laver jo ikke kunst.’

En hustler-by

Mikkel Rosengaard læste statskundskab på Københavns Universitet, da han besluttede sig for at flytte til New York. Inspirationen kom fra en fyr, som han mødte en sen nattetime i et printerrum på universitetet. De skulle begge printe opgaver ud.

Manden, som var lidt ældre end Mikkel Rosengaard, fortalte, at han bare lige var hjemme for at gå til nogle eksaminer. At han normalt boede i New York i et sejt dj-kollektiv og var fjernstuderende. En ild blev tændt i Mikkel Rosengaard, da det gik op for ham, at sådan noget faktisk kunne lade sig gøre.

Det var dér, han besluttede sig for at tage afsted. Gøre præcis som den fremmede fjernstuderende havde gjort. Først flere år senere, da Mikkel Rosengaard for længst var flyttet til New York, fandt han, gennem en fælles bekendt, ud af, at manden i printerrummet havde været på kant med sandheden. Han havde for eksempel aldrig boet i New York, kun været der på et kortere ophold. Ikke desto mindre havde han altså inspireret Mikkel Rosengaard, som havde fulgt hans ikke-eksisterende eksempel hele vejen til USA.

- Jeg boede i en loftslejlighed, hvor der ikke var varme, så der var pissekoldt om vinteren. Det var noget med at sove med hue på. Det var sjovt nok, men der var masser af usikkerhed i, hvornår man fik sit næste visum, og hvordan huslejen skulle betales, fortæller Mikkel Rosengaard.

- New York er virkelig en hustler-by. De første år havde jeg kun et praktikantvisum, så jeg kunne nærmest ikke tjene penge. Det handlede om at bruge så få penge som muligt.

Mikkel Rosengaards roman 'Forestillinger om Ana Ivan' udkom på Forlaget Gyldendal tilbage i 2016. Siden har bogen også fået international opmærksomhed. (Foto: Kevin Buitrago)

Prøvelserne til trods, så skrev Mikkel Rosengaard altså på en roman. Den skulle handle om de fantasiverdener, som han på en måde selv er vokset op i, og som han er så betaget af. At man kan opfinde sin historie, inden man rent faktisk gør noget for at have en historie, for eksempel på sociale medier. Eller i et printerrum på Københavns Universitet.

I to år brugte Mikkel Rosengaard de sene aften- og nattetimer på at skrive. Da han var færdig med første udkast til romanen, sendte han manuskriptet til en håndfuld pålidelige bekendte. Blandt andre sin storebror.

- De sagde alle sammen, at det var noget totalt lort. Det var kedeligt og usammenhængende og gav ingen mening. Så jeg måtte bare tage de der to års arbejde og smide det ud. Det var mega hårdt, selvfølgelig. Så måtte jeg starte forfra igen, fortæller Mikkel Rosengaard.

Slettede du virkelig bare to års arbejde fra din computer?

- Jeg turde ikke slette filen lige med det samme, men med tiden, så ja. De havde jo ret, for det var noget lort. To år senere havde jeg endnu et manuskript klar, som jeg kunne sende til dem, og så gik det heldigvis bedre.

Prestigefuld arbejdsro

’Forestillinger om Ana Ivan’ udkom på dansk i 2016 og fik særdeles pæne ord med på vejen. Den blev blandt andet kaldt ’forførende’ og ’forrygende’ af de store danske dagblade – og ovenikøbet skulle bogen altså oversættes til det engelsksprogede marked.

Missionen var i dén grad lykkedes. Og med succesen begyndte Mikkel Rosengaard at få flere skrivejobs, som kunne give ham smør på brødet, blandt andet for danske Weekendavisen og amerikanske Hyperallergic.

Nu er Mikkel Rosengaard klar til det næste højdepunkt i sin skrivekarriere. Han er nemlig blevet inviteret på det yderst prestigefulde MacDowell Colony i foråret. Et skriverefugium i New Hampshire, hvor Mikkel Rosengaard og de andre inviterede kunstnere, som primært er amerikanere, hver får tildelt en lille hytte i en stor skov. Så de kan få tid til at fordybe sig uden at skulle tænke på regninger og madlavning. Det har kun én dansk forfatter, Katrine Marie Guldager, prøvet før ham.

- De har en person, som kommer ud til hytterne med en lille kurv med frokost, griner Mikkel Rosengaard.

- Om aftenen mødes man igen, og så siger rygtet, at det går ret vildt for sig. Det skulle mest være midaldrende kunstnere, som endelig er sluppet væk fra familien derhjemme. Det er et vildt privilegium at få lov til at være der. En af mine tætteste skrivekollegaer er endda også blevet inviteret. Det er helt vildt fedt.

Og Mikkel Rosengaard ved godt, hvad han skal bruge arbejdsroen og den store luksus på MacDowell på. Han er nemlig gået i gang med sit næste projekt.

- Som det ser ud nu, kommer der en roman og en håndfuld fortællinger ud af det. Men God knows hvornår de bliver færdige. Det tager sin tid, siger han.

‘Det er sgu nemmere for mig nu’

Udefra kan det være svært at forstå, hvorfor en ung mand som Mikkel Rosengaard valgte at kaste sig ud i noget, som meget vel kunne have fået en forfærdelig slutning. Han kunne være blevet knækket af New Yorks ubarmhjertige hårdhed. Han kunne have været ude af stand til at hustle sig gennem hverdagen de første år. Hans roman kunne være blevet en fiasko. Der var så mange bump på vejen og advarselslamper, der blinkede, men han havde kun øje for sin forestilling om et liv i New York.

Normalt, når han bliver spurgt, hvorfor han overhovedet skriver, plejer han at fyre standardsvaret af: ’Fordi jeg ikke kan lade være.’ Men det er ikke den eneste grund, har han fundet ud af. Selvom der er langt til Helsingør, og det i dag er otte år siden, at han forlod Danmark, så er han stadig mærket af sin barndom. Dengang, hvor alt det svære og dårlige blev ignoreret, og han aldrig fik etableret et bånd til sine egne følelser.

- Det sidste års tid, hvor jeg har mødt min kæreste og er begyndt i terapi, kan jeg se, at det der med at skrive nærmest er en måde at overleve på. Og den eneste måde, jeg kan udtrykke mig på. Hvis det er mit private liv, og det handler om mine følelser, er det svært at forme ordene. Det tror jeg, de fleste af mine ekskærester vil kunne skrive under på. Der skal altid være et lag af fiktion eller afstand, fortæller Mikkel Rosengaard.

Mikkel Rosengaard er i gang med sit næste projekt, som han skal arbejde videre med på skriverefugiet MacDowell Colony. (Foto: Kevin Buitrago)

Til gengæld kan den danske forfatter glæde sig over mange ting. For eksempel har han fået en varm og vindtæt lejlighed. Og han har endda fået et lillebitte kontor, hvor han kan arbejde. Ironisk nok har hans lejlighed udsigt til sin gamle, uopvarmede loftlejlighed, hvor han levede nogle af de hårdeste år.

En anden ting, som er lykkedes for Mikkel Rosengaard, er at finde de intellektuelle, kunstneriske miljøer, som han drømte om på ungdomsværelset. De er nemlig overalt omkring ham i New York, og nu er han blevet en rigtig del af dem. Når han ikke skriver bøger og artikler, arbejder han med kunstnere. Sådan nogle, han ville have givet sin højre arm for at være tæt på hjemme i Danmark.

- Jeg skriver om deres kunst. Hjælper dem med at sætte ord på deres arbejde. Og min fiktionsskrivning foregår også tit i kunstverdenen og handler om kunstnere. Det er begyndt at vokse sammen, siger Mikkel Rosengaard.

- Da jeg flyttede til New York, havde jeg kun mit manuskript og fantasiverdenen og håbede på, at det var noget værd. Det var eddermame hårdt, og det kræver sindssygt meget vilje at være ung på den måde, sådan inde i en fiktion. Når man først har vredet noget ud af éns fantasiverden, så ved man, at der er noget derinde, der er noget værd. Det er sgu lettere for mig nu.

Facebook
Twitter