'Oh my God - are you Emil?' 25-årig dansker vækker opsigt i udlandet med sin kunst

Emil Friis Ernsts første solotegneserie er nu på vej i USA, Japan, England og Frankrig.

"Oh my God - are you Emil Friis Ernst?"

Da den 25-årige tegneserieforfatter i efteråret besøgte tegneseriefestivalen Small Press Expo i USA, var han til sin egen store overraskelse et ret kendt ansigt.

- Det var pissefedt. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle regne med, da jeg ankom, fortæller Emil Friis Ernst.

Men han kunne godt have skruet forventningerne lidt op, for allerede på førstedagen af tegneseriefestivalen fik han udsolgt sin nyudgivet solotegneserie.

Emil Friis Ernst med sin debut-tegneserie Dr. Murder and The Island of Death. (Foto: Søren Søgaard Hygum / Anne Mette Thrane)

Debut-solotegneserien 'Dr. Murder and The Island of Death', som udkom i november 2019, var længe ventet af hans fans.

- Der var rigtig mange, der kom hen og sagde, at de havde virkelig ventet på den her tegneserie, og de havde glædet sig til at købe den, og de syntes, det var fedt at møde mig, siger Emil Friis Ernst og fortsætter:

- Der er en del folk, jeg ser op til, der har købt tegneserien, hvilket jeg synes er pisse fedt.

Stor kunstner i udlandet

Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en ægte tegneserieentusiast og en ekspert inden for sit fag, men når Emil Friis Ernst besøger tegneseriefestivaler i Danmark, er han knap så kendt.

I udlandet er der et langt større publikum til tegneserier, og der er det nemmere at leve af at være tegneserieskaber, forklarer Emil Friis Ernst.

Emil Friis Ernst i sit es på Fyns Antikvariat i Odense, hvor han løbende er kommet igennem sin barndom for at finde gode tegneserier. (Foto: Anne Mette Thrane)

- I Frankrig er tegneserien udnævnt til den ottende kunstform og bliver taget akkurat lige så seriøst som prosalitteratur, og i Japan læser stort set alle tegneserier, siger han.

Emil Friis Ernsts debuttegneserie er forudbestilt i USA, Japan, Frankrig, Tyskland, Irland, England og Holland.

Det kan lyde imponerende, men for Emil Friis Ernst er det blot et skridt på vejen, da han altid har selvudgivet sine egne tegneserier.

Blev grebet af tegneserier, da han var fem år

Passionen for tegneserier opstod allerede, da Emil Friis Ernst var fem år gammel.

- Jeg læste en Dragonball-bog, og det gik bare lige ind og ramte noget i sjælen og i hjertet, fortæller han.

Allerede da Emil Friis Ernst var fem år gammel blev han grebet af tegneseriernes univers. På billedet er han omkring seks år. (Foto: PRIVATFOTO)

Derefter var Emil Friis Ernst ikke i tvivl om, at han ville lave tegneserier.

Han tegner mest for sin egen skyld, og fordi han ikke kan lade være.

- Der er noget terapeutisk i at lave kunst og skrive litteratur, fortæller han.

De fleste projekter starter med, at en historie krystalliserer sig for ham, hvorefter han folder fortællingen ud på skrift og laver visuelle noter.

- På en god dag står jeg op og laver en kop sort the, og så skriver jeg, indtil jeg ikke gider mere, og så går jeg i gang med at tegne, siger Emil Friis Ernst.

I dag kan han leve af sine tegneevner. Han arbejder som illustrator og er glad for at undervise andre i at tegne, men hans passion ligger helt klart i at skabe egne tegneserier.

Uddrag fra Emil Friis Ernsts tegneserie Dr. Murder and the Island of Death.

En selvstændig kunstform

En af Emil Friis Ernsts mærkesager er, at tegneserien skal tages seriøst som sin egen kunstform og ikke som et sidestykke til prosalitteratur eller et sidestykke til film.

Hvis man skulle sammenligne tegneserien med noget, så vil det være en blanding af grafisk design og lyrik, mener Emil Friis Ernst.

- Fordi det handler om at arrangere grafiske elementer på en side. Det hele sker imellem elementerne, og der opstår en lyrisk kvalitet, som giver dig en stemning eller en oplevelse, mener han.

Emil Friis Ernst forklarer samtidig, at selvom den engelske betegnelse for tegneserie er Comic Book, så er det altså ikke alle tegneserier, der er sjove.

Kom med en tur på Fyns Antikvariat sammen med Emil Friis Ernst og bliv klogere på, hvad han synes, der er en god tegneserie. (Reporter: Anne Mette Thrane)

Selv er han i gang med en ny tegneserieudgivelse, som er en samling af personlige historier. Han håber på at få udgivet novellesamlingen på et amerikansk forlag.

Mens en af hans historier bliver trykt i antologien NOW!, der udkommer til foråret fra et af de store amerikanske indie forlag, Fantagraphics, håber han i sit stille sind på, at tegneserien bliver mere udbredt i Danmark fremover.

- Forhåbentlig er der med den her nye generation af tegneserieskabere, som jeg er en del af, også et større tegneserie-læsende publikum, der begynder at tage kunstformen mere seriøst, siger han og fortsætter:

- Tegneserien er den største og den bedste kunstform, og de fleste mennesker ved ikke, hvad de går glip af.

Kommende tegneseriefestivaler

  • Svendborg Graphic er en international festival, der afholdes d. 27. januar til 2. februar, hvor deltagerne kan få oplevelser inden for animation, spil og tegneserier.

  • Angoulême-festivalen, som er Europas største tegneseriefestival, afholdes 30. januar til 2. februar i Frankrig.

  • Art Bubble, som kalder sig Danmarks hyggeligste tegneseriefestival, løber af stablen d. 19.-20. september 2020 på DOKK1 i Aarhus.

  • Copenhagen Comics i Øksnehallen, som afholdes den 27. – 28. februar 2021. Her kan man blandt andet overvære interviews med festivalens internationale gæster, paneldebatter, prisuddeling, cosplay show og tegne-battles.