Se det berømte klip: Her får Yahya Hassan sit gennembrud på tv

Den 18-årige digter vakte kæmpe opsigt, da han var med i 'Deadline' på DR2 tilbage i 2013.

Yahya Hassan slog ned som en meteor i debatten om indvandring og integration, da han i efteråret 2013 var med i et interview i Politiken og siden i 'Deadline' på DR2.

- Det er ikke længere systemets skyld, det er forældrene. Det er dem, der har et ansvar i forhold til at opdrage et menneske, som kan acceptere noget, som er anderledes, lød det budskab fra den dengang kun 18-årige forfatter, som onsdag blev fundet død i en alder af 24 år.

Yahya Hassan fortalte i det 13 minutter lange tv-interview om en barndom på bunden af Danmark med svigt, angst, kriminalitet og daglige tæsk fra sin far.

I et klip på 'Deadlines' side på Facebook kunne man høre ham læse sit berømte 'Langdigt' fra sin debut-digtsamling, hvor han blandt meget andet "pisser på Allah og hans sendebud". Og det var noget, der vakte opsigt.

Se Yahya Hassan læse 'Langdigt' i Deadline her:

Flyttede hjem hos 'Deadline'-værten

Det berømte interview og oplæsningen, som du kan se her på siden, blev starten på et særligt venskab mellem 'Deadline'-værten Martin Krasnik og den unge digter, der endte med at flytte ind hos ham.

- Han blev boende i to måneder. Derefter flyttede han ind hos min lillebror i huset ved siden af i nogle uger. Han røg tjald i baggården. Spillede PlayStation med min søn. Og de sidste par uger holdt der for det meste en bil med et par PET-folk ude på gaden, fortalte Martin Krasnik siden i Weekendavisen, hvor han i dag er chefredaktør.

Seks år efter det berømte interview i 'Deadline' spillede Krasnik igen en nøglerolle, da Yahya Hassan gjorde et opsigtsvækkende comeback med digtsamlingen 'Yahya Hassan 2', der blev lanceret med et stort interview af Krasnik i hans avis, som blev foretaget, mens Hassan var indlagt på en retspsykiatrisk afdeling.

Se klip fra Yahya Hassans korte liv som digter, debattør, folketingskandidat, fængselsdømt her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk