Verdenskendt forfatter i Danmark: Du bliver, hvad du læser

Den verdenskendte amerikanske forfatter Siri Hustvedt mener, at læsning er en virkelig oplevelse, som gør vores hjerner mere fleksible.

- Enhver som læser vil over tid opdage, at teksterne ændrer dem.

Det siger den verdenskendte amerikanske forfatter med norske aner, Siri Hustvedt, som netop har besøgt Danmark.

- Det handler ikke om at kunne huske ord for ord, hvad du læser. Men om at du tilegner dig forskellige synspunkter og følelsesmæssige oplevelser fra bøgerne, der giver en mental fleksibilitet, som du ellers ikke ville få. Og den fleksibilitet er en slags magt, siger hun.

Den magt, Siri Hustvedt taler om, hænger sammen med evnen til at forbinde og sammenholde viden, som vi får fra bøgerne.

Spørgsmålet om, hvordan litteraturen på forskellig vis ’klæder mennesker på’ var også omdrejningspunktet, da hun mandag deltog i en masterclass på Aarhus Universitet sammen med to universitetsfolk.

- Det var en helt utrolig fornøjelse, siger hun til DR efter den tre timer lange session, hvor de tre intellektuelle begavelser kom vidt omkring.

At dømme ud fra hendes begejstrede ansigtsudtryk, så mener hun hvert et ord.

- Jeg vil meget hellere deltage i den her slags arrangementer fremfor litteraturarrangementer. Det her er ’ægte indhold’. Når jeg skal tale om mine værker, ender det ofte med at handle om mig som person i stedet, fortæller Siri Hustvedt.

Sidste weekend optrådte hun på litteraturfestivalen Louisiana Literature sammen med sin ligeså verdenskendte mand, forfatteren Paul Auster.

Her kom Siri Hustvedt også ind på, hvordan læsning er en virkelig oplevelse på linje med alle andre oplevelser. I læsningen møder vi nye virkeligheder, ideer og andre mennesker, mener hun.

Siri Hustvedt har siden 1982 været gift med forfatterkollegaen Paul Auster, som også gæstede festivalen Louisiana Literature i sidste weekend. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

September måneds bog i romanklubben

DR Romanklubben har i september måned valgt Siri Hustvedts roman ’Sommeren uden mænd’ fra 2011 som månedens bog. Den erstatter dermed Yu Huas ’Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod’.

Siri Hustvedt kalder den selv 'en feministisk komedie', der handler om den meste banale af alle kærlighedshistorier: mand forlader hustru for yngre kvinde. - Hvad kunne være mere banalt end det, spørger hun med et smil og fortæller, at hun selv grinede højlydt, da hun skrev romanen, som blandt andet er inspireret af klassiske Hollywood-film.

I romanen møder vi hovedpersonen Mia, der for nylig er blevet forladt af sin mand og i et forsøg på at komme oven på flytter tilbage til sin hjemby hen over sommeren.

Siri Hustvedt fortæller i en ny podcast til DR, hvordan hun ønskede at bruge den banale historie til at fortælle noget mere komplekst. Hør interviewet, som er anden del i DR Romanklubbens podcastserie, hvor vi taler med de internationale forfattere bag de udvalgte romaner:

Et fokusfelt af tvetydighed

I tråd med hendes ide om, at læsning er en virkelig oplevelse, der ikke adskiller sig fra andre oplevelser, så mener Siri Hustvedt heller ikke, at man kan skelne skarpt mellem forskellige litterære genrer. Hendes eget forfatterskab spænder da også vidt, fra romaner til videnskabelige essays. I august udkom hendes seneste essaysamling, en murstenstung og 671 sider lang bog med titlen ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’. Den består af hele tre essaysamlinger. Selvom hun anerkender, at der rent formmæssigt er forskel på fiktion og videnskab, så handler det for Siri Hustvedt om at undersøge helt eksistentielle spørgsmål.

Og hvad er så de store spørgsmål, der driver hele hendes forfatterskab?

- Hvad er vi? Det er det store spørgsmål, som jeg forsøger at besvare fra forskellige vinkler, siger hun og slår op på den del af hendes nye essaysamling, som netop hedder ’ Hvad er vi? – Forelæsninger om menneskets vilkår’.

Siri Hustvedt understreger, at det er spørgsmålene, der interesserer hende - og ikke så meget svarene.

- Jeg finder stor intellektuel glæde i at adressere spørgsmål, der ikke findes umiddelbare svar på – og som man kan gå til fra mange vinkler, siger hun og forklarer, at hendes tilgang via forskellige akademiske discipliner giver hende et ’fokusfelt af tvetydighed’, siger hun og fortsætter: - Det giver mulighed for at jeg kan stille det næste spørgsmål på en bedre måde, end hvis jeg kun så på problemet ud fra et enkelt tankesæt.

Siri Hustvedt flankeret af Professor MSO Mads Rosendahl Thomsen fra Aarhus Universitet og Associate Professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet . (Foto: Suvi Andrea Helminen © dr)

Grådig forfatter

Siri Hustvedts interesse for videnskaben startede i firserne, da hun skrev ph.d. i litteratur på Columbia University i New York, hvor hun stadig bor med sin mand. Interessen for forskning fortsatte og kom med tiden til også at omfatte neurologi og humanbiologi.

- Pludselig befandt jeg mig i en position, hvor jeg var i stand til at kritisere filosofiske problemer inden for neurologien, siger hun og forklarer, at hun med essaysamling ’Kvinden der rystede’ tiltrak sig opmærksomhed inden for neurologien. Det førte til, at hun blev inviteret til at give forelæsninger og publicere artikler i videnskabelige tidsskrifter. I ’Kvinden der rystede’ tager Siri Hustvedt udgangspunkt i nogle voldsomme ’ryste-anfald’, som hun fik for nogle år siden. Anfaldene bruger hun som udgangspunkt for en kompleks analyse af forholdet mellem krop og sind, set fra både et neurologisk, litterært og filosofisk perspektiv. - Den bog ændrede virkelig mit liv i forhold til at kunne få mine tanker ud, siger Siri Hustvedt og fortæller, at hun slutter sin Europa-turne i denne omgang med at deltage på en konference for neurologer i Cambridge, England. Hun kalder sig selv en ’grådig’ forfatter, fordi hun vil så meget på samme tid. Der er altid en videnskabelig artikel, et foredrag eller andet, hun ikke kan sige nej til, selvom hun – ligesom nu – er i fuld gang med at skrive sin næste roman. Og så er der også de psykiatriske patienter, som Siri Hustvedt underviser i at skrive.

- Det kan nok godt være svært for andre helt at få hold på alle de ting, jeg laver. Men min begejstring og nysgerrighed bliver ved med at lede mig i nye retninger, siger hun.

Facebook
Twitter