Bøger

'Skam'-stjerne springer ud som forfatter

Skuespilleren og debattøren Ulrikke Falch udgiver 'overlevelsesbog' til unge kvinder.

Ulrikke Falch (nummer to fra venstre) er kendt fra tv-serien 'Skam'. (© NRK)

Vi lærte hende at kende som den naive Vilde i den norske hitserie 'Skam'.

Men parallelt med sit gennembrud som skuespiller har norske Ulrikke Falch markeret sig som en højlydt stemme i kønsdebatten i Norge.

Og nu er den 21-årige erklæret feminist så i gang med et helt nyt projekt – nemlig en bog til piger og unge kvinder.

Det skriver VG.

Bogen har arbejdstitlen 'Survivalguide' og kommer til at omhandle forskellige ting, der sker, fordi man er kvinde, oplyser forlaget Gyldendal.

Herudover kommer den også til at indeholde en række personlige fortællinger fra Ulrikke Falch selv samt medforfatteren Sofie Frøysaa, der er en norsk komiker.

- Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa er to vigtige feministiske stemmer i den norske offentlighed, som når ud til unge mennesker på en unik måde. Bogen, de skriver på, handler om de udfordringer, piger og unge kvinder står over for i dag, og det bliver en bog fuld af personlighed og personlige erfaringer, humor og alvor, siger en af redaktørerne på bogen, Nina Méd, til VG.

Ifølge Gyldendal kommer bogen desuden til at tage favntag med en del tabuer blandt ungdommen i dag – noget som komikeren Sofie Frøysaa i forvejen er kendt for i Norge.

Bogen forventes at udkomme inden sommeren 2018.

(© NRK)
Facebook
Twitter