Naiha på 25 vil skrive en bog: 'Hvis der skal være plads til mig, skal jeg skabe den selv'

Naiha føler selv, at det hun bidrager med er en mangelvare.

Vi befinder os i 2017.

Naiha Khiljee er 23 år, og hun er rejst til den canadiske by Toronto for at læse et semester af sit psykologistudie. Men det er ikke den enste grund til, at hun er taget afsted.

Allerede i flyet fra Danmark har hun fortalt et par fremmede mennesker, at hun er digter. At hun har tænkt sig at stå på en scene og optræde med sine tekster for første gang, når hun har fundet sig til rette i Toronto. Hun siger det for at love det til nogen. Og for at love det til sig selv.

I Toronto går Naiha hos en fysioterapeut. De taler godt sammen, hun og terapeuten, og efter en behandling tager Naiha mod til sig. Hun spørger terapeuten, om hun må læse et af sine digte højt for hende. Det må hun gerne.

- Da jeg var færdig, havde hun tårer i øjnene. Hun skulle lige sunde sig lidt. Så sagde hun, at det var supergodt, og at hun syntes, jeg lød lidt som Eminem. Jeg ved ikke, hvad det er, men det har jeg hørt før. Det tager jeg som en kæmpe kompliment, griner Naiha.

(Foto: Betina Garcia (DR))

Digtet minder fysioterapeuten om sin mor, forklarer hun til Naiha. Noget ved deres relation, som hun først indser nu. Hun beder Naiha om at få det tilsendt, så hun kan sidde og reflektere videre.

- Det var en rigtig god følelse og en meget meningsfuld oplevelse. Jeg forsøger altid at have en intention med de ting, jeg laver. Det var meget bekræftende for mig, at der måske er noget værdi i at dele mine budskaber, siger hun.

En blåstempling

Højtlæsningen for fysioterapeuten er kun opvarmning. Endelig kommer dagen, hvor Naiha skal optræde foran et rigtigt publikum.

Det skal foregå til et poetry slam-arrangement i en kirke, og Naiha er mødt op med sin veninde. Til stede er også en anerkendt spoken word-kunstner ved navn Johnny Trinh, som Naiha synes er enormt dygtig.

Inden hun går på scenen, har Naiha kvalme af nervøsitet, for der er meget på spil. Det er nu, hun skal finde ud af, om poesien virkelig er noget, der er 'meant to be' for hende. Eller om det bare skal være en hobby.

- Jeg er ikke bange for at tale foran mange mennesker. Men det her var særligt, fordi det var et digt, jeg skulle læse. Jeg følte helt, at jeg var i folkeskolen igen. At skulle står der og præsentere noget foran klassen, og alt er pinligt og forfærdeligt, fortæller hun.

(Foto: Betina Garcia (DR))

Efter tre minutter træder Naiha ned fra scenen igen. Kvalmen er forsvundet og erstattet af lettelse. Hun gjorde det virkelig. Og det gik rigtig godt.

Der er folk, som kommer hen og fortæller hende, at hun er dygtig og har en vigtig stemme. Bekræfter hende i, at hun har noget på hjerte. Det siger Johnny Trinh også.

- Han sagde, at jeg var den bedste, der havde optrådt den aften. For mig var det en blåstempling. At jeg ikke bare kan røre folk, men at jeg også kan noget i forhold til poesien. Fordi, han sagde det, forklarer hun.

En digtsamling

I Canada fik Naiha taget hul på noget. Hun fik etableret en selvsikkerhed og en indre styrke. Fandt ud af, at hendes poesi ikke bare er noget, hun skal dyrke for sig selv.

Naiha har aldrig skrevet sine digte ned for andre end sig selv. I stedet har hun fokuseret på at optræde med dem for et publikum. Men står det til Naiha selv, så skal vi ikke kigge langt efter en udgivelse med hendes navn på ryggen.

- Det er en ret ny ting. Og jeg gør lidt det samme nu, som jeg gjorde i flyet på vej til Canada. Hvis jeg siger det til dig, så er jeg nødt til faktisk at gøre det, griner hun og forklarer, at hun endnu ikke ved, om hun vil forsøge at skabe kontakt til et forlag.

- Jeg får nogle henvendelser en gang imellem om, hvor man kan læse mine digte. Jeg er nødt til at tage noget ejerskab over det. Så det har motiveret mig til at prøve at skrive det ned og melde min tilstedeværelse. Det skal være muligt for folk at pege på en bog eller en PDF-fil, hvis det er det, det bliver, og sige, at hende her kan jeg godt lide at læse.

(Foto: Betina Garcia (DR))

En mangelvare

Turen til Canada ligger halvandet år tilbage i tiden. Naiha er forlængst rejst hjem til Danmark og er blevet færdiguddannet psykolog.

Men hun vil altså gerne gøre noget seriøst ved sin poesi. Optræde for endnu flere og videreformidle de følelser og oplevelser, som gemmer sig mellem linjerne i digtene.

Når Naiha ser sig omkring i den litterære verden, er der ikke rigtig nogen at spejle sig i. Hun hverken ligner eller lyder som dem, der dominerer reolerne hos de danske boghandler.

- Hvis der skal være en plads til mig, føler jeg, at jeg skal skabe den selv. Der er ikke sat en scene frem til at fortælle min historie. Men det er det, jeg kæmper for, siger Naiha.

- Jeg får tit at vide, at jeg er en frontløber. Det har jeg et specielt forhold til. For selvfølgelig er det et privilegium, men det er også hårdt at være den første. Det kræver, at man sætter sig selv på spil og lytter til dumme kommentarer en gang i mellem. Men når jeg så står derude og optræder, oplever jeg, at det, som jeg kan bidrage med, er en mangelvare.

For den nu 25-årige Naiha Khiljee har de seneste år haft stor betydning for hende. Og der er sket meget, siden hun sad med nervøs kvalme og ventede på at bestige scenen i Toronto.

- Nu kan jeg se meningen med, at jeg skal ud på flere scener. At der er flere, der skal høre mine digte. Sådan har jeg ikke altid haft det, og det kan godt føles lidt egotripper-agtigt. At man selv føler, at man er god nok til, at alle skal høre éns stemme. Men der er rigtig meget, som har bekræftet mig i, at jeg ikke kun gør det for min egen skyld. Selvfølgelig skal jeg stå frem og dele det, jeg kan.

(Foto: Betina Garcia (DR))
Facebook
Twitter