Sex, vold og rådne lig: Tør du læse disse tre ekstreme bøger?

Tyrenosser, gæslinger og en nekrofil optræder i de romaner, som forfatter Peter Adolphsen pusher til modige læsere.

(Foto: Alonso Gonzales & David McNew © Ritzau Scanpix & Getty Images)

- Det er nemt at skrive porno, men svært at skrive om sex, konstaterer forfatter Peter Adolphsen.

- Sexscenerne bliver hurtigt ufrivilligt morsomme.

Det har dog ikke forhindret Peter Adolpsen i at skrive om sex. Masser af sex.

I forfatterens seneste roman ’Rynkekneppesygen’ bliver der knaldet på stort set hver en side i bogen.

Romanen handler om en mikroskopisk mide, et rumvæsen som kommer svævende gennem universet og lander i navlen på en kvinde, som ligger og tager sol på Amager.

Den begynder at formere sig på hendes hud og giver hende en sygdom, som gør hende mere og mere liderlig og mere rynket, indtil hun efter cirka syv uger eksploderer.

- Det er en epidemihistorie, for hun når at smitte andre. Og så handler det om, hvordan det danske velfærdssamfund reagerer på denne epidemi.

Gennem bogen skildrer Peter Adolphsen sex mellem unge og gamle, mænd og kvinder, venner, kolleger, familiemedlemmer, efterhånden som de bliver ramt af epidemien og angribes af trangen til at kopulere.

Peter Adolphsen er i sit arbejde med romanen blevet inspireret af andre forfattere, der har gjort det at skrive om sex til stor kunst. Her anbefaler han nogle af litteraturhistoriens bedste vellystige romanværker.

Jagt efter nydelse ved toiletbesøg

- Francois Rabelais ’Gargantua’ har jeg altid været vild med. Den udkom i 1534, og den er pænt vild.

Det handler om en kæmpe, som er overdrevet på mange måder. Blandt andet er der et kapitel, hvor Gargantua taler med sin far om det bedste middel til at tørre sig bagi efter toiletbesøg.

- Han beskriver sine forsøg med alt fra marts-fødte kattekillinger, til spinatblade, gulvtæpper og sin moders parfumerede handsker. Det bedste er en lille gæsling, der både har en god temperatur, er blød og har et lille bankende hjerte.

- Hvis vi tror, at vi lever i den mest frigjorte tid nogensinde, så kan vi godt tro om igen. Det er da pænt heftigt at beskrive en, der tørrer røv med en gæsling, griner Peter Adolphsen.

- Men det er fordelen ved litteratur, også de 500 år gamle mestre, at man kan beskrive ting, som man måske ville komme i fængsel for at gøre i det virkelige liv.

Vild sex under tyrefægtning

Peter Adolphsen anbefaler også Georges Batailles 'Historien om øjet' (udgivet på fransk i 1928, dansk 1986)

- Denne roman har jeg citeret i min egen roman ’Rynkekneppesygen’. Vores hovedperson, en mand, er med kvinden Simone taget til Spanien, til Madrid, hvor de sammen med vennen Sir Edmund tager til tyrefægtning, indleder Peter Adolphsen.

I en passage i fortællingen kan man læse, hvordan blodet sprøjter fra tyrene, mens Simone og hovedpersonen dyrker hinandens kropsåbninger i en beskidt og stinkende baggård i nærheden af arenaen.

Der er lyriske beskrivelser af, hvordan ’mundes oprørte vand flød sammen i en storm af kogende spyt’. En hvid tallerken venter på Simone, da de vender tilbage til deres pladser. På den ligger to hvide tyrenosser skåret fra den sorte tyr, som netop er blevet dræbt.

REUTERS/Alonso Gonzalez (Foto: ALONSO GONZALES © Scanpix)

Og hvad er så forskellen på Batailles beskrivelser og en decideret pornografisk tekst?

- Det er mere velskrevet og komplekst end porno. Måske er jeg håbløst almindelig i min smag, for jeg finder det ikke ophidsende. Det har ikke p-værdi, men stor kunstnerisk værdi.

P-værdien er betegnelsen for porno- eller begærsfaktoren i en tekst. En tekst med høj p-værdi får blodet til at strømme til kønsorganerne hos læseren.

- Jeg tænker næsten i det modsatte af p-værdi, når jeg selv skriver. I 'Rynkekneppesygen' knalder de hele tide, men det er ikke særligt ophidsende, næsten bornert.

Hos Georges Batailles ligger ophidselsen hos hovedpersonerne også i den vold og død, der omgiver dem.

- Jeg kan godt lide det, at han sammenstiller drab og så lystfølelsen. Vold og sex er naboer, dominans og underkastelse, hengivelse og tryghed. Jeg tror, mange har erfaret, at det hænger sammen.

Peter Adolphsen nævner en undersøgelse af, hvad folk tænder på.

- Hvis man beder folk om at fortælle åbent, hvad de godt kan lide seksuelt, så lyver de. Men hvis man i stedet kigger på, hvad folk skriver ind i søgefeltet på pornosider, så får man sandheden. Big data lyver ikke.

Og det viser sig, at vold kommer ind højt oppe på listen over søgehistorik. Især hos kvinder.

- Rough og rape er typisk noget, som kvinder søger på. Det betyder ikke, at de gerne vil voldtages i virkeligheden, men det er en fantasi, som der leges med. Også i skriften, lyder det fra Peter Adolphsen.

Beyond ubehageligt nekrofili

Gabrielle Wittkops værk 'Nekrofilen', der udkom på fransk i 1972, er netop i år udkommet på dansk.

- Gabrielle Wittkop var en fransk kvinde, som efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børnehader. Senere begik hun selvmord med beskeden: Jeg ønsker at dø, som jeg har levet – som en fri mand, fortæller Peter Adolphsen.

Hendes roman er skrevet i dagbogsform. Manden, som skriver, Lucien, er nekrofil.

- Romanen er stærkt ubehagelig, konstaterer Peter Adolphsen.

Lucien beskriver henover siderne, hvordan han ’leger’ med døde drenge, mænd, kvinder og selv en lille baby. ’Kødet opløses, rådne vinde brister', lyder det i dagbogsnotaterne.

Han fortæller, hvordan han får fat på ligene på kirkegårdene. Anbringer dem i sine stuer, kysser og dyrker sex med dem, inden han skiller sig af med dem igen.

- Litteraturen er jo skuespilkunst på den både, at man skal leve sig ind i andre. Og det her er førstepersons nekrofil, så det er beyond ubehageligt. Og samtidig enormt æstetisk og æstetiserende, forklarer Peter Adolphsen.

- Det er kunst. Jeg ved ikke hvorfor og hvordan, men det er på en eller anden måde interessant. Ligesom når folk ser volds- eller horrorfilm. Vi finder en tiltrækning i det ubehagelige.

Facebook
Twitter