Morten forsøgte at skrive som en morder: Det var overraskende rart

Morten Pape kan vinde DR Romanprisen for sin roste roman ''Guds bedste børn'.

Morten Pape er aktuel med ny roman, der tager udgangspunkt i en omsorgssvigtet, psykopatisk drengs drab på en jævnaldrende, 16-årig indvandrer for ti år siden. (Foto: Celina Dahl © Scanpix)

- Han er en lille, kraftig dreng, en tasmansk djævel.

Sådan lyder forfatter Morten Papes beskrivelse af Mickey, en af tre hovedpersoner i hans roman 'Guds bedste børn'.

Mens de fleste nok synes, at den tasmanske djævel i Looney Tunes' tegnefilm trods alt rummer en form for primitiv charme, så er Mickey væsentlig sværere at holde af.

Det er nemlig Mickey, der i starten af Morten Papes roman svinger en fastelavnskølle mod hovedet af en jævnaldrende dreng og ender med at tage livet af ham.

Ungt avisbud døde

Drabet i bogen er inspireret af et virkeligt drab, der foregik på gaden på Amager i 2008.

En pludselig og umotiveret voldsepisode rettet mod det 16-årige avisbud Deniz Uzun og hans ven.

Sagen blev slået stort op og fik meget opmærksomhed over hele landet på grund af både offer og gerningsmandens unge alder.

Allerede dengang påvirkede drabet Morten Pape dybt, fordi en af hans nære barndomsrelationer var blandet ind i det. Samtidig så han, hvordan chokket og opmærksomheden i offentligheden hurtigt forsvandt igen.

- Det var jo 'bare' nogle ghettobørn, der sloges mod nogle andre ghettobørn. Og så var det ligesom det, siger Morten Pape.

Forfatteren fortsætter historien

I 'Guds bedste børn' fortæller Morten Pape sin version af, hvad drabet kommer til at betyde for både efterladte og forbrydere. Og hvad der i det hele taget får en 15-årig dreng til at bevæbne sig med en kølle og gå på jagt efter nogen at slå på.

Romanen er en af seks kandidater til DR Romanprisen 2019, og derfor bliver den netop nu læst på biblioteker og i læseklubber landet over.

Da Morten Pape gik i gang med at skrive romanen, valgte han på skiftevis at fortælle om de tre hovedpersoner.

Først kommer vi ind på livet af Jamil, der er vokset op i en familie med irakisk baggrund. Han er sammen med sin ven Zeki, da Zeki bliver overfaldet og dør.

Derefter møder vi Simon, der er Mickeys fætter og sammen med ham under episoden. Og endelig lander fortællingen hos Mickey, der bliver dømt for drabet.

Ordene kom lettere med Mickey

Mens Jamil og Simon er to drenge, der forsøger at gøre det rigtige på hver deres måde, så har Mickey hele tiden direkte kurs mod katastrofen.

- Da jeg gik i gang med Mickey, sluttede alle anstrengelser og potentielle skrivekriser. Der begyndte det virkelig at flyde, husker Morten Pape.

Umiddelbart skulle man tro, at en figur som Mickey, der søger volden, stofferne og gangsterlivet, også var den sværeste for forfatteren at skrive sig ind i.

- Det ville jeg måske også have håbet. Men sådan var det bare ikke, konstaterer han.

Fuld fart på vold og fester

- Det var overraskende rart at lægge den artige dreng på hylden og åbne alle vinduerne og køre fuldkommen vanvidsræs med den her meget vilde dreng, den tasmanske djævel.

Morten Pape beskriver blandt andet, hvordan Mickey henover nogle dage drikker og sniffer kokain, får gang i et masseslagsmål, snitter en mørk dreng halvt ihjel med en smadret flaske, røver folk ved pengeautomater, smadrer butiksruder og drømmer om at røve en bank.

Uden at se sig det mindste tilbage.

- Det var meget befordrende for min skrivning at gå helhjertet ind i hans karakter. Det gjorde, at jeg turde prøve nogle forskellige ting med min skrivestil.

Teksten tager vild form

- For eksempel, da Mickey bliver fanget og kommer i fængsel. Der glemmer vi alt om kommaer og punktummer og store begyndelsesbogstaver og ræser over siderne i en jeg-fortæller monolog, der løber over nogle kapitler, siger Morten Pape.

- For mit eget vedkommende var det klart den mest interessante del af skriveprocessen - og den sjoveste. Til gengæld fyldte det mig med enorm tristhed at komme tilbage til Jamil i den sidste del af bogen. Her forsøger han at komme tilbage til livet efter en psykiatrisk indlæggelse.

- Det var hårdt, konstaterer forfatteren.

  • Morten Pape (f. 1986) er forfatter og manuskriptforfatter. Han har læst film- og medievidenskab og er uddannet fra den alternative filmskole Super16.

  • Hans debutroman 'Planen' fra 2015 foregår i Urbanplanen på Amager, hvor Pape selv er vokset op. Han vandt BogForums Debutantpris for romanen.

  • I august 2018 udkom hans anden roman 'Guds bedste børn', som nu er nomineret til DR Romanprisen 2019.

Facebook
Twitter