Ung succesfuld digter: Jeg er færdig med den aggressive tone

Digteren Caspar Eric har ændret sin tilgang til poesi efter at have skrevet teksterne til ny Hamlet-forestilling på Aarhus Teater

Caspar Eric er aktuel som tekstforfatter bag Aarhus Teaters opsætning af Hamlet. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Jeg føler, jeg er færdig med den demagogiske, aggressive tone, som også er hos Hamlet, hvor han vil rive hele lortet fra hinanden. Jeg har ligesom fået det ud.

Sådan siger digteren Caspar Eric, der de sidste par år har vundet anmeldernes hjerter.

Hans tilgang til poesien har ændret sig, efter han har arbejdet med den ikoniske Shakespeare-karakter 'Hamlet' til en ny opsætning af stykket med titlen '#Amlet', der havde premiere på Aarhus Teater fredag 1. september.

Kendt som vred og apatisk ung mand

Caspar Eric debuterede i 2014 med den prisbelønnede digtsamlingen '7/11', som gav ham mærkatet "internetdigter". I den efterfølgende, 'Nike', skrev han blandt andet om sit eget fysiske handicap, cerebral parese - og i begge digtsamlinger bruger han det personlige som afsæt for en samfundskritik.

Det er også tilfældet i 'Avatar', hans seneste digtsamling fra 2017. Her tager Caspar Eric fat på unge mænds selvmord og kritiserer det samfund, der har drevet dem til det.

I digtene udtrykker han en voldsom vrede over for samfundets aktuelle forfatning: ’nogle gange bliver jeg så rasende/at jeg er ved at gå fuldstændig Columbine,’ som han skriver i 'Avatar'.

- Det er altid vigtigt at snakke om de steder, hvor der er noget råddent ved, hvordan verden er, fortæller Caspar Eric, da DR møder ham i forbindelse med premieren på teaterstykket.

Hamlet og Ofelias problemer minder om Caspar Erics digte

I den nye opsætning af Hamlet på Aarhus Teater, har Caspar Eric sammen med instruktør Sargun Oshana taget fat i sidehistorien om Hamlet og Ofelias problematiske kærlighedsforhold, fordi han i en historie ser et billede på sin generation.

Parret bakser med tvivlen om, hvem de selv er, mens de forsøger at leve op til de roller, skæbnen har bestemt for dem.

- Den præmis dur stadig i dag. Du får hele tiden at vide, at du er din egen lykkes smed, men så støder du hele tiden mod muren med ting, man ikke kan, ting man ikke må, og ting man ikke burde, siger Caspar Eric.

Det er også noget, han selv kredser om i sine digte, og som han har overført til de monologer, han har skrevet til Amlet og Felia, som karaktererne er omdøbt til i '#Amlet'. Felia og Amlet føler ikke, de kan leve op til de krav, der bliver stillet til dem.

- Det er, som om aggressiviteten og melankolien og alt det, jeg har siddet og bakset med de sidste fire år, fik et nudge op i arbejdet med Hamlet, siger han.

Skuespillerne Simon Mathew og Olivia Joof som Amlet og Felia i Aarhus Teaters forestilling #Amlet (Foto: Emilia Therese © www.emiliatherese.dk)

Samarbejdet med skuespillerne har ændret tilgangen til poesi

Ifølge ham selv oplevede Caspar Eric en særlige intimitet med skuespillerne Olivia Joof og Simon Mathew, der spiller henholdsvis Felia og Amlet. De har formået at udtrykke karakterernes følelser gennem hans monologer på måder, der er endnu mere intense end teksten.

- Jeg kan ikke gøre det mere end det, som Simon og Olivia gør, siger han.

Den intimitet, han har oplevet ved at deles om kunsten, har givet ham et nyt afsæt i sin poesi.

- Jeg er kommet til et sted, hvor det handler om: ‘Nå, hvad kan jeg opbygge? Hvordan kan jeg bruge den her intimitet til at skrive på en ny måde?', siger Caspar Eric.

- Det er det, jeg arbejder på nu, så det bærer min nye poesi, som først kommer om lang tid, præg af.

Har du planer om at fortsætte som dramatiker?

- Jeg har aldrig planer om ikke at gøre noget.