De menneskelige og de menneskelignende. Det er de to grupper, man hører fra i forfatter Olga Ravns science fiction-roman ’De ansatte’, som består af en række korte vidneudsagn fra rumskibet Det sekstusinde skib.

I forlaget Gyldendals beskrivelse bliver den kaldt ’en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede’.

- Jeg synes, der er mange bøger lige nu, som handler om familien - og det er også vigtigt. Men vi indgår også i mange andre fællesskaber. Vi bruger faktisk rigtig meget af vores tid på arbejdspladsen, fortæller Olga Ravn i det seneste afsnit af DRs podcast Bogselskabet.

En form for selvudslettelse

Bogens i alt 102 vidneudsagn, som egentlig er en række interview med rumskibets ansatte, har karakter af forhør. Men Olga Ravn har faktisk fundet inspiration i det sprog, der bliver brugt til mellem chefer og medarbejdere – særligt til de såkaldte medarbejderudviklingsamtaler, også kaldet MUS.

Den type samtaler bygger ofte på en logik om, at de enkelte medarbejdere skal tjene det fælles bedste og hele tiden sikre vækst og effektivitet, mener Olga Ravn:

-Det er ikke det fælles bedste for den enkelte. Det viser sig blandt andet i sproget, og det synes jeg er ret spændende. Den her ide om, at vi skal være bedre, vi skal være mere effektive, at det er vores egen skyld - den er jeg ret kritisk overfor.

- Jeg synes, det her effektiviseringssprog er rigtig uhyggeligt - og der er en form for selvudslettelse i det. Altså, jeg synes, det er helt oppe på tragediens niveau, den der måde, man hele tiden gør sig selv mindre på gennem sproget.

Hjernevasket loyalitet

Den loyalitet, som medarbejdere ofte forventes at have over for deres arbejdsplads, er også noget af det, Olga Ravn tænkte en del over, da hun skrev bogen.

Mange af stemmerne i ’De ansatte’ oplever netop en konflikt mellem deres egne lyster, ønsker og følelser og så den unavngivne og ret undertrykkende organisation, de arbejder for.

- De er ligesom helt hjernevaskede til at være loyale - og det gør, at de har svært ved at se og forstå hinanden. Og det synes jeg var ret spændende, at man næsten bliver umenneskeliggjort for sine kollegaer, fordi man altid skal være vendt imod magten, chefen, mellemlederen - eller opgaven, siger hun.

Hierarkiet mellem de to grupper, de menneskelige og de menneskelignende, er også et forsøg på at ramme ind i nogle aktuelle debatter, forklarer hun:

- Det fineste, man kan være på skibet, er at være menneske. Dem der er robotter, de drømmer bare og længes efter at blive mennesker og blive accepteret som mennesker. Og det tænker jeg egentlig også knytter an til de diskussioner, vi har i dag, om hvem der har ret til hvad, og hvis liv der er mest værd.

Mystiske genstande

’De ansatte’ startede egentlig som en bestillingsopgave, en tekst til en udstilling af kunstner Lea Guldditte Hestelund, der består af en række skulpturer i marmor kombineret med læder og pels.

I ’De ansatte’ optræder de som mystiske genstande, som rumskibets besætning får med ombord fra planeten Nyopdagelsen. Og de begynder langsom at blive tiltrukket af og forbundet til dem.

- Det er på mange måder en ret normal sci-fi bog, der følger koderne for genren. Det nye ved den, er de her genstande, forklarer Olga Ravn.

Det var også Lea Guldditte Hestelund, der inspirerede hende til at kaste sig ud i science fiction-genren.

- Lea ville gerne lave et form for sci-fi rum - og jeg havde længe tænkt på og læst sci-fi og synes, det var spændende. Så det var lidt som om, hun gav mig tilladelse til at prøve den genre af, siger Olga Ravn.

Skriveprocessen flød overraskende godt for Olga Ravn, og hun endte valgte at skrive en hel bog.

- Da jeg satte mig ned og skulle skrive de her femten sider, så væltede det simpelthen bare ud. Jeg skrev hele bogen på en måned, fra 10. november til 10. december sidste år. Det var ekstremt forløsende at skrive om noget, som ikke er mig, siger Olga Ravn, som dog understreger dog, at der selvfølgelig altid er noget af hende selv i teksten.

Finde på alt muligt

Selvom historien og det univers, man møder i ’De ansatte’, kan virke mørk og dystopisk, så er den skrevet i ’højt humør’, forsikrer hun og kalder bogen ’den sjoveste, hun nogensinde har skrevet’.

Med sci-fi romanen følte hun sig fri på en helt ny måde.

- Da jeg skrev denne her roman vendte tilbage til det at bruge min fantasi, som faktisk lidt var noget, jeg ad omveje havde lært, ikke var fint som forfatter. Det her med at finde på. Det væltede bare ud af mig. Det var som om, det var en kropsdel, jeg havde glemt, jeg havde. Det var enormt dejligt at opleve, at ’Gud, jeg kan finde på alt muligt!’, siger hun og uddyber:

- Jeg skulle ikke sidde og tænke ’nå okay, men er det realistisk?’. Den blev bare smidt ud ad vinduet. Jeg tror, jeg havde behov – ligesom de ansatte – for at træde ud af hverdagen og ind i fantasiens for at føle mig levende.