Thomas på 24 har udgivet tre bøger på to år: 'Det er stukket lidt af'

Thomas Korsgaards første bog blev en langt større succes, end han havde forventet.

- Det har været nogle enormt travle og sjove år, siger Thomas Korsgaard, som debuterede som forfatter i 2017. (Foto: Les Kaner © Lindhardt & Ringhof)

Der har været nok at se til for Thomas Korsgaard, siden han i 2017 udgav sin første roman.

I dag udgiver den 24-årige forfatter nemlig sin tredje bog, novellesamlingen 'Tyverier'.

- Det har været nogle enormt travle og sjove år – og også nogle voksne år, siger han, da jeg fanger ham en ledig stund, hvor han 'lige er hjemme og vende' i lejligheden i København.

Om lidt skal han ud ad døren igen og til boghandlertræf i Odense, hvor han skal fortælle om sin nye bog.

Og det er noget, han har gjort meget de sidste par år: været ude og tale om sine bøger.

- Det er ret voksent sådan at skulle ud og holde foredrag. Men jeg håber da, jeg har bevaret barnet i mig, siger han og griner.

Det første oplag af debutromanen 'Hvis der skulle komme et menneske forbi', som er inspireret af hans egen opvækst, blev i første omgang kun trykt i 800 eksemplarer.

- Der var ingen forventning om, at jeg skulle komme til at leve af at skrive så tidligt. Nu tror jeg, den har solgt 45.000 eksemplarer. Så det er stukket lidt af, fortæller han.

Da hans anden bog, 'En dag vil vi grine ad det', som er en selvstændig opfølger til debuten, udkom, fortalte Thomas Korsgaard til DR, at han følte 'han var kommet med på et afbud' – og at han levede forfatterdrømmen 'på lånt tid'.

- Sådan har jeg det stadig. Med det samme, man er færdig med en bog, er man arbejdsløs. Den usikkerhed vil nok altid følge med, siger han og fortæller, at han faktisk ikke er helt arbejdsløs denne gang, selvom han lige har afsluttet en bog.

For den næste udgivelse er allerede i støbeskeen; en børnebog, som han skriver sammen med musiker Frida Brygmann.

- Den hedder 'Tyverier', fordi novellerne handler om mennesker, som i overført betydning får taget noget eller tager noget fra hinanden. Værdighed for eksempel. Min redaktør sagde, at det er mennesker, som har meget store forhåbninger, der aldrig bliver indfriet. Og det er nok rigtigt nok, fortæller Thomas Korsgaard. (© Lindhardt og Ringhof)

Han kan skrive hvor som helst. Derfor har det heller ikke været et problem, at han har været så meget på farten de sidste par år, fortæller han. Selv når han ikke sidder ved computeren, kører tekster og ideer rundt i hovedet på ham.

Sådan har det også været med den nye bog, 'Tyverier', som er skrevet i løbet af det sidste års tid.

- Når jeg nu selv synes, at noveller er så fantastiske, blev jeg også nødt til at se, om jeg kunne skrive noveller. Men det var med en vis ærefrygt, jeg gik i gang, for man skal virkelig være skarp, siger Thomas Korsgaard.

Han læser selv mange noveller og kan især godt lide den stramme form – og at man hurtigt kommer til sagen i en novelle:

- Jeg har altid elsket gode noveller og det her med, at en meget kort og kondenseret tekst kan rumme noget, der kunne have været en hel roman. En novelle kan have så meget kraft, at den kan leve videre i én længe, efter man er fædig, og vokse sig langt større i ens hoved.

Han peger her på fire af sine personlige novellefavoritter:

1

Den grænseoverskridende

Pia Juuls novelle 'Et rødt hav' stammer fra novellesamlingen 'Af sted, til stede' (2012). (© Lindhardt & Ringhof)

- Jeg læste den for nogle år siden, da jeg gik i gymnasiet. Det kan være lidt svært med ting, man bliver tvunget til at læse. Men Pia Juul har jeg altid været nysgerrig på.

- 'Et rødt hav' handler om en kvinde, som stadig har nøglen til sin eks' lejlighed. En dag går hun derhen og ser, at han har holdt fest med sin nye kæreste. Hun bliver så ked af det, at hun beslutter sig for at slå dem ihjel.

- Den er så grænseoverskridende. Men jeg kan virkelig godt forstå hende. Og jeg har tit tænkt på, hvordan det kan være, at den bare blev i min krop.

2

Den rørende, socialrealistiske

Ingvild Rishøi modtog to norske litteraturpriser for novellesamlingen, som udkom i 2014. (© Batzer & Co)

- Norske Ingvild Rishøi skriver socialrealistiske og virkelig rørende noveller, hvor hun er meget solidarisk med sine karakterer.

- 'Vinternoveller' består af tre længere noveller. De tre forskellige hovedpersoner er en søskendeflok, en enlig mor – og en, som lige er blevet løsladt fra fængsel.

- Jeg har genlæst den en del gange, også bare for rent skriveteknisk at prøve at aflure, hvad det er, hun gør.

- Jeg er stor tilhænger af læselyst. Det skal ikke være pligt og tvang. Det skal kun være en fornøjelse og båret af nysgerrighed på nogle mennesker, jeg gerne vil læse om.

'Vinternoveller' af Ingvild Rishøi

3

Den skarpe

Kjell Askildsen har selv udvalgt 18 af sine bedste noveller til denne samling, som er udkommet på dansk. (© Gyldendal)

- Kjell Askildsen er også norsk, og han er meget populær. Der er mange forfattere, der ser op til ham. Han er også blevet kaldt 'forfatternes forfatter'.

- Han skriver virkelig skarpt og præcist. Det er så enkelt, det han gør. Hvis man læser det overfladisk, kan det virke af ingenting. Men det er så stort, det der gemmer sig under hans meget enkle sætninger.

4

Den barske og smukke

Naja Marie Aidt modtog Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen 'Bavian', der udkom i 2006. (© Gyldendal)

- 'Bavian' er der sikkert mange, som kender fra deres skoletid. Jeg læste den vist også i gymnasiet. Og jeg er ikke blevet træt af den. Den er barsk og fantastisk.

- Naja Marie Aidt kan skrive så utroligt smukt om noget utrolig grimt og omvendt. Jeg synes aldrig, at hun forfalder til klicheer. Hun har et klogt blik på mennesker.

- Det er vigtigt med et skarpt blik, for man har ikke så meget tid og plads i en novelle. Det synes jeg kan være rigtig rart. For man kan komme til sagen og ind til det eksistentielt vigtige hurtigere.