Prisvindende spansk 'forfatterinde' har vist sig at være tre mænd

Forfatteren Carmen Mola har vist sig at være et pseudonym benyttet af tre spanske manuskriptforfattere.

Bag forfatteren Carmen Mola gemmer sig tv-manuskriptforfatterne Agustin Martinez, Jorge Diaz og Antonio Mercero. (Foto: QUIQUE GARCIA © Scanpix)

Den spanske litterære verden fik sig lidt af et chok, da der i fredags blev uddelt bogprisen Planeta i Barcelona.

Vinderen af prisen blev nemlig forfatteren Carmen Mola. Men da prisen skulle uddeles, og takketalen skulle holdes, var det ikke en kvinde, der trådte op på scenen.

Det gjorde derimod tre midaldrende mænd.

For Carmen Mola viser sig at være et pseudonym for tv-manuskriptforfatterne Agustín Martínez, Jorge Díaz og Antonio Mercero. Det skriver flere medier, blandt andre CNN.

Kong Felipe og dronning Letizia af Spanien var blandt gæsterne, da Carmen Molas sande identitet blev afsløret. (Foto: Royal-ES / dana press © Scanpix)

På hjemmesiden hos Carmen Molas agent bliver den fiktive kvinde beskrevet som en forfatter født i Madrid, som skriver under pseudonym for at forblive anonym.

Ingen havde dog regnet med, at det er tre mænd, som står bag forfatteren. Blandt andet, fordi der på hjemmesiden er en serie billeder af en kvinde, som kigger væk fra kameraet, og at hun tidligere er blevet beskrevet som en universitetsprofessor, der boede sammen med sin mand og børn i Madrid.

Carmen Mola-bøgerne er kendt for at være særdeles blodige og yderst grafiske, og netop kontrasten mellem forfatterens påståede liv som en gift universitetsprofessor og bøgernes voldelige natur er af flere blevet set som et nyttigt marketingsredskab.

- Vi gemte os ikke bag en kvinde, vi gemte os bag et navn. Jeg ved ikke om et kvindeligt pseudonym ville sælge mere end et mandligt et, men det tvivler jeg på, udtaler en af forfatterne, Antonio Mercero, til avisen El Pais ifølge The Guardian.

'I er svindlere'

Nyheden om de sande forfattere bag Carmen Mola har forståeligt nok overrasket folk fra den spanske litterære verden.

Og det er ikke alle, der er lige begejstrede.

Én af dem er forfatteren og feministen Beatriz Gimeno, som tidligere har været direktør for Kvindeinstituttet i Spanien.

- Udover at bruge et kvindeligt pseudonym har disse mænd brugt år på at give interviews. Det er ikke kun navnet – de har lavet en falsk profil for at lokke læsere og journalister til. I er svindlere, skriver hun på Twitter.

Kvindeinstituttet i Spanien udvalgte i 2020 Carmen Molas forfatterskab som feministisk læsning sammen med blandt andre Margaret Atwood og den spanske forfatter Irene Vallejo.

FacebookTwitter