Stjerneforfatter er tilbage: Nu skriver han om skjult vold og sexovergreb i Danmark

Danmarks mørke side er større end vi tror, siger Peter Høeg, der har taget dyster virkelighed med i sin nye roman.

- Vi lever i en hyggeforestilling om, at overgreb er de der store sager, vi en gang imellem hører om. Men 'mørkedanmark', som jeg kalder det i bogen, er meget, meget større, end vi er vant til at tænke.

Sådan siger forfatter Peter Høeg i forbindelse med udgivelsen af hans nye roman Gennem dine øjne, der udkommer i dag.

I romanen er der flere passager med detaljerede beskrivelser af fysiske overgreb, både voldelige og seksuelle. Og de er alle baseret på samtaler med forskellige mennesker, den danske stjerneforfatter har mødt.

- Hvert eneste traume er en autentisk historie, og jeg har godkendt med de mennesker, der har fortalt, før bogen kunne udkomme. Og så har jeg anonymiseret dem.

Går indad for at gå udad

Peter Høeg brød igennem i begyndelsen af 1990’erne med ’Frøken Smillas fornemmelse for sne’, der blev et internationalt hit. Hans bøger bliver stadig udgivet internationalt.

Ved siden af forfatterskabet arbejder Peter Høeg med undervisning i meditation og kreativitet – og har mødt flere psykologer, der arbejder med terapi. Her igennem er det gået op for ham, at mange mennesker har været udsat for en eller anden form for fysisk overgreb. Ofte også seksuelt. Det drejer sig om mange flere, end han forventede:

- Det er et eksotisk emne. Ikke fordi det er ualmindeligt, men fordi vi ikke snakker ret meget om det. Det handler om et kolossalt antal mennesker, siger han.

For Peter Høeg handler meditation om kontakt mellem mennesker - ikke om individuelle trip. Man går indad for at gå udad, fortæller Peter Høeg:

- Det man kan opleve med kursister, elever eller kammerater, er at de hinder, der er mellem mennesker, kan blive meget tynde. Og man mærker hinanden meget tydeligt.

- Måske er det, det vigtigste i bogen: at der er potentiale i menneskelig kontakt. Og at vi slet ikke udnytter, eller kun langsomt er ved at få øje på, at denne her ensomhed eller isolation fra hinanden måske ikke er absolut nødvendig.

Dybe samtaler i stedet for action

Romanen 'Gennem dine øjne' følger tre venner, der som børn opdager, at de kan gå ind i hinandens og andres drømme og bevidsthed.

Som voksne bliver de genforenet og kommer ind i hinandens og andres traumer og fortidens hændelser, mens de er koblet sammen i en hjerneskanner.

Tidligere har Peter Høeg skrevet romaner med indlagte plots og dramatiske handlinger. Han er kendt for den såkaldte magisk realisme, med fantasifulde fortællinger hvor huse kan synke en etage ned i mudderet på Christianshavn, og aber kan tale om at revolutionere verden.

Denne gang er det ikke så meget i det ydre eller i handlingen, dramatikken ligger. Det er i samtalen mellem mennesker.

- Jeg har arbejdet en masse med spænding og action i tidligere bøger, men her er jeg optaget af processer mellem mennesker, der fordyber sig. Ikke kun i traumer – men også i kærlighedsmøder og dybe venskaber, fortæller forfatteren.

Han har valgt at kalde jeg-fortælleren i bogen Peter. Peter Høeg.

I 1993 da 'De måske egnede' udkom, troede læserne, at Peter Høeg fortalte en selvbiografisk historie, at han havde haft en grusom opvækst og var blevet adopteret af sine forældre.

Efterfølgende fortalte forfatteren, at det hele var fantasi. Der blev dengang talt og skrevet en del om fænomenet dobbeltkontrakt, hvor forfatteren leger med læserne, og der opstår forvirring om hvorvidt romanen bygger på virkelige hændelser – eller er fiktion.

- Jeg har brugt mit eget navn før og det skabte en del uro, men dele af 'Gennem dine øjne' er lagt så tæt på min egen historie og mit eget hjerte, at hvis jeg havde kaldt ham andet end Peter, ville jeg miste en bestemt inderlighed i forhold til mig selv, siger Peter Høeg.

- Jeg vendte det med min forlægger og min kærlighedspartner og valgte at fastholde mit eget navn. Og hvert eneste menneske i bogen findes.

Går ind i et snekrystal og andres psyke

Også på andre måder ligger Peter Høegs nye bog tættere på virkeligheden, end man skulle tro – og gør ”det magiske” knapt så usandsynligt, om end stadig fantastisk:

Peter Høeg deltog i et stort forskningsprojekt på Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet, hvor han og andre mennesker med meditativ erfaring blev puttet i skannere, og var i samtale og dialog med forskerne.

Her fik han mulighed for at se ind i frontforskningen, altså den vej forskningen kommer til at bevæge sig.

- Jeg fik en fornemmelse af at de scenarier, jeg beskriver i bogen, er meget tæt på fremtiden og virkeligheden, siger forfatteren.

I romanen Gennem dine øjne er det muligt, at gå visuelt – og næsten fysisk - ind i andre menneskers underbevidsthed i en slags hologram, der giver en perfekt tredimensionel gengivelse af deres psykiske tilstand og traumer via hjerneskannere og særlige laserbriller.

Og mens Peter Høeg stadig skrev på bogen, overhalede virkeligheden ham: Forskeren Joe Dumit kom til Danmark og viste en ny teknik, hvor man på store skærme på vægge, gulv og loft skaber det indre af en iskrystal, som forskerne kan gå ind i og rundt i og få ideer til deres forskning i.

- Jeg tænkte 'det var fandens', for det er det, jeg skildrer i bogen. Det er bare et lille ekstra skridt, jeg foreslår, at bruge det til at gå direkte ind i bevidstheden. Det er ikke langt væk.

Peter Høeg

  • Født i 1957 i København og har læst Litteraturvidenskab og idræt på Københavns Universitet.

  • Han debuterede i 1988 med romanen ”Forestilling om det tyvende århundrede”, og i 1992 udkom romanen ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, som blev Peter Høegs internationale gennembrud. Siden er hans bøger oversat til en lang række sprog og udgives i mere end 30 lande.

  • Den seneste roman fra forfatterens hånd er ”Effekten af Susan” fra 2014. I årenes løb er det blevet til en stribe danske litteraturpriser – blandt andre Kritikerprisen og De Gyldne Laurbær.

  • Peter Høeg bor i Nr. Snede og lever stille med fokus på meditation og åndelig fordybelse. Han har en kæreste og 4 børn.

Facebook
Twitter