Tyskerne kan nu også grine af Hitler

En satirisk roman om Hitler er nu bestseller i Tyskland. Dermed kan tyskerne grine af en tid, som hidtil har været tabubelagt i Tyskland.

Filmen, Der Untergang, fra 2004 startede en ny tendens i Tyskland, hvor det blev mere naturligt at portrættere Hitler og Nazi-tiden. (© Billede fra Der Untergang filmen)

Hitler genopstår og bliver fast gæst i tysk fjernsyns debatprogrammer, hvor hans bizarre synspunkter har stor underholdningsværdi hos befolkningen. Således lyder handlingen i den tyske bestseller, Er est wieder da (Han er kommet tilbage), en satirisk roman af Timur Vermes, der får smilet frem hos tyskerne.

Med den nye bestseller, og film om Hitlers person som Der Untergang, er der åbnet op for en ny Hitler-bølge, hvor tyskerne kan portrættere og grine af den tidligere tyske fører, ifølge Moritz Schramm, lektor i Tyske Studier på Syddansk Universitet.

Hitler har været et tabubelagt emne

Det er et nyt fænomen, at tyskerne nu kan grine af manden, som var 12 år i spidsen for nazi-Tyskland.

- Man har ikke haft mange indspark og satiriske indslag i Tyskland om Hitler og nazi-tiden i efterkrigstiden. Det har været et tabubelagt emne, forklarer Moritz Schramm.

Ifølge Moritz Schramm, har man ikke kunne grine af Hitler i mange år i Tyskland, da tyskerne har været gerningsmænd og båret ansvaret for, hvad der er sket, samtidig med at ofrene fra tiden stadig var omkring.

- Det passede ikke godt til situationens alvor, at man grinede af det, forklarer Moritz Schramm.

Generationsskifte bag humor

Men ofrene og gerningsmændene er nu på vej væk - aldersmæssigt. Og den nye generation har et mere afslappet forhold til historien og kan derfor gøre grin med nazi-tiden, forklarer Moritz Schramm.

Efterkrigshistorier har været betændt indtil midt i 90'erne, hvor man i Tyskland har diskuteret, hvordan man skal forholde sig til nazi-tiden. Men med markeringen af Holocaust mindesmærket i Berlin i 2005 er diskussioner om tiden rykket i baggrunden.

- Man har anerkendt, at perioden har spillet en vigtig rolle for den tyske identitet. Derefter kan man åbne op for andre udtryksformer, forklarer Moritz Schramm, som synes det er fint med forskellige udtryksmidler i forhold til historien.

Facebook
Twitter