- Kan du godt høre mig? Det blæser nemlig en del i dag, så forbindelsen kan godt hakke lidt.

Det er Stine Pilgaards stemme, der dog ubesværet suser gennem røret fra Vestjylland til København.

Hun står derude, hvor kragerne for længst har vendt næbbet den anden vej, og hvor vindmøllerne for alvor er kommet på arbejde. Og det er netop i disse vindblæste omgivelser, at Stine Pilgaard har skrevet den anmelderroste roman 'Meter i sekundet', der udkom 15. maj.

Det er også i de selvsamme rammer, at selve romanen foregår:

En medarbejderbolig til en højskole.

En digter-kæreste, der har fået job på skolen.

En lille søn, der lige er begyndt på livet.

En langtrukken kamp om at få kørekortet i hus.

Og en jeg-fortæller, der som tilflytter oplever "samtalesorg" i det ordknappe Vestjylland.

Hvor Stine Pilgaard har brugt arbejdet med romanen som indgangsvinkel til sin nye tilværelse, forsøger jeg-fortælleren møjsommeligt at æde sig ind på de lokale med hjælp fra sin egen brevkasse i det lokale dagblad og ikke mindst et nyfundet venskab med egnshelten; journalist Anders Agger.

Stedet er Velling ved Ringkøbing Fjord i Vestjylland. Stedet, hvor Stine Pilgaard lever af sine ord, men hvor netop ord er en egnstypisk mangelvare.

Det samme problem støder jeg-fortælleren i 'Meter i sekundet' gang på gang ind i.

Anmelderne i ekstase

Vestjydernes generelle ordknaphed har måske forvoldt Stine Pilgaard kvaler, men anmelderne er anderledes gavmilde med ordene i deres beskrivelser af 'Meter i sekundet'. De finder endda nogle af de helt store ord frem, når romanen lovprises med fem eller seks stjerner:

"Årets udgivelse" (JyllandsPosten).

"En formfuldendt komedie om normalitet" (Information).

"Pinligt morsomt og skarpsindigt" (Berlingske).

"En klog og underholdende roman" (Politiken).

I skrivende stund ligger bogen desuden i toppen af bestsellerlisterne hos SAXO og Bog&Idé.

Selv er Stine Pilgaard overvældet og rørt over den positive opmærksomhed, hendes tredje roman har modtaget. Roser har der egentligt været hver gang, hun har udgivet en roman, men denne gang er det særligt bemærkelsesværdigt.

Hun er blevet interviewet af de fleste store aviser i landet, har været på morgen-tv og er blevet rost til skyerne af læsere og medierne.

- Jeg har da været i Dagbladet Ringkøbing-Skjern to gange, men det ved jeg ikke, hvor meget man skal lægge i, griner Stine Pilgaard afvæbende, da hun spørges ind til, om hun nu også er lokal kendis i Velling.

- Det er meget overvældende at have haft noget inde i mit hoved, som har været en fantasi, men som nu kan tales om med andre mennesker. Det kan også være rørende, når folk taler positivt og berørt om mine karakterer, fordi de kan genkende sig selv eller andre i dem.

Supermarked-stalkeren

Det er en sårbar position at sætte sig selv i, når ens ord udgives på skrift, så alle kan læse dem, synes Stine Pilgaard.

- Det er virkeligt skrøbeligt at udgive en bog. For uanset, hvor fiktiv den er, så belemrer du jo verden med dine ord og dit blik på samfundet og håber, at folk har lyst til at læse dem.

- Det er lidt, ligesom når du sidder til en fest og har en sjov anekdote, du gerne vil fortælle. For at det skal blive en succes, skal folk vælge at tie stille, så du kan fortælle den. Men de skal også grine de rigtige steder. Det bliver du nødt til at stole på, at de gør.

Nogle gange har Stine Pilgaard opdaget en passager på bussen, der sidder med hendes nye roman. Stine Pilgaard kan ikke lade være med at nærstudere læserens ansigt – synes personen, den er sjov? Spændende? Eller måske ligegyldig og kedelig?

Da Stine Pilgaards allerførste bog, 'Min mor siger', blev udgivet i 2012, kom hun endda til at stalke en kvinde rundt i et supermarked, fordi Stine Pilgaard opdagede, at kvinden havde lagt hendes bog ned i sin indkøbskurv.

- Jeg var nødt til at se, hvad hun ellers kom ned i kurven. Jeg følte, at vi lidt var venner, for nu stod hun jo med mine tanker i sin kurv, griner Stine Pilgaard og kalder det "åndssvagt", mens hun sværger, at hun ikke har gjort noget lignende siden.

Men hun føler stadig noget ganske særligt for dem, der køber eller låner hendes bøger. Og i denne omgang er der endda endnu flere følelser på spil i efterspillet efter udgivelsen. For læsere føler et særligt behov for at kontakte Stine Pilgaard, når sidste side af bogen er slugt.

- Jeg har aldrig modtaget breve og mails fra folk i det omfang, som jeg gør for tiden, fortæller hun.

Folk skriver til Stine Pilgaard for at fortælle, at de har nydt at læse hendes bog. Eller for at fortælle, at de selv har oplevet den ensomhed, der kan følge med, når man flytter til et nyt sted. Eller at de også har svært ved at snakke med folk.

Og andre skriver med et spørgsmål til den fiktive brevkasse, der er et gennemgående element i romanen.

- De skriver altid indledningsvist, at det er lidt for sjov, når de stiller deres spørgsmål til brevkassen. Men der kommer også nogle ret alvorlige spørgsmål.

I denne uge alene har hun modtaget seks mails fra folk.

- Det føles som mange, fordi jeg bruger så lang tid på at gå og tænke over deres spørgsmål.

- Det er en god og smuk ting at modtage brevene, skynder hun sig at tilføje.

Litteratur som terapi

Og netop fordi Stine Pilgaard føler en særlig kærlighed til de folk, der har læst hendes ord, så kan hun ikke affeje folk med et hurtigt standardsvar. Hun tager sig tid og gør sig umage. Lidt for umage, mener hendes kæreste.

- Det er et omfattende job at være forfatter. For man blander sig i folks liv og minder. Jeg bliver jo også selv berørt, når jeg læser andres bøger.

For hende føles det derfor helt forkert at slippe folk, når nu de har læst hendes tanker og selv rækker ud til hende.

- Jeg tager kommunikationen virkeligt alvorligt, for jeg bliver glad for deres breve og vil også gerne hjælpe. Men det er et stort følelsesmæssigt arbejde for mig, for jeg bliver meget berørt af de henvendelser, jeg får.

Hun ser litteratur som en form for terapi og mener, at man som forfatter også bærer et ansvar over for læserne, når man sætter en bog i verden.

Men hvor langt går det ansvar?, spørger hun mest af alt sig selv.

- Det prøver jeg at finde ud af for tiden.

Vil gerne komme med fred

Lighederne mellem den 36-årige forfatter Stine Pilgaards eget liv og den fiktive virkelighed i hendes forfatterskab er ofte til at få øje på. I en sådan grad, at Stine Pilgaard nogle gange selv kan blive i tvivl om, hvorvidt oplevelser er reelle minder, eller om det er fiktive erindringer skabt af sin egen livlige fantasi.

Som eksempelvis det fiktive venskab, der i 'Meter i sekundet' opstår mellem jeg-fortælleren og journalisten Anders Agger.

- Jeg kan aldrig helt huske, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket. Jeg havde faktisk lidt glemt, at Anders Agger fandtes i virkeligheden, fordi han var så levende i min bog. Jeg følte, at han var en af vennerne, fortæller hun.

At venskabet med Anders Agger var en fiktiv relation gik først rigtigt op for Stine Pilgaard, da hun stod på Aggers kontor i Ringkøbing med manuskriptet til sin roman i hænderne.

Hun stod der for at bede om Anders Aggers velsignelse til at bruge ham i romanen. Den fik hun.

Samme velsignelse har hun bedt andre i sin vestjyske omgangskreds om:

- Jeg oversætter aldrig direkte fra virkelighed til fiktion, men blander typisk en romankarakter sammen af tre-fire forskellige mennesker, jeg har kendt, mødt eller hørt om. Alligevel vil det sikkert være muligt at finde nogle ret tydelige sammenfald, særligt hvis navnene ligger tæt på virkelige personer.

Hun vil derfor helst sikre sig, at folk ikke føler sig udleveret, når hun har lånt nogle af deres menneskelige træk.

- Dog bliver jeg også utrolig tit konfronteret med folk, der mener, at de er med i mine bøger, uden at jeg nogensinde har tænkt på dem i den sammenhæng. Det kan jeg selvfølgelig ikke tage ansvar for. I sidste ende har mennesker jo en del lighedstræk.

På samme måde bad hun 12 lokale vestjyder læse romanen, inden den blev trykt. Stine Pilgaard ville sikre sig, at de ikke følte sig udstillet eller fremmedgjort.

- Jeg samlede dem i min stue, åbnede nogle flasker rødvin og bad dem så om at snakke om min bog, mens jeg selv bare lyttede.

- Det vigtige for mig var, om man kunne mærke, at jeg kommer med fred. At jeg er interesseret i det her sted. Eller om der ligger en distance i mine beskrivelser, jeg ikke selv kunne se.

Testlæserne gav hende ro i maven.

- Jeg har kun mødt gode reaktioner og naboer, der kommer forbi og vil købe bogen uden moms. Det bruger vi jo meget herude, griner hun.