Stolt forfatter vinder læserpris for barsk slægtsroman: Det er en fantastisk følelse

Maren Uthaug vinder DR Romanprisen 2018 for sin slægtsroman, der tager fat på svære emner som incest og blodskam.

Forfatter og tegner Maren Uthaug har fået DR Romanprisen 2018, som uddeles af en læserjury, for ’Hvor der er fugle’, der er hendes anden roman.

Og det var en tydeligt stolt og glad Maren Uthaug, som modtog prisen og de medfølgende 25.000 kr. på multikulturhuset Dokk1 i Aarhus tidligere i dag.

- Det er en fantastisk følelse, når det går mine små firkantede børn det godt, sagde hun fra scenen.

Mange kender hende måske først og fremmest som kvinden bag den daglige Politiken-stribe ’Ting jeg gjorde’, inspireret af hendes eget liv. Men Maren Uthaug ser først og fremmest sig selv som skrivende.

- Det var romanforfatter, jeg egentlig skulle være. Det var det, der var planen. Det med striberne var en overspringshandling, sagde hun og forklarede, at hun havde skrevet sin første roman, da hun i 2013 fik jobbet som fast stribetegner på Politiken.

Tale fra anden prisvinder

I ’Hvor der er fugle’ skildrer Maren Uthaug det barske liv på en lille vindblæst ø i Nord-Norge, hvor forfatterens egen norske slægt kommer fra.

Historiens omdrejningspunkt er øens fyr og det liv, der foregår bag murene. Og det handler om mørke familiehemmeligheder, blodskam og ulykkelig kærlighed.

Prisoverrækkelsen fandt sted som en del af Aarhus' nye litteraturfestival LiteratureXchange, og det foregik med publikum og blev samtidig sendt live på P1.

Selve overrækkelsen stod bysbarnet, den lokale digter og oversætter, Peter Laugesen for. Han vandt for nylig selv Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse.

Peter Laugesen startede med at påpege, hvor vigtig en rolle fyrtårnet spiller for historien, og han var sikker på, at det ville være et spændende sted at besøge, efter at have læst romanen.

Digteren Peter Laugesen talte både om betydningen af at blive anerkendt som forfatter. Og om det særlige stof, som Maren Uthaugs roman er gjort af. (Foto: Kasper Månsson)

- Det er en indviklet historie om mennesker i udkanter, fra verden og hinanden, isolerede af fordomme, angst og overtro i mentale eller virkelige fyrtårne, hvorfra lyset fejer ud over deres ydre eller indre have, der regelmæssigt skyller ind over deres livsfundament, hvor børnene står tøjret i vind og sprøjt, sagde Peter Laugesen blandt andet i sin tale.

Stærke finalister

’Hvor der er fugle’ var oppe imod et stærkt felt af finalister, blandt andet årets vinder af boghandlernes pris De Gyldne Laurbær, Jesper Wung Sung for ’En anden gren’. Kamilla Hega Holst var den tredje finalist med romanen ’Rud’.

I alt seks romaner har været månedens roman i læseklubber rundt om på i alt 48 danske biblioteker. Her er de blevet læst og debatteret af ivrige læsere, der stemte førnævnte tre romaner videre.

Uddelingen af DR Romanprisen fandt sted som en del af programmet for litteraturfestivalen LiteratureXchange i Aarhus. (Foto: Kasper Månsson)

Læserjuryen fik også lov til at give Maren Uthaug et par ord med på vejen på Dokk1. Her sagde jurymedlem Anne Christensen fra Sengeløse kaldte det en ’skarpt skåret’ og ’utrolig uhyggelig og trist historie’.

- Men der er også et element af humor, som gør, at man aldrig bliver nedtrykt. Man bliver på en eller anden måde opløftet og overrasket, tilføjede hun.

Ikke barsk at skrive

Det glædede Maren Uthaug, at Anne Christensen også kunne se det opløftende i historien.

- Jeg er overrasket, hvor mange, der synes, at den er så grum, for sådan var den ikke for mig, da jeg skrev, sagde hun.

Litteraturforsker og lektor ved Aarhus Universitet, Stefan Kjerkegaard, var også på scenen i dag. Han fremhævede den ’groteske humor’ og element af ’røverhistorie’ i fortællingen, som han så ligheder med i Maren Uthaugs tegneserie.

Stefan Kjerkegaard (t.h.) talte blandt andet om, hvorfor vi har brug for slægtshistorier i en rodløs tid. Diana Bach (t.v.) var vært for arrangementet. (Foto: Kasper Månsson)

Og så forklarede han, hvad det er, slægtshistorier som ’Hvor der er fugle’ kan:

- Vi lever i en mere rodløs tid, hvor vi har behov for at under søge, om det betyder noget, hvor man kommer fra, om man kommer fra Uthaug eller Aarhus. Vi leder efter steder, ting og fortælling, der kan fortælle os, hvem vi er – eller hvem vi kunne være.

Maren Uthaug lyttede interesseret og ’tog noter’ fra de kloge ord, der blev sagt om hendes roman. Og så sluttede hun af med at understrege, at den næste roman, hun skriver på bliver noget helt andet.

- Den har intet med min familie at gøre. Det skal I huske, når I læser den, sagde hun med et lidt tvetydigt smil på læben.

Her ses juryen sammen med den glade prisvinder i midten. Fra venstre: Anna Nilsson (København), Anne Christensen (Sengeløse), Maren Uthaug, Johan Gaunitz (Frederikssund), Birthe Simonsen (Kollund) og Kirsten Vagtholm (Billund) (Foto: Kasper Månsson)
Facebook
Twitter