Puk på 26 mistede sin mand, mens hun var gravid: Nu skriver hun om døden og livet i ny bog

Puk Qvortrup var nødt til at skrive om sin mands dødsfald for at kunne komme videre.

For ét år siden lå Puk Qvortrup sammenkrøbet på sin sofa, kollapset efter i flere år at have forsøgt at holde at holde sorgen og sammenbruddet fra døren.

Hun havde lige brugt sin sidste energi på Northside Festival, hvor hun skiftevis festede igennem og kastede sig rundt i moshpitten eller gik kold i græsset på festivalpladsen.

Nu gik den ikke længere - hun blev nødt til at ringe til sin læge.

Først fik hun bestilt nogle tider til sine sønner, som blandt andet skulle vaccineres. Da lægesekretæren spurgte, om der var andet, hun kunne hjælpe med, brød Puk Qvortrup sammen:

- 'Det er noget om mig...', sagde jeg til hende - og så begyndte jeg at græde: 'Jeg har det virkelig underligt, og jeg kan næsten ikke holde ud at leve', fortæller den 32-årige journalist og forfatter om opkaldet, som blev ret afgørende.

Ikke kun fordi det betød, at hun endelig kom til psykolog og fik behandling for den stress, angst og depression, hun havde opbygget, siden hun pludselig mistede sin mand i 2012, bare 26 år gammel.

Opkaldet blev også begyndelsen på Puk Qvortrups selvbiografiske debutroman 'Ind i en stjerne', der endte med at have en teraputisk effekt på hende.

Var nødt til at skrive om døden

Bogen udkom i maj og er allerede solgt til oversættelse i blandt andet Tyskland og Italien, og i denne uge fortæller Puk Qvortrup om bogen på Aarhus' internationale litteraturfestival LiteratureXchange.

Det er mindre end et år siden, at Puk Qvortrup gik i gang med at skrive bogen, der beskriver forløbet fra hun mistede sin mand, Lasse, der faldt om med hjertestop under et halvmaraton, mens hun var højgravid med deres andet barn - til i dag, hvor hun er blevet gift og mor igen.

- Det er en historie, der handler om livet. Jeg har skrevet om døden for at kunne skrive om livet, siger hun og fortæller, at hun i lang tid har vidst, at hun var nødt til at skrive om Lasses død.

I begyndelsen skrev hun dagbog og digte om sine tanker, følelser og livet som alenemor til to små, faderløse drenge.

- Da jeg overgav mig til at skrive 'Ind i en stjerne', så fossede den ud af mig. Den har bare ventet på, at jeg skulle skrive den. Jeg skrev det første udkast på otte uger.

Puk Qvortrups mand døde af et hjertestop som 27-årig. Obduktionen viste, at det skyldtes en tidligere betændelsestilstand. (© Grafik: Oliver Seppo)

Helt hen og kysse hans lig

Det intense skriveforløb var på ingen måde rart for Puk Qvortrup, som befandt sig midt i sammenbruddet, mens hun skrev og samtidig forsøgte at være noget for sin familie.

'Forfærdelig' og 'ekstremt smertefuld' kalder hun processen, hvor hun blandt andet var tvunget til at genbesøge nogle ret traumatiske minder.

- Jeg lukkede øjnene, og så var jeg tilbage på hospitalsstuen, siger hun og lukker sine øjne, mens hun fortæller videre om det, hun så for sit indre blik:

- Lasse lå lige foran mig med sin store, opsvulmede krop, med slanger over det hele og huden, der skiftede kulør. Han var der, og jeg kunne endda mærke hans kolde læber igen og kysse liget af ham.

Men Puk Qvortrup var nødt til at konfrontere de svære minder, før hun rigtig kunne sætte ord på, hvad oplevelserne havde gjort ved hende og give slip på det 'monster', som Lasses lig var blevet til i hendes hukommelse.

Skriveprocessen blev en krigserklæring

Der var til gengæld andre minder, som var sværere for Puk Qvortrup at huske, og det gjorde næsten endnu mere ondt.

- Jeg kunne for eksempel ikke huske, hvordan jeg fortalte Elmer, at hans far aldrig kom hjem igen. Jeg havde huller i min hukommelse, og jeg måtte sidde med mine dagbøger og prøve at genskabe dem.

I bogen skriver Puk Qvortrup blandt andet om de konfliktfyldte følelser, hun oplevede som sørgende enke og nybagt mor. (© Grafik: Oliver Seppo)

I bogen beskriver hun, hvordan hun tager sin dengang toårige søn i hånden, går ind på hans værelse, sætter sig på gulvet med ham og ser på et billede af Lasse, som de vinker til, mens hun græder.

Det vigtigste for Puk Qvortrup er ikke, om det var præcis sådan, hun fortalte sin søn om hans fars død. Det vigtigste er, at hun fik en følelse af kontrol tilbage.

- Det, der er sket, har styret mig. At skrive blev en krigserklæring: Nu styrede jeg min historie, siger hun og fortæller, at der også er detaljer i bogen, hun bevidst har ændret for at få det til at passe bedre med den måde, hun følelsesmæssigt oplevede situationerne.

Hele forløbet var kaotisk, og Puk Qvortrup ville gerne have, at bogen skulle afspejle den tilstand af dyb indre sorg og et hektisk ydre liv med to små børn, som hun befandt sig i.

- Jeg ville gerne være i mit upålidelige sind og skrive derfra, så jeg ikke blev et sandhedsvidne og bogen en rapport om et hændelsesforløb, siger hun.

Derfor talte hun heller ikke med venner og familie om alle de faktuelle detaljer, om hvad der skete hvor og hvornår.

Har fået håbet igen

Bogens litterære og sproglige kvaliteter har også været ekstremt vigtige for hende og noget, hun bevidst har arbejdet med, siden hun begyndte at skrive i august sidste år.

At der skulle gå seks år, før Puk Qvortrup var parat til at skrive historien, var helt nødvendigt, mener hun.

- Det skulle have alle de år, før det havde nok niveauer i sig, så jeg ikke bare skrev en sørgelig historie – men kunne reflektere over alt det, det har gjort ved mig, mine børn, min familie, mine venner og mit forhold til min afdøde mand.

Lige efter Lasses død kontaktede flere medier Puk Qvortrup for at få hende til at fortælle sin historie, men det afslog hun.

- Jeg vidste godt, at jeg skulle fortælle det her på et tidspunkt, men jeg havde ikke noget budskab dengang, kun noget sørgeligt at fortælle, siger hun og tilføjer, at det var vigtigt for hende, at historien også indeholdt et håb om, at livet ville blive bedre igen.

- Det første år var der ikke noget håb, men det har jeg fået siden.

- Sproget har været et afsæt til at beskrive noget, som har været meget modbydeligt på en smuk måde, siger Puk Qvortrup om sit behov for at bruge et sansemættet og poetisk sprog. (© Grafik: Oliver Seppo)

En knytnæve lige i solar plexus

Håbet var i begyndelsen noget, Puk Qvortrup havde behov for at finde for sig selv, og hun skrev først og fremmest bogen for sin egen skyld.

Men nu hvor bogen er ude, har hun fundet ud af, at den også kan inspirere andre.

Hun har blandt andet hørt fra en læser, en ung gravid kvinde, der lige havde mistet sin mand.

- Det var en knytnæve lige i solar plexus at læse, hvordan hun stod lige præcis dér, jeg også havde været og bare savnede så meget, fortæller hun.

Kvinden skrev, at 'Ind i en stjerne' havde vist hende, at der måske fandtes et liv på den anden side af den enorme sorg, hun stod midt i.

- Og det er da det fineste, jeg overhovedet kunne håbe på: At give håb til en kvinde, som har mistet alt håb. Så er det lige meget med alle de flotte modtagelser, siger Puk Qvortrup.

Romanen er ellers blevet flot modtaget, har fået gode anmeldelser og masser af medieomtale, og det er Puk Qvortrup både glad og stolt over. Men hun er især glad for, at mange nu kender hendes historie, så hun ikke selv behøver at fortælle den.

- Når jeg møder publikum nu, ved de godt, hvad der er hændt. Deres umiddelbare chok over min katastrofe er jeg forskånet for, og derfor kan jeg tale helt frit om alt det svære og tabubelagte, siger Puk Qvortrup, der er i gang med at skrive sin næste roman, som er ren fiktion.

At skrive 'Ind i en stjerne' og få den udgivet har været terapeutisk i forhold til sorgen, selvom processen var tæt på at ødelægge hende.

- Jeg var bange for, at historien ville vinde over mig; at jeg ville blive bragt tilbage i sorgen og ikke kunne vende tilbage. Nogle gange føltes det som en kamp på liv og død, når jeg sad og skrev. Men da jeg blev færdig med den og kunne lukke den og skubbe den væk, så kunne jeg for første gang skabe en fysisk afstand, siger hun og peger på sin bog:

- Nu ligger den hos dig, og du kan læse den, som du vil. Den er ikke kun min. Den er noget andet, end det der er sket.

Facebook
Twitter