Voksne finder tuscherne frem: Malebøger ligger øverst på bestsellerlisten

Engang var det til børn. I dag storsælger malebøger, der henvender sig til voksne.

Det er blevet populært blandt voksne at tegne i malebøger. Kvinden bag farvelægningen her har tegnet i Johanna Basfords voksenmalebog Secret Garden.

Den første kvinde, der henvendte sig, hviskede det til Kirsten Aarup Sørensen.

Det var i en boghandel for otte år siden, og hun havde sneget sig langs panelerne, hen til hende.

- Jeg køber dem jo til mig selv, mumlede kvinden stille.

Kirsten Aarup Sørensen var til et arrangement i boghandlen med malebøgerne Mandala, som hendes forlag Unicorn, udgav. Bøgerne bestod af symmetriske mønstre, som børn kunne farvelægge.

Og åbenbart også voksne.

- Det var meget tys-tys, da hun henvendte sig til mig om bøgerne. Og jeg var meget overrasket over hendes reaktion og de første reaktioner fra voksne. Jeg udgav bøgerne 100 procent med børn for øje – men allerede efter et år, udgav jeg de første malebøger, hvor der på forsiden stod, at de også var for voksne – på grund af interessen fra voksne, siger hun til DR Kultur.

Stigende omsætning på malebøger for voksne

Siden Kirsten Aarup Sørensen begyndte at udgive Mandala-malebøger og mødte de første voksne malebogsmalere, er antallet af ”modne” malebogsmalere vokset markant.

- Det er helt sikkert en trend i dag. Der er en stigende omsætning på de bøger, vi udgiver, der henvender sig til voksne – og det er i dag fuldstændig acceptabelt for voksne at male i Mandala-bøgerne, siger hun.

Voksenmalebog nummer et på hitlisten

Det er ikke kun forlaget Unicorn, der har oplevet en øget interesse, når det gælder voksnes lyst til at male i malebøger og holde sig inden for stregerne.

Den bedstsælgende bog på Amazon i USA er netop nu en malebog.

’My Secret Garden’ hedder den og består af detaljerede tegninger, der henvender sig til voksne. 1,4 millioner eksemplarer har forfatteren Johanna Basford solgt af sin malebog verden over.

I Storbritannien er der også voksen-malebøger på Amazons bestsellerliste. Halvdelen af top-10-listen er netop nu indtaget af malebøger for voksne.

Udover ’My Secret Garden’ er en anden af Johanne Basfords malebøger på listen, mens Richard Merritts ’Art Therapy Colouring Book’ har indtaget listens fjerdeplads. Malebogen ’Animal Kingdom’, som består af detaljerede dyretegninger, pryder listens syvendeplads, mens niendepladsen også består af en malebog til voksne.

Kan udtrykke sig uanset evner

Tatiana Chemi er lektor på Aalborg Universitet på Institut for læring og filosofi og mener, at en af grundene til, at malebøgerne, der henvender sig til voksne oplever så stor popularitet, er, at de giver voksne mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk uanset evner.

- Med en malebog kan man udtrykke sig uanset hvilke evner, man har. Som voksen har man stadig brug for at udtrykke sig med andre sprog end bare de sproglige, men man har ikke nødvendigvis tiden til eller muligheden for at tilegne sig de evner. Så malebøger er en nem måde at nyde den sanselighed, som det at male eller tegne er udtryk for, siger hun.

Kan have terapeutisk effekt

Samtidig kan malebøgerne rettet mod voksne også have en terapeutisk effekt, mener Tatiana Chemi.

- Helt tilbage i oldtiden snakkede Aristoteles om katharsis – det at man renser sig selv fra de dårlige følelser – og det er det, som kunst kan. At male i malebøger er også en del af det – man beskæftiger sig med sanseligheden og kropsligheden, når man tegner på papiret – alt det påvirker vores krop og hjerne, og det er noget, vi har brug for – især i den digitaliserede tilværelse, vi lever i, siger hun.

Facebook
Twitter