Sissel-Jo Gazan: Jeg kan ikke forstå, at min mor en dag skal dø

I et forsøg på at forberede sig på, at hendes mor en dag skal dø, opsøger forfatter Sissel-Jo Gazan sin veninde, der netop har mistet sin mor.

- Jeg ved jo godt, at ingen er udødelig, men hvis der er én der er, er det min mor. Sissel-Jo Gazan og hendes mor, forfatter Janne Hejgaard, omkring 1985. (Foto: Erik Jepsen © Scanpix)

Den danske forfatter Sissel-Jo Gazan er bange for at miste sin mor. Sådan helt grundlæggende angst for den dag, moren dør. Moren, forfatter Janne Hejgaard, er hverken syg eller svagelig. Tværtimod.

Alligevel optager det Sissel-Jo Gazan, at hun en dag skal miste sin mor.

Det begyndte i 2005, da hun en nat vågnede ved at hun hørte et bump. Hun var vant til at sove uroligt, fordi hun bekymrede sig om, om hendes mand eller hendes barn stadig trak vejret.

Bevidstløs på badeværelsesgulvet

Men denne gang vågnede hun med vild hjertebanken.

- Jeg stod op, åbnede døren til gangen og tændte lyset, hele tiden med det i baghovedet, at det nok var mine nerver, der spillede mig et puds. Og så lå hun dér, blødende og bevidstløs, fortæller Sissel-Jo Gazan.

Moren døde ikke og er heller ikke ramt af nogen sygdom. Men oplevelsen satte sig som et chok i kroppen på Sissel-Jo Gazan og gør det stadig.

- Jeg har ikke bearbejdet oplevelsen professionelt, og det burde jeg måske, fortæller hun.

Ser sin mor som udødelig

Oplevelsen og angsten for at miste sin mor fik fornyet energi, da barndomsveninden Marie Madsen mistede sin mor

Marie Madsen og Sissel-Jo Gazan voksede op sammen, deres mødre var veninder og af samme stærke støbning. Men Maries mor fik kræft og døde.

Og netop det, at hendes egen mor dermed ikke er udødelig, er svært at kapere.

- Min mor er klar og stærk og har aldrig noget med helbredet. Ingen dårlig ryg, intet forhøjet blodtryk, nærmest ikke en rynke og ikke et kilo for meget. Jeg ved godt, at ingen er udødelig, men hvis der er én, der er, så er det min mor, siger Sissel-Jo Gazan.

Sissel-Jo Gazan og hendes mor Janne Hejgaard i dag.

Tabet er øredøvende

Da Marie Madsen mistede sin mor, skrev hun til Sissel-Jo Gazan og fortalte det. De to barndomsveninder mødtes og tilbragte et par dage sammen i Maries barndomshjem i Aarhus.

Gennem snakken fandt Sissel-Jo Gazan ud af, at det ikke er muligt at forberede sig.

- Tabet er øredøvende og jeg ved, at Marie kæmper utrolig meget med sorgen, der stadig er alt for overvældende.

Sorgen er kærlighedens pris

- Billedet på, at størrelsen på sorgen matcher størrelsen på kærligheden, trøster mig lidt. Det er bare uundgåeligt, at jeg kommer til at sørge helt vildt, sikkert resten af mit liv, fordi jeg elsker min mor så højt. Sådan må det være, for sorgen er kærlighedens pris.

Dagene med Marie fik dog også hendes øjne op for, at livet trods alt kan leves efter tabet.

- Hvis jeg har fundet en lille trøst, så er det at opleve, at Marie også har glæder. Hendes børn og mand, rejser, vi kan stadig grine fuldkommen vildt sammen. Så der er et liv, trods sorgen, og det har jeg nok haft svært ved at tro på, var sandt.