Muhammed-forfatter: Danske forlag er bange for religionskritik

Forfatteren Kåre Bluitgen har valgt at udgive sin nye religionskritiske roman selv, da de store danske forlag ifølge ham ”ryster på hænderne”, når der skrives om religionskritik.

Forfatteren Kåre Bluitgen udgiver i næste uge en religionsatirisk roman, der har Profeten Muhammed som en af hovedpersonerne. Bogen er udgivet af Kåre Bluitgen selv, da han mener, de danske forlag har berøringsangst over for religionskritik. (Foto:Annelene Petersen/Scanpix 2015) (Foto: Annelene Petersen)

Han har arbejdet på bogen i snart fire år, og i den vil læserne angiveligt blive klogere på blandt andet profeten Muhammeds sexliv, klassekamp, racisme og religiøst dårskab i 600-tallets Mellemøsten.

Kåre Bluitgens nye roman ’Den Bedste Bog’ udkommer den 27. februar og er ifølge ham selv en blanding af fiktion og religionssatire der blandt andet diskuterer, om man skal tage hensyn til marginaliserede mindretal, og om kunst skal være respektløs.

Kåre Bluitgens er godt klar over, at bogen kan virke provokerende på nogen.

Alligevel er det vigtigt ikke at lade sig kue siger Kåre Bluitgen til DR Kultur.

Ingen tegninger af Muhammed

- Der er mennesker, som elsker at blive fornærmet, og der er sikkert også nogen, som vil blive stødt over denne her bog. Men jeg vil ikke lade mig true væk fra min normale hverdag eller mine bogudgivelser, siger Kåre Bluitgen.

Kåre Bluitgen blev landskendt tilbage i 2005, da det var hans vanskeligheder med at finde en tegner til bogen ’Koranen og Profeten Muhammeds liv’, der gjorde, at avisen Jyllands-Posten senere publicerede de 12 Muhammed-tegninger.

’Den Bedste Bog’ indeholder ingen tegninger af profeten Muhammed, men Kåre Bluitgen har valgt at udgive bogen selv, da han ikke har ønsket, at nogen forlag har skullet blande sig i bogens indhold.

Forlag trak bog tilbage i fem dage

- Det er desværre min erfaring, at forlagene ryster på hænderne, når man forsøger at udgive en bog om religionskritik. Så jeg har for lang tid siden taget en principiel beslutning om, at udgive den slags bøger selv, siger Kåre Bluitgen.

Kåre Bluitgens beslutning blev truffet helt tilbage til 1998, hvor han udgav bogen ’Nye Danskere’, der blandt andet indeholdt nogle grovkornede vittigheder om nydanskere. Forlaget Gyldendal trak bogen af markedet i fem dage efter flere protesterede over indholdet, som de mente, var uegnet til undervisningsbrug.

Senere kom bogen på markedet igen, men Kåre Bluitgen ønsker ikke, at stå i samme situation en gang til.

- Så jeg har ikke spurgt nogen forlag, om de vil udgive min nye bog. På den måde ved jeg jo faktisk ikke, om de er blevet klogere siden dengang, siger Kåre Bluitgen.

Han håber, at lørdagens terrorangreb får danske forlag til at tænke over deres "publicistiske forpligtelser".

- Jeg håber, at forlagene står fast, og at de ikke lader sig påvirke af om indholdet i bøgerne er kontroversielt eller ej, men fokuserer på bogens litterære kvaliteter, siger Kåre Bluitgen.

Forlag: Bøger om religion kræver omtanke

Redaktionschef hos Gyldendal Børn & Unge, Elin Algreen-Petersen, har tidligere redigeret en af Kåre Bluitgens børnebøger.

Hun mener ikke, at danske børnebogsforlag er kendt for at lide af berøringsangst, snarere tværtimod.

- Vi har så vidt jeg ved aldrig sagt nej til at udgive nogen religionskritiske børnebøger af Kåre Bluitgens, men det er klart, at når man udgiver bøger om meget kontroversielle og aktuelle emner, så skal man være bevidst om, hvad man gør, siger hun og uddyber:

- Det handler altid om bogens litterære kvaliteter. Det er selvfølgelig vigtigt at bidrage til de debatter, der kører i samfundet, men hvis det politiske budskab fylder for meget er der sjældent tale om god litteratur, så skal forfatteren måske hellere udtrykke sig i en et andet medie end en børne- eller ungdomsroman, siger Elin Algreen-Petersen.

Hun mener, det er vigtigt at afveje hensynet for hver enkelt bog.

- Det er vigtigt, at bøger skaber debat, men man skal vide, hvad man gør og have en følsomhed over for indholdet, siger hun.

FacebookTwitter