Sarah frygtede reaktionerne på sin debut: 'Må man godt skrive om Herning på den måde?'

Sarah Skyt Perssons første roman handler om en ung, mislykket kvinde fra Herning.

Er du Maria? Har du også knaldet med din chef på en rød bil i Aabenraa?

Det var et par af de spørgsmål, som Sarah Skyt Persson forestillede sig, at hun ville blive mødt med, når hendes debutroman 'Sku' det være en anden gang' udkom.

Et klart nej er hendes svar på begge spørgsmål. Men hendes frygt for lige netop den slags spørgsmål bundede i, at hovedpersonen i bogen, der udkom i august, er en ung kvinde, der bor i Herning og arbejder i den lokale Sydbank-filial - ligesom Sarah Skyt Persson selv har gjort det.

Men Sarah er ikke Maria, selvom de to har flere ting til fælles.

- Jeg arbejdede på en anden roman i nogle år, som jeg simpelthen ikke kunne få til at leve. Den foregik i København. Men så begyndte jeg at skrive noter til den her historie om Maria, fortæller hun, da vi mødes på en cafe midt på gågaden i den midtjyske købstad.

- I starten handlede den bare om en kvinde, som var lidt det samme sted i livet som mig selv, men så placerede jeg hende i Herning og flyttede hende ned i Sydbank, og pludselig kom det hele væltende.

- Hvis jeg skal stille det skarpt op, så er mange af hendes tanker mine, og hendes handlinger er noget, jeg har fundet på. Så jeg kan genkende meget af det, hun tænker for sig selv og ikke tør sige højt. Men så har hun nogle måder at reagere, som er anderledes. (Foto: Betina Garcia)

Har fået både støtte og kritik

I dag bor 33-årige Sarah Skyt Persson i København, hvor hun også har læst på universitetet, men fra hun var 15 år gammel og syv år frem, arbejdede hun selv i Sydbank. Først som piccoline efter skole og senere som kasserer på fuld tid.

- Da jeg satte hende ned i Sydbank, kunne jeg bare navigere rundt med lukkede øjne. Jeg vidste, hvordan der duftede, hvad de talte om over frokosten, og at der findes noget, der hedder en sydbankdag, hvor man tager afsted i bus og drikker Kleiner Feigling (vodkashot med frugtsmag, red.) på vejen, fortæller hun.

Den slags ting har hun sørget for at få med i bogen, som også har tragikomiske og andre sjove situationer, man kan grine ad. Og det håber hun, at hendes læsere vil gøre - også dem fra Herning.

Sarah Skyt Persson har fået opbakning fra mange lokale, men der har også været folk, som har stillet spørgsmålstegn ved, om hun kan tillade sig at skrive om byen på den måde, hun gør det.

- Når man bare ser, at nogen har skrevet en humoristisk bog om Herning, så kan det jo være en bog, hvor man peger fingre ad et sted, man er rejst fra - eller det kan være en bog, hvor man er solidarisk med det sted. Og jeg har selvfølgelig gerne villet lave det sidste, siger hun.

- Herning er et virkelig godt sted at vokse op. Lille nok til, at her er meget trygt og stor nok til, at der sker ting. Samtidig er det en by, hvor man lige skal finde fodfæste, hvis man er lidt anderledes eller gerne vil noget andet. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Hun har besluttet sig for at stole på, at det skinner tydeligt nok igennem, når man har læst bogen, at den er skrevet på den måde:

- Jeg har en stor kærlighed til det sted, jeg kommer fra, og jeg føler, jeg har meget stærke rødder her. Og ligesom det kan være befriende at trække på smilebåndet af sig selv som menneske, så kan det jo også være befriende som bysborger. Sådan håber jeg, at folk har det.

Behøver ikke være et glansbillede

Én ting er, om hun kan tillade sig at skrive om Herning – noget andet er, om det er okay at skrive om et specifikt sted som en lokal bank. Det spørgsmål er også blevet stillet, fortæller Sarah Skyt Persson, som har hørt, at der er delte meninger om bogen blandt de ansatte i Sydbank:

- Det, de er misfornøjede over, er nok mest det her med, om jeg må. Må jeg bare skrive om Sydbank? Kan jeg være det bekendt over for banken? Og det synes jeg godt, jeg kan. Man får et glimt af bankverdenen, men det er livet på en arbejdsplads som sådan, jeg gerne har villet indfange.

Hun understreger, at alle personer og de ting, der sker i 'Sku' det være en anden gang', er ren fiktion.

I bogen bor Maria i centrum af Herning, og for folk, der kender byen, vil der være mange velkendte steder med som for eksempel baren Fox and Hounds. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

At karaktererne i bogen er helt almindelige, fejlbarlige mennesker er på ingen måde en kritik af hverken byen eller banken. Og gode romaner behøver ikke være 'glansbilleder', mener Sarah Skytt Persson.

- Jeg var vild med at være bankdame og med mine kollegaer. Hvis det ikke var tilfældet, så kunne jeg slet ikke have skrevet den her bog.

- Men litteratur foregår - medmindre det er fantasy - meget sjældent i Narnia. Det foregår jo på Rødby-Puttgarden-færgen eller på Københavns Politigård. Jeg tror måske bare, at folk skal vænne sig til, at noget også godt må udspille sig her i Herning og i Sydbank, siger hun.

En kvinde uden succes

At Sarah Skyt Persson på forhånd kendte banken og byen var ikke den eneste grund til, at historien nærmest skrev sig selv. Det fungerede også for hende, fordi Maria var en type, som ikke havde opnået de ting, hun drømte om – og egentlig slet ikke kunne finde ud af at sætte sig mål.

- Der var noget sjovt ved at placere hende i Herning. Kvinden uden succes i en by, hvor det virkelig er en del af selvforståelsen, at her har man succes. Her er man ambitiøs, her udretter man ting, og her sigter man efter stjernerne, siger hun og forklarer, at den særlige Herning-mentalitet hænger sammen med byens historie.

- Jeg så ret tidligt mig selv som en, der ikke ville blive i Herning. Jeg vidste, at jeg skulle hen et sted, hvor der var nogle flere ligesom mig, der interesserede sig for nogle af de samme ting. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Da Herning opstod i 1800-tallet, var den jyske hede et fattigt område, hvor jorden var svær at dyrke. For at tjene penge begyndte flere at spinde uld og strikke strømper, som de solgte til hele landet. Ud af det voksede 'tekstileventyret' og det succesfulde erhvervsliv, som byen er kendt for i dag, fortæller Sarah Skyt Persson.

- Den der 'lave vand om til vin'-mentalitet og det her med at smøge ærmerne op, det er meget herningensisk - og det, synes jeg, var en fed historie at fortælle, siger hun og tilføjer, at byen har en 'helt eventyrlig lokalpatriotisk stolthed' og meget lidt jantelov sammenlignet med andre jyske byer.

Sarah Skyt Persson har dedikeret sin bog til 'alle dem fra Herning', fordi hun er stolt af byen og den særlige selvforståelse, der hersker her – også selvom hun er flyttet væk, og ikke selv ved, om hun nogensinde flytter tilbage til byen.

Derfor var det også vigtigt for hende at vise et andet billede af en dansk provinsby end det, der ellers findes i mange bøger.

- Jeg synes, at meget litteratur fra provinsen handler om folk, der flygter derfra, fordi de har oplevet nogle frygtelige ting. Og jeg kunne godt tænke mig at skrive om det almindelige liv i provinsen og også om et sted, hvor man faktisk er helt vildt stolte af det sted, man kommer fra, siger hun.

- Jeg kunne godt forestille mig at flytte væk fra København, men om det lige bliver Herning, ved jeg ikke. Det hænger også sammen med, at jeg ikke tror, jeg er færdig med at skrive om Herning. Og jeg synes, det er nemmere at skrive om noget, når man ikke har det lige op i smasken. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Sarah Skyt Persson

  • Født i 1985.

  • Uddannet cand.mag i dansk og filosofi.

  • 'Sku' det være en anden gang' er hendes debutroman.

Facebook
Twitter