Skoleskyderi, selvmordsbånd og store løgne: 5 tv-serier, der startede som bestseller-bøger

Netflix' nye serie 'Quicksand' bygger som mange andre tv-serier faktisk på en bog.

Felix Sandman og Hanna Ardéhn spiller hovedrollerne i Netflix-serien 'Quicksand'. Ligesom mange andre serier bygger den på en bog. (Foto: Nikola Predovic © Netflix)

Bag mange af de tv-serier, du hver uge indtager på diverse streamingtjenster, gemmer sig en bog.

For produktionsselskaberne kigger nemlig ofte i retning af bøgernes verden for at finde deres næste store satsning.

Et helt aktuelt eksempel er Netflix' nye ungdomsserie 'Quicksand'.

Den bygger på den svenske bestseller 'Størst af alt' ('Störst av allt') fra 2016, som er oversat til mere end 20 sprog.

Tv-udgaven af 'Størst af alt' kan ses på Netflix. I serien, der på Netflix hedder 'Quicksand', medvirker blandt andre David Dencik (tv.). (Foto: Johan Paulin © Gyldendal/Netflix)

Krimien, der er skrevet af den svenske advokat og forfatter Malin Persson Giolito, handler om 18-årige Maja, som er anklaget for at have deltaget i et skoleskyderi på sit gymnasium.

Historien starter i tiden efter Majas anholdelse, og i tilbageblik oprulles den dramatiske historie, hvor hendes kæreste også mistede livet.

Forbrydelser, intriger og store dramaer er der masser af i de mange serier, som bygger på store bogsucceser.

Vi har samlet et udvalg her.

1

Den med selvmords-båndene

Tv-serien 'Døde piger lyver ikke' ('13 Reasons Why') havde premiere på Netflix i 2017. Der er allerede kommet en sæson to, og en tredje sæson er på vej senere i år. (© Politikens Forlag/Netflix)

Hvorfor tog Hannah Baker sit liv?

Det er spørgsmålet, som bogen 'Døde piger lyver ikke' ('Thirteen Reasons Why') af amerikanske Jay Asher, er bygget op omkring.

Da Hannah dør, efterlader hun sig en række kassettebånd med 13 mulige motiver til, hvorfor hun tog sit eget liv. Og båndene peger på flere i hendes nærmeste omgangskreds.

Den dystre ungdomsroman fra 2007, som har ligget på New York Times' bestsellerliste, er af fans blevet kaldt en 'manual til teenagelivet'.

I anledning af tiårsjubilæet for bogen udgav Jay Asher en udgave med en ny slutning.

2

Den med kvindefængslet

I 2013 kunne man se første sæson af 'Orange Is the New Black' på Netflix. Nu findes der seks sæsoner - og den syvende og sidste er på vej. (© Netflix)

'Orange er det nye sort - mit år i et kvindefængsel' er titlen på en selvbiografisk roman af amerikanske Piper Kerman, der udkom i 2010.

Piper Kerman var i 30'erne, succesfuld, forlovet og boede i New York, da en gammel sag om narkosmugling og hvidvask dukkede op og endte med at sende hende bag tremmer.

I bogen fortæller hun om sine oplevelser med at sidde inde, og den giver et indblik i en verden, som de fleste af os nok ikke kender meget til.

Den personlige fortælling om den usædvanlige indsatte Piper Kermans møde med det amerikanske fængselssystem og de andre indsatte blev en stor succes på det amerikanske bogmarked.

Piper Kermans ekskæreste, Cleary Wolters (Alex Vause i serien), som var medskyldig i, at hun endte i fængsel, har efterfølgende skrevet sin egen selvbiografi om fængselstiden.

3

Den med alle intrigerne

Reese Witherspoon spiller selv med i begge sæsoner af 'Big Little Lies'. Anden sæson får premiere på HBO til juni. (© C&K/HBO Nordic)

Den amerikanske skuespiller og filmproducent Reese Witherspoon er de senere år blevet kendt for at filmatisere bøger skrevet af kvindelige forfattere.

En af dem er 'Big Little Lies', som udkom i 2014. Den er skrevet af australske Liane Moriarty og handler om intriger blandt en gruppe mødre og deres børn i en rig forstad til Sydney - og historien bliver skiftevis fortalt via forskellige kvinder.

Liane Moriarty startede med at ville skrive en bog om vold i hjemmet, men historien endte med også at handle om sladder og mobning i et lille samfund.

Bogen er udkommet på dansk med titlen 'Store små løgne'.

4

Den med veninden, der forsvinder

'My Brilliant Friend' havde premiere på HBO i november 2018. En anden sæson - baseret på den anden bog i rækken - er på vej. (© Politikens Forlag/HBO)

Nogle bøger er så hypede, at man næsten må undre sig over, at en instruktør overhovedet tør kaste sig ud i en filmatisering.

Sådan en kunne man sige, at 'Min geniale veninde' ('L'amica geniale') er.

Bogen udkom i 2011 på italiensk og blev hurtigt en verdenssensation, som også blev hjulpet på vej af, at ingen dengang kunne regne ud, hvem der gemte sig bag forfatternavnet Elena Ferrante.

Den handler om de to slyngveninder, Lenú og Lila, og deres opvækst i Napoli i 1950'erne. Da Lila som voksen forsvinder sporløst, beslutter Lenú sig for at skrive deres historie.

'Min geniale veninde' er den første ud af fire bøger om de to pigers venskab.

Facebook
Twitter