Prestigefyldt litteraturpris går til nordirsk forfatter

Forfatteren Anna Burns har fået Man Booker-prisen for sin bog "Milkman".

Den nordirske forfatter Anna Burns med bogen "Milkman". Tirsdag aften vandt hun Man Booker-prisen for fiktion. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Den store litteraturpris Man Booker Prize går til forfatteren Anna Burns, der er fra Nordirland.

Hun modtager prisen, der er en af de mest prestigefyldte internationale bogpriser i verden, for bogen "Milkman".

Det skriver AP ifølge Ritzau.

Man Booker Prize blev uddelt tirsdag aften i London.

Første nordirske forfatter

"Milkman" rummer en voldelig historie om mænd, kvinder, magt og konflikt i lyset af volden under konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Burns er den første nordirske forfatter, der modtager prisen, som også indeholder 50.000 pund - svarende til omkring 425.885 kroner.

Prisen gives til engelsksprogede forfattere.

Det var Camilla, som er hertuginde af Cornwall, der overrakte prisen til forfatteren i forbindelse med en ceremoni i London tirsdag aften.

Bogen handler om familiebånd, socialt pres, politiske forbindelser som middel til seksuel tvang og chikane.

Den foregår i 1970'erne, men er udgivet i en tid, hvor MeToo-bevægelsen brød ud og har sat sine spor, skriver nyhedsbureauet AP.

Romanen får folk til at tænke over Metoo-bevægelsen, vurderer filosof Kwame Anthony Appiah, der sad i dommerpanelet.

- Jeg kan lide andre romaner, der får folk til at tænke over nuværende bevægelser og udfordringer, sagde han.

/ritzau/

Facebook
Twitter