Petra har taget mere end 4.000 nøgenbilleder af Maja: 'Det har rykket nogle grænser for mig'

Resultatet af Petra Kleis og Maja Malou Lyses tre år lange projekt kan nu ses i bogform.

(Foto: © Hedda Rysstad, dr)

Lyt og lær af dem, der er ældre end dig. Det er den klassiske læresætning til unge.

Men sådan behøver det ikke være.

For 36-årige Petra Kleis og 26-årige Maja Malou Lyse har rollefordelingen nemlig været lige omvendt. I hvert fald når det handler om forholdet til krop og nøgenhed.

OBS: Denne artikel indeholder eksplicitte nøgenbilleder af Maja Malou Lyse længere nede på siden.

I tre år har Petra Kleis fotograferet kunstner Maja Malou Lyse, der blandt andet er kendt fra DR2-programmet 'Sex med Maja' og fra Instagram i mange forskellige - og alle meget afklædte - situationer. Et udvalg af billederne er netop udkommet som en fotobog med titlen 'Girlification'.

Bogprojektet har både været grænseoverskridende og fået Petra Kleis til at arbejde på en anden måde.

Det fortæller de mere om her - både om at fotografere nogen lige op i skridtet, at få lokket tøjet af sin mor og om fire konkrete billeder fra bogen.

- Det her billede fra bogen kan jeg virkelig godt lide. Kroppen er skulpturel på en fascinerende måde, som jeg godt kan lide at kigge på. Og så synes jeg, at det er fint, at øjenskyggen, trøjen og neglene er gule, hvilket ikke var planlagt, fortæller Maja Malou Lyse. (Foto: © Petra Kleis, Petra Kleis)

Hvad er det, bogen som medie kan?

Maja: En kvalitet ved bogen er, at man kan beskæftige sig med nøgenhed uden at blive censureret. I dag forbruger vi jo fotografi og kroppe meget gennem digitale medier, og det er lidt sjovt, at den udkommer på 50-året for frigivelsen af billedpornografien. Meget er sket siden da, men vi ligger stadig under for censurproblematikker. Det er jo ikke ligefrem en Instagram-venlig bog.

Hvordan mødtes I?

Petra: Vi lavede en modeserie til Vice (webmagasin), som var fed, men ikke 100 procent det, vi havde lyst til at lave. Jeg kunne virkelig godt lide at fotografere Maja, og jeg ville gerne lære hende at kende og finde ud af, hvem hun var. Jeg var - og er stadig - fascineret af Majas forhold til sin krop, og jeg beundrer hende rigtig meget. Hun var ikke som nogen, jeg havde fotograferet før.

På bogens første side kalder Annie Sprinkle, amerikansk kunstner, sexolog og tidligere sexarbejder med mere, Petra Kleis og Maja Malou Lyse en 'dynamisk duo', der 'på intelligent vis kommenterer nutidens pornokultur på en oplyst og ikke-fordømmende måde'.

Hvordan var hun anderledes?

Petra: Ofte er folk enormt blufærdige - og når jeg viser dem billederne, siger de tit noget negativt om sig selv. Men på intet tidspunkt i de tre år, vi har skudt, har Maja sagt noget negativt om sig selv. Og det er fuldstændig unikt. Det har jeg aldrig oplevet før. Og jeg tænkte, at hvis denne her lækre holdning til, hvordan man ser ud, kunne smitte lidt af på mig, så ville det være fedt.

Det har ikke været nogen nem opgave at barbere det store billedmateriale ned til bogen. Og indimellem har de været uenige om, hvilke billeder der skulle med, og hvilke der skulle skrottes, fortæller Petra Kleis og Maja Malou Lyse. (Foto: © Hedda Rysstad, Dr)

Så der var også en personlig motivation for at lave bogprojektet?

Petra: 100 procent! Jeg følte, Maja kunne lære mig noget. Hun er ti år yngre, så det burde nok være mig, der kunne lære Maja noget om krop og selvopfattelse, men sådan var det slet ikke. Det var helt omvendt.

Maja: Din Instagram er i hvert fald gået fra at være bornert til at være lidt slutty. Det føler jeg, at jeg har haft en indflydelse på.

Petra: Helt sikkert. Der er intet, der kan skræmme mig nu, når det kommer til nøgenhed. Måden, jeg ser på billeder og retoucherer på, har også ændret sig. Fuldstændig. Fra at jeg som udgangspunkt altid retoucherede, til at jeg nu lader være, hvis jeg kan det.

- Jeg er begyndt at sige nej, hvis jeg bliver bedt om at gøre folk slankere. Jeg føler generelt, jeg er begyndt at tage mere ansvar for, hvad der ryger ud i verden. Min horisont er bare blevet større på alle mulige måder, fortæller Petra Kleis. (Foto: © Hedda Rysstad, Dr)

Betyder det noget for dig, Maja?

Maja: Ja, det er da dejligt at høre. Det har nærmest været en præmis for os ikke at tale om projektet undervejs. Vi kan bare helt vildt godt lide at hænge ud sammen. Jeg føler mig godt tilpas i Petras selskab; det føles meget legende og frit, et dejligt afbræk fra hverdagen og bekymringer. Vi har skabt vores egen lille utopi, selvom vi kommer fra forskellige verdener og lever forskellige liv.

Petra: Det har været et meget tillidsfuldt rum. Både i forhold til, hvad vi har delt med hinanden, men også i forhold til, at jeg har fotograferet Maja i de mest sindssyge situationer, som de fleste ville synes, var ret intime.

Maja: Dér har du også ændret dine grænser. Halvvejs inde i projektet sagde jeg, at der var virkelig mange billeder af min kusse, men kun af venusbjerget. Så var du sådan: 'Jeg kan ikke tage et billede af din vulva!'. Og hvad skete der så, lige pludselig var det det eneste, vi fotograferede.

Petra: Haha, ja. Det er faktisk rigtigt. Jeg havde jo aldrig fotograferet nogen på den måde. Men nu ville du kunne smide trussen any day, og jeg ville kunne fotografere dig lige op i skridtet, uden at det ville røre mig.

Maja: Jeg tror også, at jeg gjorde det til et krav på et tidspunkt.

Petra: Og det er jo så rigtigt set.

- Jeg har haft virkelig meget brug for, at bogen ikke skulle være et udtalt feministisk, politisk projekt. Tværtimod. At det bare kunne være mere legende og eksperimenterende, siger Maja Malou Lyse, der er i gang med sit sidste år som studerende på Kunstakademiet. (Foto: © Hedda Rysstad, Dr)

Maja: Jeg skal ofte forklare og forsvare det, jeg selv laver; det kan også blive lidt kedeligt i længden. Det teoretiske er en vigtig del af min praksis, men det er helt vildt befriende for mig at bare kunne være en krop og slå hjernen fra.

Petra: Der er også kommet nogle billeder ud af det, som viser en anden side af dig, fordi de er knap så iscenesatte. For eksempel det, hvor du sidder på køkkenbordet, som egentlig var et hadebillede for dig. Men derfor mente du, det skulle med, fordi det skal nive lidt, som du sagde; der skal være noget på spil. Og det beundrer jeg dig virkelig for. Det føles som en meget sårbar Maja på det billede.

- Jeg kan slet ikke holde ud at kigge på det billede, fordi jeg var sådan et mørkt sted. Jeg får det fysisk dårligt, og jeg har virkelig nogle svære følelser knyttet til det øjeblik i mit liv, fortæller Maja Malou Lyse. (Foto: © Petra Kleis, Petra Kleis)

Har du lært noget ved at se dig selv gennem Petras øjne, Maja?

Maja: Ja, jeg tror, at grunden til, at vi har fortsat, selvom det også har været svært for mig at afgive kontrollen, er fordi jeg har været nysgerrig på at se mig selv udefra. At det har været ret spændende og udfordrende at undersøge mig selv fra et udefrakommende blik.

Er det vigtigt for jer, om folk fanger de referencer til kunstnere og andre fotografer, der er i bogen, eller om de ser den som mere pornografisk?

Maja: Jeg er virkelig ligeglad. Jeg har et stort behov for at distancere mig fra det hierarki, der kan være inden for billeder, hvor kunst ses som mere betydningsfuld end pornografi.

Petra: Er det et bedre billede, hvis man forstår alle referencer? Det er jo et lige godt billede uanset. Og jeg tror altid, at det vil være sådan, at nogle forstår det på ét plan, andre på et andet.

Maja: Du vil aldrig nogensinde kunne begribe, hvad beskuerens udgangspunkt er, deres baggrund og oplevelse af verden. Det må man bare give slip på.

Petra: Jeg tror, at mit eneste håb er, at folk vil trække på smilebåndet. At de kan se, at bogen er humoristisk, og at det handler om ikke at tage kroppen så pisseseriøst. At have noget selvironi og have fun with it.

- Min mor er åben, men ligesom de fleste andre ret kropsforskrækket. Jeg kommer ikke fra en familie, hvor min mor har rendt rundt splitterravende nøgen. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra. Mine personlige grænser ligger et andet sted. Jeg er meget mere privat med, hvem jeg dater, hvem jeg er venner med, hvad jeg går og dealer med mentalt. Det kunne jeg aldrig lægge ud på Instagram for eksempel, fortæller Maja Malou Lyse. (Foto: © Petra Kleis, Petra Kleis)

Majas mor er også med på et par billeder - hvordan fik I hende med?

Maja: Jeg tror, at det nogle gange har været lidt svært for min mor at forstå, hvorfor jeg gjorde de ting, jeg gjorde. Og det her har måske været hendes måde at prøve at imødekomme mig på og prøve at sætte sig ind i min position.

Petra: Jeg startede med at foreslå, at I var nøgne, og så zoomede jeg ligesom ud - og så opstod det dér med, at I skulle stå og holde hinandens bryster. Prøv at se, hvor meget I ligner hinanden. Det er så sindssygt. Jeres ansigter er helt ens - og brysterne.

Maja: Ja, det er virkelig sjovt. Og brystvorterne. Ej, det havde jeg slet ikke tænkt på. Det er så mærkeligt! Hvor er det syret, når jeg sidder og kigger på det.

Petra: Det er totalt din fremtid. Det er ligesom, du står med dit ældre jeg. Og I støtter hinanden. Det er et meget smukt og rørende billede. Der er så meget symbolik i det.

- Det er mig, der holder Majas hånd her. Det er taget i Majas atelier. Jeg viser ligesom, at: 'Jeg er der med dig'. Og så er der Majas meget tillidsfulde blik. Det føles som et meget solidarisk billede. Der er noget rørende ved det, jeg kan ret godt lide det, siger Petra Kleis. Og Maja Malou Lyse tilføjer: - Det er det eneste billede, hvor du har en kropslig tilstedeværelse og ikke kun er et blik. (Foto: © Petra Kleis, Petra Kleis)

Skal I blive ved med at tage billeder, nu hvor bogen er færdig?

Petra: Jeg har en drøm om, at vi mødes om 20 år og måske genskaber hele lortet. Det kunne være ret sjovt. Og så tror jeg, vi kommer til at tjekke ind med hinanden, spise sammen, snakke og høre, hvordan det går. Jeg har jo ikke en ven som Maja - og jeg tror heller ikke, hun har en ven som mig. Vi er hinandens portal til en anden verden.

Maja: Du er nok min eneste voksenven.

Petra: Jeg hader, at du kalder mig voksen. Det er fucking nederen. Men ja, jeg er vel voksen.

- Vi har virkelig grinet meget, og bogen bærer også præg af, at vi virkelig godt kan lide hinandens humor, fortæller Petra Kleis. (Foto: © Hedda Rysstad, Dr)