Over grænsen: 6 stærke bøger om overgreb og forbudte følelser

Vinderen af DR Romanprisen skildrer et ubehageligt seksuelt drama. I den anledning anbefaler sexologiprofessor Christian Graugaard lignende stærke læseoplevelser.

(Foto: Hailey Kean © Unsplash)

I dag blev den norsk-samiske forfatter Maren Uthaug kåret som den 19. vinder af DR Romanprisen for sin slægtsroman 'Hvor der er fugle'.

Bogen handler om en lille familie i den nordnorske landsbyflække Uthaug og sætter fokus på barske emner som incest, familiehemmeligheder, ulykkelig kærlighed og længslen efter et andet liv.

Den medrivende roman er fortalt ud fra de tre hovedkarakterers perspektiv, og man får dermed det ubehagelige seksuelle drama fremlagt gennem de forskellige karakterers oplevelser.

Skønlitteraturen overgår videnskaben

Dette perspektivskifte er ifølge læge og sexologiprofessor Christian Graugaard en af skønlitteraturens mest fantastiske egenskaber:

- Litteraturen kan med nerve og præcision skildre alt det, videnskaben har så svært ved at få fat i: Tvivlen, ambivalensen og mellemtingene, gråzonerne, nærheden og angsten … alt det, der dybest set gør sex til sex og kærlighed til kærlighed.

Og det er bestemt også tilfældet for årets vinderroman, der ifølge Christian Graugaard formår at skildre incesten og familiehemmelighederne på en langt mere nuanceret måde, end sexologien er i stand til.

- I 'Hvor der er fugle' optrævler Maren Uthaug et uforståeligt og altødelæggende erotisk drama med en fintmærkende sanselighed, som videnskaben slet ikke har, siger Christian Graugaard, som også var med til prisoverrækkelsen i Aarhus tidligere i dag.

Romanprisvinderen Maren Uthaug er dog langt fra den eneste forfatter, der formår at overgå videnskaben, når det kommer til skildringer og indsigter i grænseoverskridende seksuelle oplevelser.

Her guider Christian Graugaards dig til seks andre eksempler på litterære værker, som giver langt bedre indsigt end en fagbog ville kunne levere.

Kristian Ditlev Jensen: 'Det bliver sagt'(2001)

(© Forlaget Gyldendal)

Den første roman på Christian Graugaards liste er ’Det bliver sagt’ af danske Kristian Ditlev Jensen.

Det er en fortælling om et pædofilt overgreb og beskriver ifølge Christian Graugaard den pædofile logik bedre end de fleste fagbøger om samme emne.

- Bogen leverer faktisk en mere præcis beskrivelse af de sygelige manipulationsmekanismer end alle de lærebøger om emnet, jeg har læst, fortæller han.

William Shakespeare: 'Romeo og Julie'(1562)

(© Haase forlag)

Klassikeren over alle klassikere skal nævnes, når det handler om ubehagelige følelsesdramaer og ulykkelig kærlig.

William Shakespeares verdensberømte skuespil 'Romeo og Julie' har ifølge Christian Graugaard stadig præcision og nerve.

- Den ultimative tekst om forbudte drifter og deres fatale konsekvenser. Fås ikke bedre, fortæller han.

Lone Hørslev: 'Dyrets år'(2014)

(© C & K forlag)

Også Lone Hørslev roman 'Dyrets år' er på Christian Graugaards liste. Historien handler om den historiske fru Maria Grubbe og hendes erotiske (be)drifter for flere hundrede år siden.

Christian Graugaard fortæller, at romanen handler om kønnets og socialklassens indflydelse på vores erotiske frihed.

- Historien peger meget fint på kønnet og den sociale stand som afgørende faktorer, når vi har med erotik at gøre. Sådan var det i 1600-tallet, og sådan er det i dag, fortæller han.

Klaus Rifbjerg: 'Den kroniske uskyld'(1958)

(© Forlaget Gyldendal)

Klaus Rifbjergs hovedværk 'Den kroniske uskyld' fra 1958, der skildrer den unge kærlighed i alle dens mange afskygninger, er heller ikke til at komme udenom, ifølge Christian Graugaard:

- En fantastisk bog om teenageforelskelser på kryds og tværs af køn og generationer. Ikke mindst den homoerotiske spænding mellem bogens to drenge er fortrinligt skildret.

Tove Ditlevsen: 'Gift'(1971)

(© Forlaget Gyldendal)

Danske Tove Ditlevsens selvbiografiske roman 'Gift' er også uomgængelig for Christian Graugaard. Den handler om de sammenbrud og katastrofer, det forliste parforhold kan føre med sig.

- Dette er scener fra et umuligt ægteskab, hvor parterne både vil og ikke vil, kan og ikke kan. Det er ambivalens og kærlighedssmerte, når det er bedst, fortæller han.

Pauline Réage: 'O’s historie'(1954)

(© Rosinante & Co)

Den sidste bog, som Christian Graugaard fremhæver, er Pauline Réages, pseudonym for den franske journalist og forfatter Anne Declos, 'O´s historie'. Romanen beskriver sex og SM-ritualer fra et perspektiv, man aldrig ville finde i en lærebog.

- Det er SM-fantasier for fuld skrue. I faglitteraturen ville disse scenerier typisk komme til at fremstå sygelige og perverse – i romanen får de en egen indre mening, en logik, som sender læseren på følelsesmæssigt overarbejde, fortæller han.

Så hvis du tror, du ikke kan lære noget fra fiktion og skønlitteratur, så kan du godt tro om igen.

I hvert fald hvis du spørger Christian Graugaard, der selv anvender skønlitteratur i sin undervisning på Aalborg Universitet.

- Generelt bruger jeg glad og gerne skønlitteratur i undervisningen af medicinstuderende og studerende på masteruddannelsen i sexologi, fortæller han.

Facebook
Twitter