Pilou Asbæk efter hæsblæsende år: 'Fans har råbt efter mig, at jeg har ødelagt Game of Thrones'

Vanvittige fans, Hollywood-skulderklap og sygdom i familien. En ny bog går helt tæt på et år i Pilou Asbæks liv.

- Jeg synes, der var noget flabet i at skrive om det hele, mens det skete, siger den travle Pilou Asbæk om sin nye bog, der går tæt på et år i skuespillerens liv. Her ses han i øvrigt til en prisfest hos magasinet Esquire i Spanien tidligere denne måned. (Foto: Carlos Alvarez © 2019 Getty Images)

Der er fuld fart på Pilou Asbæks liv.

Det ene øjeblik indspiller han en dyr actionfilm i Kina, og det næste promoverer han en Hollywood-film i Australien.

Og næsten lige meget hvor han kommer, er der folk, der genkender ham som Euron Greyjoy fra HBO-successerien 'Game of Thrones'. En rolle, der for alvor har gjort ham til et kendt ansigt udenfor Danmarks grænser, og som har skaffet ham mange fans.

Der er med andre ord altid en masse vilde oplevelser på menuen hos Pilou Asbæk. Så mange, at de nærmest råber på at blive fordøjet i en dagbog.

Og det er faktisk, hvad den 37-årige skuespiller har gjort. Nu kan han i hvert fald sætte sine oplevelser fra det seneste års tid ind i bogreolen.

Journalisten Kristoffer Zøllner har nemlig fulgt Pilou Asbæk det seneste hæsblæsende og tankevækkende år i hans liv, hvor skuespilleren tilmed også har været vidne til, at hans bror blev ramt af leukæmi.

Disse oplevelser er nu blevet til bogen 'Alting sker på en gang', der udkom hos Gyldendal i går.

Bogen er tilmed så frisk, at det sidste punktum blev sat for bare to måneder siden, fortæller skuespilleren, der donerer en stor del af sin indtjening af bogen til Kræftens Bekæmpelse.

Men faktisk har der ikke kun været fart over feltet det seneste års tid. Det har der været, lige siden Pilou Asbæk slog igennem med fængelsfilmen 'R' og 'Borgen' i 2010.

Vi har derfor talt med den danske filmstjerne om hans karriere og alt det, der følger med, når man som ham også bliver et kendt ansigt ikke bare herhjemme, men også i udlandet.

Hvorfor gik du med til at lave en bog nu?

- Jeg har lavet denne bog af to grunde. Den noble grund er, at jeg kan donere nogle penge til Kræftens Bekæmpelse, da min bror er blevet ramt af leukæmi. Og så er der den mindre noble grund, nemlig at jeg har lyst til at fortælle denne historie for at få et vidnesbyrd om, hvad fuck, der skete det år.

Pilou Asbæk i rollen som Euron Greyjoy i fantasyserien 'Game of Thrones', der har gjort ham til et navn i udlandet. (Foto: HELEN SLOAN © HBO Nordic)

Hvordan har du det med at blive kontaktet af fans ude i verden?

- Folk er meget passionerede – især når det gælder 'Game of Thrones', der har de mest hardcore fans, jeg har oplevet.

- Jeg har mødt mandlige fans, der var klædt ud som White Walkers, som råbte, at jeg havde ødelagt 'Game of Thrones'. Og kvinder klædt ud som Cersei Lannister, der spørger mig, hvordan det er at kneppe dronningen og dermed antyder, at de gerne vil have sex med mig. Det er grænseoverskridende. Men jeg har lært at grine af det og ikke tage det ind.

Hvornår har du allermest optur over at være skuespiller?

- Det har jeg, når jeg arbejder sammen med dygtige mennesker, der er bedre end mig selv. Det er en kliché, men sådan har jeg det. I sport skal du jo også altid spille med nogen, der er bedre end dig selv.

- Når jeg gør det, elsker jeg mit fag overalt på jorden, og så har jeg verdens fedeste arbejde. Jeg har naturligvis både gode og dårlige dage, men jeg elsker mit liv og er et lykkeligt menneske.

Pilou Asbæk har i mange år haft et helt særligt samarbejde med instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm. De har bladnt andet lavet filmene 'R', 'Kapringen' og 'Krigen' sammen. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Hvilken skuespiller har du haft en særlig mindeværdig oplevelse med?

- En af mine største what-the-fuck-øjeblikke er Morgan Freeman. Vi lavede en scene i Ben Hur, hvor jeg gjorde mit bedste, mens han var fænomenal. Da vi var færdige med scenen, ville alle op og please Morgan Freeman, men han skubbede folk væk, gik direkte hen til mig, gav mig hånden og sagde: 'Great work, kid'.

- Alle i produktionen, som jeg ellers havde arbejdet sammen med i tre måneder, stod bare og måbede. Og fra den dag behandlede de mig anderledes på settet. Dér blev jeg blåstemplet af den gamle.

Hvilken film har så betydet mest for din karriere?

- Det, der har givet mig mest herhjemme, er naturligvis 'Borgen', 'R' og mit samarbejde med Tobias Lindholm. De ting har defineret min danske karriere, mens 'Game of Thrones' og 'Ghost in the Shell' har gjort mig til et lille navn i den der gigantiske Hollywood-industri.

Hvordan har du det med at være kendt?

- Jeg fik så massivt et gennembrud med 'R' hos kritikerne og dernæst hos folket med 'Borgen'. Det var meget voldsomt at blive offentlig. Og det kan godt være, at det er en YouTube-drøm for de små børn, men du giver jo også afkald på nogle ting.

Så hvad savner du mest ved det anonyme liv?

- At jeg ikke behøver underholde, når jeg sidder i alle mulige situationer. Jeg savner, at det ikke er min karriere eller mit liv, vi altid skal snakke om. Det er ret drænende. Både for mig, men så absolut også for min familie. Mit arbejde er jo ikke mere interessant end mange andres.

- Jeg bliver mindet om, hvem jeg er, når jeg går på gaden. Det er usundt. 'Se, der går Pilou', du ved. Og folk tager billeder. Men for mig er det at gå på gaden jo også at glemme sig selv, og blende ind i et bybillede og forsvinde lidt. Det kan jeg godt savne.

Hvilken film drømmer du om at lave?

- Jeg vil pisse-gerne lave en James Bond på et tidspunkt, men det er drengerøven i mig, ikke kunstneren, der taler.

- Kunstneren i mig vil hellere lave en art house-film på en lille ø med tre andre mennesker – jo mere barsk og brutalt, jo bedre.

Pilou Asbæk er en berejst mand. Her møder han begejstrede fans under en premiere for Hollywood-filmen 'Ghost In The Shell' i Seoul, Sydkorea. (Foto: Woohae Cho © 2017 Getty Images)

Hvad er den vildeste gave, du har fået?

- Året efter at vores datter bliver født, giver min kone Anna mig en bog i julegave, hvorpå der står; 'det første år med far'. I den havde hun samlet alle de billeder, der var taget af Agnes og jeg sammen.

Der knækkede filmen bare for mig. Jeg har aldrig grædt så meget og været så taknemmelig og glad for en gave som den. Det er den vildeste gave, jeg nogensinde har fået.

Hvad kan du blive nervøs over?

- Jeg kan være nervøs over, at nogen skal dø. Eller at en i min familie kommer ud for et uheld. Sådan noget. Som skuespiller kan jeg være meget nervøs over, om det er slut nu, karrieremæssigt. Men lad os sige, at det rent faktisk var slut nu – har det så ikke været sjovt? Fuck jo! Det har været og er stadig vildt sjovt.

Pilou Asbæk med Juliette Binoche, instruktør Rupert Sanders og Scarlett Johansson ved premieren på filmen 'Ghost in the Shell'. Den film har været med til at gøre danskeren til 'et lille navn i den der gigantiske Hollywood-industri'. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)