Rasmus' Grønlands-bog imponerer anmelderne: 'Vi taler slet ikke nok om, at Danmark er en kolonimagt'

Den anmelderroste debutant Rasmus Theisen har skrevet en spændingsroman om en ung dansker, der flytter til Grønland.

(Foto: Jacob Ehrbahn © Scanpix)

Som 21-årig tog Rasmus Theisen en beslutning, som de færreste gør i den alder.

Han pakkede tasken, rejste til det kolde Vestgrønland på ubestemt tid, flyttede fra bygd til bygd og arbejdede forskellige steder som ufaglært.

Fem år senere, nu som 26-årig, har han brugt sine egne oplevelser på den grønlandske vestkyst som grundlag for sin debutroman 'Andre hunde', der udgives af Gyldendal.

Spændingsromanen handler om en ung dansk mand, der flytter til Nordvestgrønland. Han kender ikke sproget, og han kender ikke koderne i lokalsamfundet, som består af lokale, fastgroede danske tilflyttere, flyfriske turister og guides.

Og med tiden bliver den unge danske hovedperson hvirvlet ind i et lokalsamfund, hvor der både findes radikalisering, forelskelse, magt og modmagt.

- Min egen personlige rejse derop var heldigvis ikke lige så dramatisk, som hovedpersonens rejse i bogen er, fortæller Rasmus Theisen.

Men der er dog flere ligheder mellem den unge, naive hovedperson og Rasmus Theisen.

Ville være stationær langt væk fra trygge Danmark

For præcis som hovedpersonen vidste debutforfatteren med egne ord "ikke en skid om Grønland", da han rejste dertil i 2016.

Han var ikke interesseret i at rejse, som mange andre af sine jævnaldrende. Han havde derimod lyst til at være stationær et sted langt væk fra trygge Danmark.

- Jeg havde en halvkolonialistisk ide om at skulle til en ødemark et eller andet sted. Lidt som en opdagelsesrejsende.

- Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var nemmere at tage til Grønland end til Sibirien, fordi man som dansker ikke behøver arbejdsvisum, fortæller Rasmus Theisen.

Over flere omgange nåede den unge forfatter at bo i forskellige bygder i Vestgrønland i sammenlagt ti måneder. Her gjorde han rent, var arbejdsdreng på en byggeplads samt kortvarigt ansat som assisterende vvs'er og skorstensfejer.

Og det var en god icebreaker, når han mødte de lokale, som godt kunne undre sig over, hvorfor den unge dansker havde slået sig ned i deres lokalsamfund.

- Jeg blev oftest mødt af en stor gæstfrihed. Specielt da jeg havde et job, for så havde jeg en funktion. Men jeg blev også set lidt an, hvilket jeg godt forstår, da der hele tiden foregår en stor befolkningsudskiftning af danskere i Grønland, siger Rasmus Theisen.

En debutroman, der vil sætte dagsorden

Forfatteren, der er opvokset på Mols i Djursland, har fået overvejende positive ord med på vejen af de danske anmeldere, siden hans debutroman udkom 12. august.

Blandt andet af Politiken, som giver 'Andre hunde' fem ud af seks hjerter og kalder den for en "romandebut, der vil sætte dagsorden".

(© Gyldendal)

Berlingske kvitterer med fire ud af seks stjerner og skriver, at Rasmus Theisen "skriver med en sproglig modenhed som de største forfattere, når han rammer den rent."

Jyllands-Posten er mere sparsom med antallet af stjerner, som rammer tre ud af seks. I overskriften af anmeldelsen hedder det: 'Andre hunde' er en medrivende, mørk rodebutik.

Weekendavisen uddeler ikke stjerner, men skriver, at "Rasmus Theisen debuterer med en triumferende talentfuld roman om at gå apokalyptisk i hundene i Grønland."

Den danske James Bond-skurk

I 'Andre hunde' møder man også karakteren Muldvarpen, som er en dansker, der "ejer hele kysten og det halve af byen".

- Med Muldvarpen har jeg forsøgt at lave en rigtig James Bond-skurk, som er baseret på danskere, man hører om, når man befinder i Grønland.

- Han er en syntetisk figur, som er baseret på typen af pengestærke og opportunistiske danske forretningsmænd, som er genstand for sager i lokale medier, hvor de bliver anklaget for at være grådige og købe sig til billig udenlandsk arbejdskraft - henover hovedet på de lokale, siger Rasmus Theisen.

Disse lokale korruptionssager er ifølge forfatteren ikke noget, som skaber overskrifter herhjemme, men det burde det, mener den 26-årige forfatter.

- Vi sender bare kronprinsen afsted til at køre lidt slædehund, og så er vores forhold godt. Vi snakker slet ikke om, hvor mange danskere der driver virksomhed deroppe, og hvordan det foregår.

Vi skal snakke om vores tilstedeværelse i Grønland

I det hele taget håber Rasmus Theisen, at han med sin debutbog kan være med til at starte en samtale om Danmarks forhold til Grønland.

- Bogen har ikke et ensidigt politisk ståsted, men kolonisering er et konstant tema i interaktionen mellem karaktererne. Og det er danskerne, der i bogen bliver radikaliseret og begynder at slå sig på deres eget selvbillede som velmenende kolonister.

- Det er mit håb, at bogen kan få danskere til at lytte og tale mere åbent om vores konkrete tilstedeværelse i Grønland.

For vi taler slet ikke nok om, at Danmark er en kolonimagt, mener Rasmus Theisen.

- Vi må til at tale mere ømt om vores tilstedeværelse i Grønland. Jeg mener, at vi er nødt til at snakke om, hvad det vil sige at kolonisere et folk? Hvad er det for nogle historier, vi skal lytte til? Er det Knud Rasmussen, eller skal vi videre i programmet, spørger Rasmus Theisen, som eksempelvis gerne vil have, at Grønland fylder mere i folkeskolen.

- Jeg så gerne, at rigsfællesskabet (der udgøres af Danmark, Grønland og Færøerne, red.) kom endnu mere på skoleskemaet, eller i det mindste fik mere vægt i den danske folkeskole. Og så burde danskere begynde at at læse grønlandske medier i stedet for arktiske nyheder gennem de danske medier, lyder opfordringen fra Rasmus Theisen.

Facebook
Twitter