Nu kommer der flere selvudgivelser på boghylderne

Selvom stadig flere forfattere vælger at udgive deres bøger selv, så kan selvudgivelser være svære at finde på hylderne hos landets boghandlere. Det vil Arnold Busck-kæden lave om på.

Det stigende antal af selvudgivere får nemmere ved at få deres bøger ud i boghandlerne.

Fremover bliver det nemmere at finde bøger fra det stigende antal af danskere, som griber fat i tastaturet og skriver bøger udenom de store forlag.

I samarbejde med forfatternetværket NewPub, som har 1500 selvudgivere tilknyttet, lancerer Arnold Busck fra marts et nyt tiltag, som får flere selvudgivelser i kædens 30 butikker i form af bogkort. Det er et kort på størrelse med et stykke karton. Her kan kunderne se bogens forside med billede, titel og anmeldercitater og bag på kortet læse bagsideteksten.

Vækker det interesse kan bogen bestilles hjem i almindelig papirudgave på to dage eller købes som e-bog med det samme. Bogkortene kommer til at stå ude blandt de øvrige udgivelser fra de etablerede forlag.

Selvudgivere bliver synlige hos boghandleren

Stifter af selvudgivernetværket, Karsten Pers, kalder tiltaget for et vigtigt, symbolsk skridt.

- Ingen forfatter bliver rig af at få et bogkort i boghandlen, men nu bliver selvudgivelserne i det mindste synlige i boghandlen. Læsere vil finde bøger indenfor nicher, de ikke har set før, og så har det stor symbolsk betydning, at en stor, anerkendt spiller som Arnold Busck satser seriøst på at forhandle bøger fra alle ender af bogmarkedet - også fra selvudgivere og små forlag, fortæller Karsten Pers i P1 Morgen.

Bygger videre på ’indiebooks’-afdeling

Ideen med bogkortet bygger på erfaringer fra et forsøg fra 2014, hvor Arnold Busck havde en såkaldt indiebooks-afdeling i deres hovedbutik på Købmagergade i København. Her stod der cirka 200 selvudgivelser i papirform. Men det viste sig at være for dyr en model.

Der blev ikke solgt nok i forhold til, hvor meget plads bøgerne optog. Men ifølge kommunikationschef hos Arnold Busck, Andreas Nordkild Poulsen, måtte der findes en ny løsning:

- Efterhånden kommer der rigtig mange gode bøger fra selvudgivere og mikroforlag, og dem skal vi sikre, at vores kunder kan få fat i, siger han og tilføjer:

- Desuden er det også et område, hvor vi kan give kant til vores konkurrenter, supermarkederne, som primært sælger bestsellere.

Facebook
Twitter