- Du fortæller om en virkelig verden.
Sådan lød nogle af de rosende ord til forfatter Morten Pape, som i dag, lørdag, modtog DR Romanprisen 2019 for 'Guds bedste børn'.
Bogen, som udkom sidste år og er den 32-årige forfatters anden af slagsen, er inspireret af et virkeligt mord, der blev begået på Amager i 2008.
Her blev et 16-årigt avisbud med indvandrerbaggrund offer for et voldeligt overfald, begået af en 15-årig etnisk dansk dreng.
I medierne blev det umotiverede overfald kaldt 'meningsløst'.
I 'Guds bedste børn' forsøger Morten Pape at undersøge, hvad der alligevel ligger bag en så tilsyneladende meningsløs voldshandling - og konsekvenserne af den. I romanen får man historien fra flere sider, både ofrenes og gerningsmændenes.
Morten Pape fortalte tidligere i år, at han ved at skrive om det tragiske mord ønskede at udforske nogle tematikker, 'der handler om racisme, om vold, om omsorgssvigt, skyldfølelse, skam og forsoning'.
Giver et indblik i ukendt miljø
Den rå virkelighedsskildring er altså noget af det, den unge forfatter i dag blev hædret for af juryen bag DR Romanprisen, som består af seks 'superlæsere' fra forskellige steder i landet.
- Bogen er en lærerig samtidsroman. Den giver os et 'wakeupcall' og et indblik i et meget anderledes og for mange ganske ukendt miljø. Til trods for, at temaet er tungt, og bogen vred med megen udpenslet vold, så gør sproget, at læseren, trods nødvendige pauser i læsningen, fortsætter, sagde jurymedlem Mary-Ann Haubirk i sin tale til Morten Pape.
Hun roste også 'Guds bedste børn' for at have 'skabt gode og engagerede diskussioner', som et af de andre jurymedlemmer endda foreslog som 'pligtlæsning for folketingsmedlemmer'.
Til arrangementet lørdag eftermiddag fik Morten Pape også en hilsen fra den tidligere leder af partiet Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, som lykønskede ham og fortalte, at hun selv og flere andre politikerkollegaer faktisk har læst hans bøger.
- Og det bliver man klogere af, sagde hun blandt andet til den 32-årige prisvinder.
En grundig proces
'Guds bedste børn' var i skarp konkurrence med flere store forfatterkollegaer, men endte altså med at blive den foretrukne blandt feltets tre finalister, hvor Kim Fupz Aakeson og Karen Fastrup var de to andre.
I alt seks romaner var indstillet til DR Romanprisen 2019 og er blevet læst og debatteret af ivrige læsere på mange af landets biblioteker.
Og det betyder noget særligt for Morten Pape, at det netop er læsere, som har fundet ham værdig til at modtage prisen, som i år kan fejre tyve års jubilæum.
- Jeg er meget, meget glad for, at folk gider at læse bogen og tager den alvorligt. Og jeg er ekstremt glad for, at det har udmøntet sig i en af de gode priser. Den grundige proces, som alle seks nominerede bøger har været igennem hos de her erfarne læsere, synes jeg, er ret optimalt, siger Morten Pape, som fortæller, at han også har nydt at svare på spørgsmål fra læseklubberne i løbet af processen.
I begyndelsen af 2018 var det til gengæld en mere bekymret Morten Pape, der mødte DR og fortalte om arbejdet med sin anden roman.
Dengang frygtede han, at bog nummer to måske ikke ville være istand til at leve op til den succes, han oplevede med debutromanen 'Planen' fra 2015, der handler om hans egen opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på Amager.
'Planen' blev både en bestseller og indbragte Morten Pape en fornem debutantpris, og efterfølgeren var derfor det svendestykke, som skulle bevise hans værd og afgøre hele hans karriere, mente han dengang.
Kommet hul på den helt store byld
At Morten Pape nu har modtaget DR Romanprisen og desuden fik Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat for nylig har - næsten - gjort den bekymring til skamme.
- Jeg er altid lidt på vaklende grund; det kan stadig gå galt. Men jeg føler, at jeg har etableret mig og forhåbentlig vist, at det ikke bare var et 'lucky punch' med den første bog. Der var noget mere at komme efter, siger han og tilføjer, at han har det ret svært med at skulle bruge store ord om sig selv og sit forfatterskab.
- Men efter bog nummer to, så kan tre, fire, fem og seks bare komme an. Det er den helt store byld, jeg har fået hul på nu.
Og Morten Pape er allerede i fuld gang med sin næste og tredje bog i det, han selv kalder sin 'Amager-trilogi'. Den kommer til at handle om Amagerbankens krak i 2011.
- Jeg bevæger mig væk fra de udsatte boligområder og længere ud på mere, for mig, mytologisk grund, nemlig Vestamagers endeløse rækker af middelklasse parcelhuse, fortæller Morten Pape, som også har en drøm om på et tidspunkt at skrive historiske romaner. Om Amager selvfølgelig.
For øen syd for København har han foreløbig ingen planer om at slippe.
- Jeg har svært ved at se, at mit forfatterskab kan befinde sig andre steder. Og uden yderligere sammenligning er Amager for mig, hvad Grønland er for Kim Leine. Det er her mit forfatter-DNA findes.
Vindere af DR Romanprisen
- •
2019: Morten Pape 'Guds bedste børn'
- •
2018: Maren Uthaug 'Hvor der er fugle'
- •
2017: Christina Hesselholdt 'Vivian'
- •
2016: Ida Jessen 'En ny tid'
- •
2015: Iben Mondrup 'Godhavn'
- •
2014: Erling Jepsen 'Den sønderjyske farm'
- •
2013: Kim Leine 'Profeterne i Evighedsfjorden'
- •
2012: Erik Valeur 'Det syvende barn'
- •
2011: Birgithe Kosovic 'Det dobbelte land'
- •
2010: Jakob Ejersbo 'Liberty'
- •
2009: Sissel-Jo Gazan 'Dinosaurens fjer'
- •
2008: Jens Smærup Sørensen 'Mærkedage'
- •
2007: Carsten Jensen 'Vi, de druknede'
- •
2006: Morten Ramsland 'Hundehoved'
- •
2005: Christian Jungersen 'Undtagelsen'
- •
2004: Hanne Marie Svendsen 'Unn fra Stjernestene'
- •
2003: Vagn Lundbye 'Trefoldighedsbarn'
- •
2002: Hans Otto Jørgensen 'Helt og Heltinde'
- •
2001: Kirsten Thorup 'Bonsai'
- •
2000: Svend Åge Madsen 'Genspejlet'
- •
1999: Bent Vinn Nielsen 'En skidt knægt'