Der findes de (irriterende) typer, som har købt alle julegaver i oktober. Så er der dem, der spæner rundt i sidste øjeblik for at få afkrydset den lange liste: Ghita Nørby-biografien til mormor, fodboldleksikonet til lillebror, den nye Jussi-krimi til mor.

Endelig er der de helt iskolde typer, som trækker den helt til den 24.

Sådan én er Peter Løhrs far.

Og selvom de fleste nok hellere ville være fri for at få en gave, der var fundet i sidste øjeblik, er en af Peter Løhrs bedste julegaver netop én, hans far lige hev frem fra gemmerne mellem stegen og risalamanden.

Det var i midten af 90'erne, og Peter Løhr var ni-ti år gammel. Han husker ikke årstallet præcist, men selve gaven står stadig knivskarpt for ham.

- Min far samler på kunst, og det, han fandt til mig, var en Lundbye-radering (ridset tryk). Den forestiller et æsel, der plages af fem fluer, fortæller Peter Løhr, da vi mødes uden for Thorvaldsens Museum i det indre København, der virker som en oplagt ramme for at tale om hans debutroman 'Hulemennesket'.

Julegaven blev starten på et meget tæt - nærmest besættelsesagtigt - forhold til den sjællandske kunstmaler Johan Thomas Lundbye, der døde allerede som 29-årig i 1848.

'Hulemennesket', som Peter Løhr har arbejdet på i flere år, handler nemlig om Lundbye, om hans skelsættende tid i Rom og mystiske død få år senere under Treårskrigen.

Trods sit korte liv nåede Lundbye at blive en af de mest berømte malere fra den periode i 1800-tallet, man kalder guldalderen, og derfor er han blandt andet afbildet uden på Thorvaldsens Museum.

Nærmest en besættelse

I Lundbyes æselportræt så den lille Peter Løhr mere end bare et bare et æsel og nogle fluer:

- Det her æsel er lavet, som om det var et selvportræt. Og dét kunne jeg ligesom fornemme allerede dengang.

Mange af Lundbyes værker hænger på de største danske kunstmuseer. Han er især anerkendt for sine nationalromantiske landskabsmalerier - og senere også for sine portrætter af husdyr, der ellers først blev set lidt skævt til i datidens kunstkredse.

- Der er altid mere på spil i Lundbyes malerier. En ko er ikke bare en ko, et træ er heller ikke bare et træ, forklarer 35-årige Peter Løhr, der også kan blive ramt af et af Lundbyes karakteristiske vindblæste træer på en bar mark:

- Dem kan jeg virkelig spejle mig i. Det virker måske lidt sjovt at sige, at man kan fremstille naturen på den måde - men det er dét, jeg synes, han kan.

Kender det selvudslettende – og storhedsvanviddet

Men det er ikke kun Lundbyes besjælede landskaber og rørende dyreportrætter, der har fået Peter Løhr til at dedikere flere år af sit liv på en maler, der døde for mere end 170 år siden.

Lundbyes følsomme sind og voldsomme pendulering mellem det maniske og depressive, som han selv skriver detaljeret om i sine dagbøger, er også noget, der optager Peter Løhr. Han kan genkende begge tilstande fra sig selv.

- Han er jo rigtig gal i perioder. Jeg ved ikke, om jeg har været så gal, men der er klart noget med at være fuldstændig selvudslettende, som jeg kender. Han beskriver for eksempel, at en myg, der stikker ham, har mere ret til hans blod, end han selv har, fortæller Peter Løhr, som også kan føle sig overvældet af små dagligdagsoplevelser.

- Det kan være sådan noget med at gå ind i et supermarked og tænke om den, der sidder ved kassen: "Hvilken ret har jeg til at træde ind i den her persons liv?", siger han - og tilføjer:

- Og så er der det her storhedsvanvid. Det kan jeg også godt selv have.

Led af store op- og nedture

I bogen følger vi Lundbyes ophold i den italienske hovedstad fra 1845 til 1846, hvor han har svært ved at falde til og ikke føler, han passer ind blandt de andre danske kunstnere.

Han længes det meste af tiden hjem til Danmark og plages af svære op- og nedture. Den ene dag er han overbevist om sin egen genialitet, den næste er han helt nede under gulvbrædderne.

- Han svinger hele tiden. Ind og ud af hulen, som jeg kalder det i romanen - og som han også selv kalder det i sine dagbøger, "at være i hulen". Når han er ude blandt andre, vil han helst hjem og være sig selv, når han er i hulen, vil han i virkeligheden helst ud blandt andre, forklarer Peter Løhr.

I 'Hulemennesket' forsøger Peter Løhr at komme så tæt på at kunne besvare spørgsmålet om, hvordan - og især hvorfor - Lundbye døde: Var det en skudulykke, som den oficielle forklaring siger - eller var der i virkeligheden tale om selvmord? Meldte han sig til krigen for at dø, fordi han ikke længere magtede sine opslidende humørsvingninger?

- Jeg tænkte, at den eneste måde, jeg rigtigt kunne finde ud af det på, var ved at identificere mig med ham, siger han og fortæller, at metoden hertil har været research, research, research.

Peter Løhr har læst dagbøger, breve og andre tekster skrevet af Lundbye, som selv var meget belæst og lige så godt kunne have været forfatter, mener han. Derudover har han besøgt Rom flere gange, studeret 1800-tallets malerkunst og lært om farver og teknikker.

Han vurderer selv, at kun omkring fem procent af researchen er direkte med i bogen. Alligevel har det været helt nødvendigt, mener han:

- Jeg har nærmest skullet uddanne mig til kunstmaler for at kunne skrive som en kunstmaler. Men jeg har følt, at jeg skulle forstå de der ting, før det kunne blive let at læse, og uden det blev for tungt. Jeg håber, at læserne kan fornemme, at der er styr på detaljerne.

Føler du så, at du er kommet tættere på sandheden om Lundbye?

- Jeg kan stadig ikke adskille mig selv fra ham. Alt i bogen har jeg selv følt og oplevet. Det er også det, der er specielt ved mit forhold til ham; at jeg har kunnet identificere mig med alt, han har tænkt og gjort.

Det lyder meget intenst…

- Super intenst. Det synes min kæreste også. Så vi er glade for Lundbye, men han har også fyldt sindssygt meget. Men altså, han er jo en ven for livet nu. Det er han.

Kærligheden har gjort hele forskellen

Lundbye kæmpede med sin psyke indtil sin død, og han formåede aldrig at finde - eller gå efter - sin store kærlighed. Den kvinde, han var forelsket i gennem hele sin ungdom, turde han ikke fri til.

Han føler hele tiden, at han skal opnå mere, få mere anerkendelse og have styr på tingene, forklarer Peter Løhr:

- Jeg har hele tiden lyst til at sige til ham - og egentlig også lidt til mig selv: "Bare spring ud i det, tænk ikke så meget over det."

Og dét kunne måske have gjort hele forskellen for Lundbyes livsforløb, hvis han havde turdet satse på kærligheden, mener Peter Løhr, som adskiller sig fra Lundbye på dét punkt. Han har nemlig været sammen med sin kæreste i ti år nu, og det har haft enorm betydning for hans liv, fortæller han:

- Hvis ikke jeg havde været i et forhold, kunne det måske være gået helt galt. Så kunne det være, at jeg aldrig var blevet færdig med bogen og havde kørt den helt ud, levet på en sten resten af livet og bare skrevet, fordi jeg ikke havde et andet menneske at føle ansvar overfor.