Succesforfatter betalte tusindvis af kroner for at få sit navn i ny krimi: 'Luk røven, Morten fucking Pape!'

I Jesper Steins nye krimi 'Solo' optræder en person ved navn Morten Pape. Og det har forfatteren af samme navn betalt dyrt for.

Jesper Stein blev overrasket af Morten Pape, da han var med i 'Bogselskabet' på DR Scenenunder Bogforum. Pape har betalt for at være en karakter i Steins nye krimi, 'Solo'. (Foto: diana bach © dr)

- Luk røven, Morten fucking Pape, jeg ved hvem du er! Op og stå!

Sådan lyder et par linjer i Jesper Steins nye krimi 'Solo'. Ganske normalt og hårdkogt, hvis det ikke var fordi, navnet Morten Pape også er navnet på en anden dansk forfatter, der i 2015 debuterede med romanen 'Planen'.

Det er dog ikke Jesper Stein, der begår karaktermord ved at vikle sin kollega ind i plottet sammen med hovedpersoner med navne som Vicki Thomsen og Axel Steen.

Morten Pape - altså forfatteren - har faktisk betalt Jesper Stein for en rolle i 'Solo'.

Satte karakter til salg på auktion

Tilbage i januar satte Jesper Stein nemlig en karakter i sin kommende krimi på auktion til Danmarks Indsamling, der samlede ind til hjemløse børn i verdens fattige lande.

Den, der bød højest, ville få lov til at lægge navn til en person i krimien, der altså nu er udkommet med titlen 'Solo' som den 6. bog i 'Uro'-serien.

Den dansker, der bød højest på auktionen, var altså Morten Pape.

- Jeg skrev til Morten, at der var mange muligheder for, hvad man kan blive i mine bøger. Han kunne blive strømer, han kunne blive kriminel, fortalte Jesper Stein, da han lørdag blev interviewet på Bogforum til DR-programmet Bogselskabet med Anne Glad.

- Så skrev han tilbage til mig, at ej, det der med panser, det er ikke lige så populært, der hvor jeg kommer fra, siger krimiforfatteren om sin korrespondance med Morten Pape, der er vokset op i et hårdt miljø på Amager i København.

Alle 13.000 kroner værd

13.000 kroner betalte Pape for sin rolle i bogen. Og på Bogforum kom han på scenen midt under interviewet med Jesper Stein, så Anne Glad kunne spørge ham: var det alle pengene værd?

- Det var jeg længe meget i tvivl om. Det var godt for Danmarks Indsamling, kan man sige, sagde Morten Pape og tilføjede med et glimt i øjet, at han altid har været 'meget velgørende af natur' - og solgt næsten lige så mange bøger som Jesper Stein.

- Jeg fik bogen i hånden, dagen før den udkom, og da jeg så hurtiglæste den og fandt frem til den karakter, der er opkaldt efter mig, så synes jeg, det var alle pengene værd. Så tusind tak for det!

Præcis hvilken rolle, Morten Pape spiller i 'Solo', skal man læse krimien for at finde ud af. Men da auktionen blev afholdt, lovede Jesper Stein, at det ikke ville blive en statistrolle...

Facebook
Twitter