- Min passion er som at fodre et dyr, der aldrig bliver mæt. Jeg eksploderer, hvis ikke jeg får afløb for mine tanker og følelser.

Sofie er 19 år gammel. Hun læser en bachelor i machine learning og datavidenskab på Københavns Universitet og har adresse på Egmont Kollegiet på Østerbro. Hun bor på, hvad man ville kategorisere som, et helt almindeligt ungdomsværelse med rispapirlampe i loftet, et lille, rundt makeup-spejl ved siden af computeren og en bæltetaske på skrivebordet.

Men på hendes bogreol blandt forfattere som Morten Nielsen og Knud Sønderby står fem bøger med “Sofie Riis Endahl” på ryggen af dem.

Sofie har nemlig i en alder af 19 år allerede udgivet fem bøger. Hun var ikke i tvivl om, at det var det, hun skulle med sit liv - hun kunne faktisk slet ikke lade være.

Siden hun kunne sætte bogstaver og ord sammen, har hun haft en trang til at fortælle historier.

Hun sidder på kollegieværelset og bladrer igennem tykke mapper fyldt med hjemmelavede børnebøger med Ole Lund Kirkegaard-inspirerede tegninger til.

Som 11-årig skrev hun sin første roman, printede den ud og sendte som enhver klassisk, grøn forfatterspirer til Gyldendal.

De første fem år, fik hun kun: "Nej tak". Men hun lå ikke på den lade side.

- Jeg blev ved og ved og ved. Det var det, jeg ville. For hvert afslag tænkte jeg: “Næste gang skal jeg vise dem”. Jeg var meget ivrig og opsøgte al den kritik og feedback, jeg kunne få, så jeg kunne blive bedre.

Hver morgen stod Sofie op klokken 05.45 for at nå at skrive, inden hun skulle i skole.

- Jeg ville blive så god, at forlagene ikke kunne sige nej til mig, selvom jeg nok var alt for ung til, at de nogensinde kunne finde på at sige ja.

Og historien ender også lykkeligt. For som 17-årig kunne Sofie se sin roman 'Sindstequila' stå på hylderne hos den lokale boghandler. Hun debuterede i efteråret 2017, og der fik hun endelig slået sit navn fast i en branche, hvor næsten alle er over 40 år, som hun selv siger.

For klog til at passe ind

I skoletimerne har Sofie ofte kedet sig. Timerne var alt for nemme, og derfor lå hendes koncentration et helt andet sted.

Sofie er nemlig højt begavet. Da hun var yngre, hørte hun under kategorien: Børn med særlige forudsætninger, og hun havde svært ved at trives i skolen.

- Der har aldrig været plads til mig i skolen. Jeg ville gerne lære og vokse, men når jeg var til karaktersamtaler og efterspurgte udfordringer, var lærerens reaktion: "Vær nu glad for dit 12-tal".

Og i 2.g gik det for alvor galt. Hun gik ned med boreout, som er en form for kedsomhedsrelateret stress, der særligt rammer højt begavede.

- Kedsomheden fik mig til at smuldre fuldkommen. Jeg kunne hverken spise eller sove, til sidst stammede jeg, når jeg talte. Men mit forfatterskab holdt mig oppe - her var mulighederne uendelige, og jeg kunne løbe lige så stærkt, jeg ville. Uden min evne til at udfordre mig selv aner jeg slet ikke, hvor jeg var endt.

Hun brugte dog ikke timerne på at spille Tetris, som så mange andre elever, der har kedet sig i skolen, har gjort gennem tiden. Nej, hun sad og skrev pressemeddelelser, sendte mails og satte sin forfatter-hjemmeside op.

- Jeg havde nok ikke haft den tidlige succes, hvis ikke jeg havde kedet mig i skolen. Men kedsomheden tog så meget af mit mentale overskud, at mit liv ville have været meget lettere, hvis skolen havde taget mig seriøst.

Det begyndte at påvirke måden, hun tænkte om sig selv på.

- Jeg har brugt rigtig meget tid på at tale mig selv ned og gemme min passion væk. Alle stemplerne på succes - fem bøger, seks a-fag og et højt snit betyder ikke noget for mig. Jeg er ingen af delene, men det billede kan folk hurtigt få af én. Og det er svært ikke at lade det billede påvirke, hvordan jeg ser mig selv.

Sofies klassekammerater sagde ofte til hende: “Du har et sindssygt højt snit, du er altid den, der går senest hjem fra festerne, du laver aldrig dine lektier, og du har en karriere ved siden af. Hvordan kan det lade sig gøre?”

- Jeg følte, at jeg skulle blomstre et sted, hvor folk ikke kiggede. Jeg ville ikke have, at folk skulle se det, fordi så var jeg bange for, at de følte sig mindre værd.

- I gymnasiet hadede jeg, når folk spurgte ind til mine bøger. Og det gør jeg stadig, men jeg øver mig i at lade være. Jeg øver mig i at turde dele glæden over min succes - uden at føle, at jeg ikke har lov til det.

Det at være et særligt intelligent barn har ikke været nemt at tale om for Sofie.

- På et tidspunkt vil jeg gerne skrive en bog om, hvor svært det er at vokse op som et barn med særlige forudsætninger, som det jo hedder. Men det er så tabubelagt at tale om sin egen intelligens. Jeg har det allerede dårligt over at have italesat det nu her. Men samtidig ved jeg, hvor meget det ville have betydet for mig i min opvækst at have én at spejle sig i.

Hudløs ærlig på chatten

Men hun har heller ikke opnået alt dette på egen hånd.

Som 12-årig blev hun en del af 'Movellas', som er et socialt skrivefællesskab for unge. Her har hun delt sine historier, fået venner, der har samme interesse som hende, og givet og fået feedback.

- Uden 'Movellas' havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Det var et trygt sted at starte som ung forfatter - og meget lærerigt, fordi det var én stor legeplads. Og det var også her, jeg fik mine første online-venner. Jeg skilte mig ud i min folkeskole med min endeløse tasten på tastaturet. På 'Movellas' fik jeg venner, som brændte for det samme. Vi snakkede sammen om alt, siger Sofie Riis Endahl.

Og det er nemlig de online-venskaber, hun blandt andet fik på 'Movellas', der har inspireret hende til at skrive hendes femte roman 'Undskyld, men jeg havde ingen andre steder at gå hen'.

Bogen udkom i maj i år og er Sofies seneste roman. Den er udelukkende bygget op af chatbeskeder, fiktive Instagrambilleder og foregår kun i den digitale verden.

I starten af bogen står der: “En særlig tak til Janice og Sarah”.

De to piger er Sofies bedste veninder, som hun mødte på 'Movellas' for otte år siden. De ser sjældent hinanden, men kommunikerer dagligt på en gruppechat på Facebook. Og for Sofie er online-venskaber noget helt specielt.

- De kan noget andet. Venner i virkeligheden laver man sjove ting med, men på chatten kan man sidde bag en skærm og være hudløs ærlig om de ting, der virkelig går én på - og måske også ting man ikke har lyst til at dele med dem, man ser hver dag.

Det, at hun er jævnaldrende med sine hovedpersoner, gør, at hendes scenarier og temaer bliver mere virkelige og relaterbare for andre unge, siger Sofie.

- For mange voksne, der læser mine bøger, er det som at læse en sci-fi. De kender ikke til det digitale univers med lange gruppechats, hvor man vender hele verdenshistorien, dramaerne, der kan opstå, private chats, der kører ved siden af, hvor man kommenterer på, hvad der bliver skrevet om i gruppen.

- Om min roman 'Sindstequila' sagde mange voksne: “Ej hvor er det moderne, at du inddrager Messenger-beskeder". Det, havde jeg slet ikke tænkt over, skulle være moderne - et ungdomsliv foregår jo i lige så høj grad i cyberspace som i det virkelige rum.

Den stereotype forestilling om forfatteren, der står i hjørnet og observerer verden, lever Sofie dog ikke op til.

- Når jeg danser, danser jeg, når jeg er til fest, fester jeg - jeg er 100 procent til stede i nuet. Det er først bagefter, når jeg er tilbage ved skrivebordet, at refleksionerne og observationerne kommer. Jeg elsker at nørde små detaljer ved sociale dynamikker.

Hvordan du skriver, siger meget om, hvem du er

I Sofies seneste bog 'Undskyld, men jeg havde ingen andre steder at gå hen' fortælles historien gennem de fem hovedpersoners gruppechat og interne beskedsamtaler. De er rigtig gode venner, men ser kun hinanden en gang om året, så derfor bliver alle frustrationer, forelskelser og forvirring delt i chatbeskederne.

Netop den måde, man skriver på, og det man vælger at dele på chatten, er meget sigende om en person, mener Sofie.

- De fem hovedpersoner chatter vidt forskelligt, i forhold til hvilke chatrum de er i. Når du chatter, har du mulighed for at være den, du vil være. Man vælger jo direkte, hvad folk skal forholde sig til.

Og de fem karakterer er blevet vakt til live. Sofie har haft castings med over 250 unge mennesker til at spille de fem gode venner. På Instagram kan man følge alle hovedpersonerne, som delvist styres af Sofie og skuespillerne bag karaktererne.

- Det var vildt at møde dem i virkeligheden. De karakterer, jeg havde haft inde i mit hoved og arbejdet på i så lang tid, stod pludselig foran mig og eksisterede. Det har været megafedt, at det ikke kun var mig, der sad og skrev om ungdomslitteratur, men at jeg sammen med andre unge mennesker kunne skabe en fælles fortælling.

Karaktererne har ændret sig en del, efter hun fik sat ansigt på. Det var nemmere at skabe en helstøbt person, der stod skarpt for læseren, da det jo pludeligt var et rigtigt menneske, siger Sofie.

Og karaktererne kommer ind på livet af Sofie. Når hun er i gang med at skrive en bog, er hun hele tiden på jagt efter karaktertræk, stemninger eller finurlige detaljer. Og derfor er det også vigtigt for hende ikke at leve i sine bøger.

- Man skal leve, før man kan skrive. Og jeg trives helt vildt i intensiteten ved vekselvirkningen. Leve, skrive, leve, skrive, leve. Ellers ville det også blive for kedeligt.

Hendes største drøm er at blive en anerkendt forfatter. Og så vil hun rigtig gerne en dag vinde en litteraturpris.

Så det er nok ikke sidste bog, Sofie har skrevet på sit otte kvadratmeter kollegieværelse. Hun har mange bøger endnu, der skal ind og gøre Morten Nielsen og Knud Sønderby selskab.